Weekendavisen den 22. juni 2018.
Roman. Belgiske Lize Spit debuterer med en international gennembrudsroman om manglen på social kontrol. Det er tid til tragisk realisme.
Lize Spit: Det smelter. Oversat af Aino Roscher Kristensen. 512 sider, 249,95 kr. Rosinante.
Eva er modvilligt på vej til fest hos en gammel skolekammerat, der skal indvie et fuldautomatisk malkeanlæg på sin gård, og samtidig markere, at hans bror ville være fyldt 30, hvis ikke det var fordi han var død under tragiske omstændigheder for mange år siden. I bilens bagagerum har Eva en emballagekasse til frostvarer. I kassen ligger en kæmpe isblok. Hvorfor?
Lize Spits gådefulde debutroman tog hjemlandet Belgien med storstorm i 2016. Hele 180.000 eksemplarer er Det smelter (på flamsk Het smelt) foreløbig solgt i, ligesom den vandt et par litterære priser, bliver oversat til sprog efter sprog, skal filmatiseres osv. Det var noget af en indtræden på scenen for den dengang 28-årige Lize Spit, der frem til sin debut havde læst på en filmmanuskriptforfatterskole.
Over 500 sider afdækker Det smelter den grumsede historie om tre børn, der vokser op i et tæt fællesskab i en lille flamsk landsby. De tre – Eva og drengene Pim og Laurens – er de eneste nyfødte i 1988, og da de når skolealderen bliver de placeret på bageste række i en klasse med et år ældre elever, for deres egen årgang er jo for lille til at udgøre en egentlig klasse. De tre venner er altså udpeget af skæbnen til at hænge sammen som ærtehalm. Spørgsmålet er blot, om de kan overholde deres barndoms musketered, når de når ind i den forræderiske pubertet. Hvad sker ser, når hormonerne hamrer rundt i kroppen og børn begynder at eksperimenterer med magt og manipulation? Det er romanens store undersøgelse i en slags ekkobeskrivelse af Fluernes herre. I den flamske lilleby har der ganske vist ikke været nogen atomkrig, men også her lever børnene som på en øde ø udenfor de voksnes rækkevidde. I hvert fald går omsorgsbevidstheden hos Evas drikfældige forældre langsomt op i limningen, og børnene må selv eksperimentere sig frem til regler og rammer. Det efterlader Evas lillesøster i et tomrum, som hun forsøger at udfylde med sit eget regelværk, inden hun synker ned i psykisk sygdom. Det er en rørende skildring.
Det smelter er en gådefuld roman. Bogstavelig talt. Eva, Pim og Laurens baserer deres socialeksperimenter på en gåde, som kun Eva kender svaret på. De tre indbyder på skift landsbyens piger i deres fællesskab til en slags optagelsesritual, og hvis pigerne kan løse gåden, skal trekløveret lyde pigens mindste vink. Men for hvert spørgsmål de stiller, skal de tage et stykke tøj af. Man fornemmer vel, hvor det bærer henad.
Hvordan lyder den gåde, som Eva vogter over som Sfinksen? Det får vi antydninger af hen ad vejen. Men vi skal dybt ind i romanen, inden billedet samler sig og vi for alvor lærer den at kende. Her går en prås op for den skarpsindige – eller gådestærke – læser, der kan lægge to og to sammen. Nu begynder man at forstå, hvad det er, Eva har med i sin bagage. Og i sit bagagerum. Nu forstår man, hvad hun er ude på, hvad der skal ske ved indvielsen af malkeanlægget. Men jeg holder naturligvis tand for tunge.
Forældre uden sans for opdragelse, omsorg og ansvar fylder meget i litteraturen i disse år. Amerikanerne kalder det misery memory. Måske kunne man sige elendighedserindring på dansk? I hvert fald er Det smelter i genrekategori med danske romaner af Thomas Korsgaard, Leonora Christina Skov, Anne Cathrine Riebnitzky, Jens Vilstrup, Jacob Skyggebjerg, Vita Andersen m.fl., som alle skildrer børns basale behov, der ikke bliver indfriet af de voksne. Det er tid til tragisk realisme.
Lize Spits roman er viseligt indrettet som en enigmatisk boks, der skal lirkes langsomt op. Det kræver en vis tålmodighed. Dens forskrækkende styrke ligger i skildringen af omsorgssvigtet og barndomsondskaben i dette værditomme, ansvarsløse og voldelige white trash-miljø. Her mangler social kontrol. Det er tankevækkende, at friheden – som magten – er så korrumperende.