Weekendavisen den 8. februar 2019.

Autonøgle. Peter Legård Nielsen har skrevet en nøgleroman, hvor nøglen ikke passer helt i låsen.

Peter Legård Nielsen: De kendte. 406 sider. Roman. Pris uoplyst. Forlaget Blå.

Peter Legård Nielsens nye autofiktive nøgleroman består af tre spor, hvoraf to er henholdsvis bevægende og interessante, mens det tredje – som skal være bogens bærebjælke – desværre ikke er ligeså relevant at læse for læserne, som det har været at skrive for forfatteren. Inden jeg vender mig mod de bedste sider af De kendte, må jeg opholde mig ved det, som romanen uretfærdigvis vil blive husket for, nemlig den svagt camouflerede fortælling om et forbitret bestyrelsesopgør i foreningen Danske Skønlitterære Forfattere i Peter Legård Nielsens formandstid (1997-2001 og 2002-2007).

Magtkampen var vigtig, fordi der stod et stort kulturpolitisk sværdslag om omlægingen af de penge, som forfatterne får som vederlag for bibliotekernes udlån af deres bøger. I sådan en situation har forfatterforeningernes forhandlere en vigtig rolle overfor embedsmænd og minister, men de bakkes ikke nødvendigvis op af deres egne medlemmer, ja ikke engang af deres egen bestyrelse. Peter Legård Nielsen skildrer opgaven som en benhård og utaknemmelig kamp mod illoyalitet i egne rækker. For det trænede øje er det nemt at se, hvem der gemmer sig bag romanens fiktive navne, nemlig Georg Metz, Hanne-Vibeke Holst, Mette Winge, Jens Smærup Sørensen m.fl. Dem mindes Peter Legård Nielsen ikke med respekt, og han piller dem ned fra piedestalerne. Retfærdigvis skal det siges, at han ikke altid har høje tanker om sig selv heller. Hvis de kendt er kloge, ignorerer de bare romanen.

De to andre spor har vigtigere sager på hjerte, især der hvor de krydses for alvor. Peter uddanner sig – ligesom virkelighedens Peter – til rolfer (rolfing er en kropsterapi opkaldt efter den amerikanske biokemiker Ida Rolf). Uddannelsen bringer ham, ligesom skrivningen, tættere på kroppens og sindets dybder, hvorfra han hele tiden modtager stærke billeder og barndomserindringer, ikke mindst om et livsfarligt fald fra et vindue, en nærdødsoplevelse ved en blindtarmsoperation og den evige trussel fra en gruppe voldelige skoledrenge.

Og så er vi ved det tredje spor. Som barn var Peter en uhyre sensitiv dreng. En dag blev hans mor kvalt i hjemmet, faren blev anklaget for mordet, men gik fri med hjælp fra en dygtig forsvarsadvokat, som siden blev Peters fortrolige ven (om romanen også trækker på autobiografiske erfaringer her, ved jeg ikke). Det uopklarede mord hviler som en slagskygge over Peters opvækst og voksenliv. Hvem dræbte hans mor?

Jeg forstår udmærket, at Peter Legård Nielsen gerne vil forene det sensitive barn med den voksne mands erfaringer med kropsterapi og chikane og splid blandt forfatterne. Det ene spejler det andet og det andet spejler det tredje, tilsammen en livsprisme. Hvis forfattersporet var beskåret kraftigt, ville det også være blevet en skarp bog.

Men trakasserierne er ørkesløse og redundante. Måske har det været nyttigt og nødvendigt at skrive, men sådan er det ikke at læse. Rolfing er til gengæld interessant at stifte bekendtskab med, omend scenerne er hæmmet af lovlig drømmetung spiritualitet til tider. Vigtigst er det omsorgsfulde (selv)portræt af den hypersensitive dreng.

Læst som nøgleroman – Peter Legård Nielsen benytter det slidte trick med at lave navnesammenfald mellem hovedpersonen og forfatteren – er De kendte en lovlig udflydende fortælling om forfatterverdenens illoyalitet og selvoptagethed. Men nøglen passer ikke helt i låsen.

De kendte er ikke nær så ond og ubarmhjertig, som den nok gerne vil være, og som forsiden antyder. På omslaget har forfatteren nemlig placeret et storartet maleri af Gabriel Cornelius von Max, ‘Affen als Kunstrichter’ (1889), altså ‘Aber som dommere over kunsten’, hvor en flok grimme bavianer glor på et maleri, som er usynligt for os, men vi kan fornemme dets tykke, forgyldte ramme.

Vi må forstå at forfatterne er en bavianflok. Men i så fald burde Peter Legård Nielsen have radikaliseret sine nøgleportrætter og gjort dem så ondskabsfulde, at vi for alvor kunne mærke lusene kradse i skindpelsen. Forfatterne er godt nok intrigante, misundelige og manipulerende. Men magtkamp har jo aldrig været en gentlemansport. Og De kendte føjer intet nyt til om magtkampens anatomi.



Skriv en kommentar