Weekendavisen den 26. april 2019.

Epikrise. Norske Henrik Nor-Hansen skildrer samfundet via magtesløse mænds sammenbrud.

Henrik Nor-Hansen: Diegesis. Romaner 2012-2016. 198 sider, 249 kr. Forlaget Silkefyret.

Hvor tit møder man egentlig en roman, der fornyer formsproget for den fortællende prosa på så vellykket og overbevisende en facon, at man virkelig finder det rimeligt at tale om en litterær landevinding? Ikke spor tit.

Sådan en sjælden oplevelse havde jeg ikke desto mindre, første gang jeg læste den norske forfatter Henrik Nor-Hansens Termin – en fremstilling af vold i Norge, som i forfjor var en af de norske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris. Jeg anmeldte den umiskendeligt positivt, men tænkte også (uden at skrive det), at én svale gør ingen sommer, og resten af det stort set uopdagede forfatterskab – jeg mener uopdagede i Norge, hvor kun få kendte til forfatteren og bogen før nomineringen – havde jeg endnu ikke haft lejlighed til at stifte bekendtskab med.

Men det har jeg nu, og nu nøjes jeg ikke med blot at tage varsler i de iskolde titler på de to kortromaner, som Henrik Nor-Hansen havde udgivet tidligere, nemlig En redegjørelse for reisestipendet 2010 og En kort evaluering av psykososialt stress. Nu kommer alle tre romaner samlet i ét elegant bind af det fine århusianske forlag, Silkefyret.

I Norge hedder samleudgaven blot Tre romaner, men Diegesis er forfatterens valg specielt til den danske udgave. Begrebet kendetegner en af de to fremstillingsmåder, som Planton beskrive i Staten, nemlig den berettende fremstilling, hvor fortælleren træder tydeligt frem som strukturerende princip ligesom i epikken (den anden fremstillingsmåde er den personificerede fremstilling, mimesis), som Nationalencyklopædien definerer det.

De tre romaner – fra henholdsvis 2012, 2014 og 2016 – har det til fælles, at de alle er skrevet i et nøgternt, registrerende sprog. Den første bog, En redegørelse for rejsestipendiet 2010, er en en førstepersonsfortælling, men de øvrige er holdt i en kønsløs stil- og toneart, som om det er en notatskribent, måske en embedesmand, sagsbehandler, forsker eller psykiater, der genfortæller et andet menneskes liv i en rapport. Det hele siges i de ikke-litterære genrebetegnelser, som Henrik Nor-Hansen har inkorporeret i titlerne: en redegørelse, en evaluering, en fremstilling.

Termin – en fremstilling af vold i Norge er ved genlæsningen lige så rystende som ved det første møde. Den 26-årige elektriker Kjetil Tuestad bliver offer for motivløs vold. Gerningsmanden bliver aldrig fundet, men Kjetils liv går i opløsning. Vi følger ham gennem en årrække i de tørt konstaterende kapitler, som samtidig fremstår som en slags analyse af boligpolitik, olieøkonomi og omsorgspolitik i det norske velfærdssamfund. Mest rystende er de formuleringer, der står som taget af ud af en psykiatrisk diagnose, angiveligt skrevet af en person, der har udredt Kjetil: ”Han skulle i perioder have tænkt en del negative tanker om mennesker og menneskets væsen”. Eller: ”Kjetil Tuestad fortæller om tab af egen personlighed. Hun husker ingen kontakt til eget sjæleliv”. Eller slet og ret og helt kort: ”Han husker ikke nogen kontakt med eget følelsesliv”.

Allerede i En redegørelse for rejsestipendiet 2010 står dette element af fremmedgørelse centralt. Bogen er en, ja redegørelse fra en forfatter, der har været på skriveophold i Canada. Han bliver ramt af depression og kan ikke skrive sammenhængende. Han går ture, men det føles monotont. ”Det var svært at føle sig levende,” slår han fast. I en park tager han skoene af og går ud i vandkanten: ”Så opdagede jeg at parken var kunstigt anlagt, og reagerede negativt på dette”, lyder det med en knastør konstatering.

At forfatteren både har svært ved at forbinde sig til sit eget jeg og med realtioner til andre mennesker, fremgår af den fascination – måske forelskelse? – han retter mod en af sine bekendtes søster. Ikke alene har han aldrig mødt hende. Hun er også, karakteristisk nok, død. På et tidspunkt konstaterer han: ”Jeg tror måske, at det aldrig lykkedes mig at identificere mig med min egen person. Der var en distance, en sidste rest, som hele tiden måtte konstrueres. Selv nu, mens jeg sidder her og skriver dette, findes der spor af noget forstillet. Det er jo den samme manglende identifikation. Måske har jeg aldrig opført mig naturligt. Måske er det slet ikke muligt.”

En kort evaluering af psykosocialt stress er udformet som det, man i den medicinske verden kalder en epikrise, altså en kort sammenfatning af en patients sygdomshistorie. Det drejer sig om skovsnegleforskeren Halvor Leland, der får en psykose mens han ligger ude i ødemarken, alene i et tomandstelt. Kulminationen på hans sygdom bliver voldelig, da han kører en bil ind i en menneskemængde: ”Halvor Leland beskrev et stærkt ønske om at komme ud af den dvale, han befandt sig i, og at han derfor tyede til noget drastisk. Men nu virkede det allerede langt væk. Han forstod det ikke.”

Henrik Nor-Hansen befinder sig helt ude i den litterære bevidstheds udkant. Men hans formeksperimenterende egenart er ubestridelig, og de inderligt læsværdig samfundsfortællinger om magtesløse mænd er lavmælte og højdramatiske i ét pennestrøg.



Skriv en kommentar