Weekendavisen den 22. august 2019

Klubben. I dag for præcis to år siden blev Kulturprofilen afsløret i Dagens Nyheter af journalisten Matilda Gustavsson, der nu har skrevet en bog om sagen. Weekendavisen har mødt hende i Stockholm.

STOCKHOLM
Sveavägen dukker nakken under en tinfarvet morgenhimmel. Stockholmerne haster gennem regnen. En varebil parkerer ud for en deli lige oven på den flise, der markerer, hvor Olof Palme blev likvideret. Her ligger forlagshuset Bonnier, en del af Nordens største mediekoncern af samme navn. Netop denne morgen bliver det offentliggjort, at svenskerne investerer i et nyt dansk forlag for kvalitetslitteratur. Men jeg er her i anden anledning. Jeg skal møde den kvinde, som for to år siden fik jorden til at slå sprækker under Det Svenske Akademi med afsløringen af en række trusler og seksuelle overgreb begået af Jean-Claude Arnault, også kendt som ‘Kulturprofilen’, en nær ven af Akademiet.

Nu har Matilda Gustavsson, kulturjournalist på Dagens Nyheter, skrevet en bog om sin afdækning af sagen om chikaner og omfattende venskabskorruption, som man siger i Sverige. Afsløringerne førte til en intern advokatundersøgelse, en regulær nedsmeltning af Det Svenske Akademi, aflysning af Nobelprisen i litteratur i 2018 og en reorganisering af Akademiets arbejde. Jean-Claude Arnault blev dømt til to års fængsel for voldtægt.

Klubben – en undersøgelse, hedder bogen, der har titel efter avisartiklernes alias for det center for samtidskultur, som Jean-Claude Arnault drev på Sigtunagatan 14 i Stockholm. Stedet hed i virkeligheden Forum og var gennem årtier et internationalt mødested for den litterære og kunstneriske elite i Stockholm.

Der er kaffe og pepparkakor på bordet i Bonniers møderum. Matilda Gustavsson sidder parat med øjne så store som tekopper, prisbelønnet for den journalistik, der gav genlyd verden rundt. Hun tøver kun kort, da jeg spørger, hvad den store konklusion på det hele er:

”Jeg har fået et udvidet blik på seksuelle chikaner og overgreb, en større psykologisk forståelse for, hvordan kvinder havner i den slags situationer og hvordan de udvikler sig. Tidligere havde vi i samfundet en meget snæver idé om, hvad seksuel vold er, det tænkte jeg allerede på længe inden #metoo, men nu er en ny virkelighed trådt frem. De komplekse fortællinger, som de atten kvinder stod frem med i avisen for to år siden, viser at den svenske kulturverden gennem årtier har fornægtet og fortiet noget, som mange havde kendskab til. Men nu kan vi forstå, at en voldtægt ikke altid er en overfaldsvoldtægt, og at retssystemet også anerkender det. Nu kan vi undersøge hvad magt og magtmisbrug betyder.”

Og, tilføjer Matilda Gustavsson, som en anden vigtig konklusion på sagen: ”Det Svenske Akademi har altid svævet over den virkelighed, vi andre lever i.”

Klubben – en undersøgelse handler også om Akademiets vej fra magtfuldkommenhed til syndefald og affortryllelse. Fra at være verdens måske vigtigste litterære institution blev Det Svenske Akademi pludselig en splidagtig familie. Men hvad gør et medlemskab af den ophøjede forsamling egentlig ved et menneske?

”Man retter blikket mod evigheden, ikke det forgængelige. Man gives nærmest udødelighed,” siger Matilda Gustavsson.

Som en af konsekvenserne af Akademiets reorganisering, kan man nu melde sig ud af forsamlingen. Sådan var det ikke indtil for nylig:

”Når man havde fået tildelt en stol i Akademiet, var man sikret medlemskab for evigt. Uanset om man blev dement eller måske holdt op med at skrive, var man medlem til sin dødsdag. Akademiet sørgede for både bolig og chauffør til sine medlemmer. De havde for evigt deres høje værdi, og det er er både smukt og skræmmende. Hvis et menneske aldrig kan falde fra sin piedestal, hvad gør det så ved hende? Den grænseløse frihed er den direkte vej til magtmisbrug.”

Men uanset hvor kritisk Matilda Gustavsson må være overfor akademimedlemmerne, er hun ikke blind for, at svenskerne har nydt Akademiet som det, hun kalder et magisk indslag i hverdagen:

”Vi har sat pris på denne utopi, vi har kunnet lide guderne på Olympen. Vi har haft en længsel efter noget stort og ophøjet i vores sekulære verden. Vi har på godt og ondt ladet dem leve under andre love, end os almindelige slaver. Men nu er magien væk. Jeg tror ikke at folk længere føler vrede, mest bare tristesse,” siger Matilda Gustavsson.

Sagens hovedperson, Jean-Claude Arnault, som nu afsoner sin dom i et fængsel i Göteborg, var ikke medlem af Det Svenske Akademi, men hans kone var, Katarina Frostensen. Hun har hele tiden stået last og brast med sin mand imod alle anklager – ikke mindst i det flammende essayistiske defensorat K, som hun udgav tidligere i år – og beskyldt sin modstander i Akademiet, nu afdøde Sara Danius, for at manipulere og misbruge sin magt som akademiformand. I bogen retter Katarina Frostenson en skånselsløs kritik mod både advokatundersøgelsen, Dagens Nyheters artikler og de atten kvinder. Hun kalder Sverige for misundelsesens og bagtalelsens land og anklager svenskerne for fordomsfuldhed overfor hendes mand og hans mere flamboyante franske sindelag.

I Klubben – en undersøgelse rejser Matilda Gustavsson til Marseilles, Jean-Claude Arnaults fødeby, for at finde brikker til et samlet billede. Hun kan fastslå, at han blev født i 1946 som søn af en jødisk far og en katolsk mor, der ikke var gift med hinanden. Moren troede måske at hendes mand var faldet i krigen, men han dukkede op igen, og efter datidens love blev han den juridiske far for drengen. Moren var kjolesyerske, og ikke skuespiller, som Jean-Claude Arnault ellers har påstået. Det er heller ikke sandt, når han har fortalt, at han var barndomsven med den senere så verdensberømte filosof Bernard-Henri Lévy. Sagen er at Jean-Claudes biologiske far på et tidspunkt havde en arbejdsgiver, der gjorde forretninger med multimillionæren André Levy, den kommende filosofs søn. Men de to drenge mødte kun hinanden en enkelt gang til firmafest.

Matilda Gustavsson kan også konstatere, at Jean-Claude Arnault hverken har studeret på eliteuniversitetet École Normale Supérieure eller Sorbonne, som han ifølge flere kilder har fortalt. Faktisk er han end ikke student. Han er derimod uddannet elektriker.

Det er heller ikke sandt, at han, som han ellers selv har fortalt, sad i fængsel som militærnægter. Han meldte sig derimod selv til tjeneste og arbejdede som elektriker på en flådebase indtil hjemsendelsen som 20-årig i 1966. I 1968 dukker han op i Stockholm. Han siger selv, at han inden da turnerede med det amerikanske pacifistisk-anarkistiske Living Theatre og siden deltog i ungdomsoprøret i Paris i 1968, hvorefter han måtte flygte til Sverige. Men ingen i teaterets ledelse på det tidspunkt kender til ham, og ingen centrale personer fra Paris husker ham. At han havde været højre hånd for filminstruktøren Jean-Luc Godard, kan heller ikke bekræftes. Men ikke desto mindre duperede Jean-Claude Arnault kultureliten i Stockholm, og i årene fremover fungerede han som leder af den meget respekterede kulturscene Forum, ligesom han vandt fortrolige venner i de øverste akademikredse.

Jeg spørger Matilda Gustavsson, hvad hun gerne ville spørge Jean-Claude Arnault om, hvis han en dag skulle sige ja til at lade sig interviewe:

”Frem for alt vil jeg gerne høre om hans liv. Problemet er bare, at han lyver ret meget. Jeg vil gerne spørge, hvad der prægede ham i hans opvækst. Hvordan var det at komme til Sverige uden anden baggrund end en elektrikeruddannelse fra Marseilles, og så arbejde sig ind i kultureliten i Stockholm? Har han et uddannelseskompleks? Hvad med hans uindfriede kunstneriske ambitioner? Han ville jo gerne anerkendes som kunstner, men var ikke talentfuld nok. I stedet benyttede han sit Don Juan-talent til at knalde dem, der havde kunstnerisk talent. På den måde kunne han skabe og få del i deres værk. Jeg tror ikke at det var bevidst, men et ønske om at sætte spor i verden.”

Matilda Gustavsson kunne også godt tænke sig at tale med Katarina Frostenson om, hvad det egentlig er, der får hende til at forvarer sin mand indtil døden:

”Hvorfor fremstiller hun ham som et offer for svenske fordomme overfor fremmede? Er det en stærk forelskelse? En afhængighed? Hvad skaber den evige symbiose? Mens Katarina Frostenson er kølig og kontrolleret, repræsenterer Jean-Claude Arnault begæret. Han er symbolet på det ikke-svenske, det ikke-bondske.”

Matilda Gustavsson kalder Jean-Claude Arnault for en mandlig udgave af det, man kan kalde forfatterhustruen, kunstnerens muse. I den græske mytologi var de ni muser, der inspirerede digtere og andre kunstnere. Muserne var gudinder, og kulturhistorien er rig på historier om mandlige genier, der bliver inspireret af deres kvindelige muser. ”Men”, spørger Matilda Gustavsson, ”hvad vil det egentlig sige at være en mandlig muse? Det er et uudforsket og ubesvaret spørgsmål.”

Vidneudsagn på vidneudsagn handler om Jean-Claude Arnault, der befamler fremmede kvinder i sin egen kones umiddelbare nærvær. Jeg afprøver den tanke, at det måske er ægteparrets fælles spil. I så fald er den store digter Katarina Frostenson ikke offer for sin mands utroskab. Måske står der noget helt andet på spil. Mathilda Gustavsson siger, at mange har spurgt på den måde, men hun mener ikke at det kan blive andet end en spekulation.

Vi bliver enige om, at det ikke er etisk korrekt at mene noget om ægteparrets private forhold. Det eneste jeg ved, er det jeg har læst i K, hvor Katarina Frostenson konsekvent siger ”min elskede” om min mand. Hun føler sig ikke som en kvinde, der er blevet svigtet af sin mand, men som et menneske, der er blevet forrådt af sine kolleger i Akademiet.

Matilda Gustavsson smiler lidt fortabt ved tanken om, at hendes artikler, der så dagens lys for nøjagtig to år siden, førte til afdækningen af en så uendelig kultørt konflikt:

”Hvis historien om Kulturprofilen og Det Svenske Akademi var skrevet som roman, ville man sige at den var for melodramatisk. Den er jo ekstra alt. Men jeg håber at bogen kan udvide sproget om de seksuelle overgreb. Det er nogle menneskelige erfaringer, der skal diskuteres i al deres kompleksitet,” siger Matilda Gustavsson.

Historien om Kulturprofilen førte til Det Svenske Akademis monumentale krise. Med Sara Danius på den ene fløj imod Katarina Frostenson og Horace Engdahl på den anden fløj som Jean-Claude Arnaults beskytter. Men ingen af de to gik sejrrigt ud af striden. Sara Danius fik et mistillidsvotum imod sig og gik af, og Nobelstiftelsen tvang Horace Engdahl bort fra den prominente plads i Nobelpriskomiteen, da hele Akademiets blev omstruktureret. Inden da havde han skrevet en berømt og berygtet artikel i Expressen, hvor han kaldte Sara Danius den dårligste akademisekretær siden 1786, og Matilda Gustavsson kan citere Horace Engdahl for at sige:

”Jeg er den eneste i Akademiet, der evner at være ubehagelig. Det kan de andre ikke. Men de fleste bakkede mig op. Jeg tvivlede, inden jeg sendte artiklen ind. Jeg ventede i flere timer. Jeg læste teksten højt for Anders Olsson, der opfordrede mig til at gøre det. Og til sidst spurgte jeg mit militære sindelag til råds, og det sagde, at vi befandt os i en nødsituation. Jeg indså at jeg havde et eneste skud – og det var min holdning til Sara Danius som den dårligste sekretær siden 1786. Jeg følte: Nu må jeg skyde, og nu må kuglen ramme.”

Om Det Svenske Akademi konstaterer Matilda Gustavsson tørt:

”Engang var Akademiet en forsamling af Sveriges bedste forfattere, men nu kan de ikke længere vælge folk med den samme star quality. Magien, der var opbygget gennem tohundrede år, er brudt.”



Skriv en kommentar