Weekendavisen 9. februar 2018.
Det har været en interessant uge, hvor det litterære og det politiske krydsede hinanden på en måde, som vi sjældent har set, og naturligvis – fristes man til at sige – var det med flygtningekrisen som scene.
I onsdags kunne Information fortælle, at Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen havde budt forfatter Kaspar Colling Nielsen på en kop kaffe og en snak om hans roman Det europæiske forår, hvor Danmark køber landområder i Mozambique og opretter en by, hvortil alle flygtninge – og muslimer i almindelighed – bliver deporteret. Romanen er, siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye, den vigtigste politiske roman i ”mange, mange år”.
Det litterære flygtningetema i dansk politik begyndte for en uge siden, da Kristian Husteds forklædningsnummer Vahid udkom. En vaskeægte ”Günter Wallraff” (Kristian Husted skal optræde med den tyske under cover-specialist på sommerens Heartland-festival), var alle enige om. Men Kristian Husted var nu ikke den første, der rejste ind i asylsystemet forklædt som flygtning. I en meget radikal version af infiltrationsjournalistikken rejste den italienske reporter Fabrizio Gratti mellem 2003 og 2007 gennem Sahara fire gange, dels som migranten Bilal, dels som menneskesmugler, og han blev fængslet på Lampedusa, forklædt som iraker, inden han slap videre og arbejdede som daglejer i de italienske tomatplantager. Alt det har han skrevet om i Bilal – Il mio viaggio da infiltrato nel mercato dei nuovi schiavi (2007). Bogen er ikke oversat til dansk, men titlen kan oversættes til Bilal – min rejse som infiltreret på de nye slavers marked.
Kristian Husteds bog – uden genrebetegnelse, det er snedigt nok op til os selv om vi vil læse den som en autofiktiv ‘roman’ eller som en ‘dokumentar’, men en beretning er det i hvert fald – delte vandene blandt de første anmeldere. Her i avisen kaldte Kathrine Tschemerinsky bogen tankevækkende, modig og forfriskende, og Informations Marie Louise Kjølbye skrev at ”Vahid er en enestående dokumentation af, hvordan tilfældet skaber skæbner”. Til gengæld var Politikens Anders Jerichow godt og grundigt indigneret. I en besk tohjertet anmeldelse kritiserede han Kristian Husted for at gå for meget op i egen skæbne på bekostning af de autentiske flygtninges. Anmelderen mente at bogen er et historieløst og meningsløst forvandlingsspil.
Meget passende udkom Vahid op til weekenden, hvor Socialdemokraterne proklamerede deres omkalfatring af asylpolitikken. I Vahid stiller Kristian Husted spørgsmålstegn ved rimeligheden i at mennesker uden legitime beskyttelsesbehov kommer hertil og belaster systemet. Det er det samme som Socialdemokraterne siger, bare i et andet formsprog med det fikse bogstavrim ‘Retfærdig og Realistisk’ (der erstatter det tidligere ‘Robust og Retfærdig’, der var en omskrivning af Venstres ‘Fast og Fair’).
Derfor er det så meget desto mærkeligere, at to borgerlige debattører angriber Kristian Husteds bog – tilsyneladende uden at have læst den.
I Berlingskes ‘Groft sagt’ havde den belæste Hans Hauge vagten som Fister Løgsovs, og hans irritation overstiger den interesse for bogen, som han nok kunne have mobiliseret som litteraturforsker med indsigt i forfatterens selviscenesættelse. Men det skal jo gå hurtigt i pressen, så der er ikke altid tid til også at læse bøgerne, før man mener noget om dem:
”Kristian Husted fandt i 2015 ud af, at han ville spille flygtning; han lod, som om han var en iransk forfatter ved navn Vahid. Han tog til Lesbos. Vandrede til Danmark og kom til sidst til en nedlagt skole med dårlige toiletforhold, men det hele endte godt. En dag sad Husted i morgen-TV, og kan man opnå større lykke? Han har skrevet en bog om det. Bogen er ikke fiktion, det er Husted. Og det kunne han trygt gøre, for han kunne jo blot holde op med at lege og løbe hen på en dansk ambassade. Originalt er det heller ikke. Det er såmænd en efterligning af George Orwell (der jo hed Eric Blair), som legede fattig i Paris, eller Günter Wallraff, der legede gæstearbejder. Men indrømmet: Det er svært at finde på noget nyt at skrive om. Og flygtninge er et populært emne.”
Kristeligt Dagblads kommentator Sørine Gotfredsen noterede at hun kun havde læst et uddrag af Vahid, men alligevel fældede hun en moralsk dom i forlængelse af Anders Jerichows kritik:
”Kan man forsvare som en slags opdagelsesrejsende på fribillet at optage plads i et i forvejen presset asylsystem og stå og lyve over for de mennesker, der prøver at få det hele til at fungere? Og er det muligt på meningsfuld vis at sætte sig i flygtningens sted, når man ved, at man snart igen sidder hjemme i sin lune stue og skriver på en forhåbentlig kommende bestseller? Det kan vel dårligt undgå at blive til en lidt kunstig form for identifikation, og mens man kan anerkende det mod, der skal til for at udsætte sig selv for strabadserne samt risikoen for at blive afsløret, er indvendingerne svære at negligere.”
Hvis Sørine Gotfredsen nu havde læst Kristian Husteds bog, ville hun vide, at netop disse spørgsmål også optager forfatteren selv, og at refleksionerne over moral og ansvar, når han påtager sig rollen som falsk flygtning, er en del af bogens tankestof og hele dens raison d’être.
Man ville gerne have været en flue på væggen til Mette Frederiksens litterære kaffemøde. Det er jo ikke hver dag at en toppolitiker søger politisk inspiration i satirisk science fiction. Gad vide om Socialdemokraternes formand også har serveret kaffe for nogle af de mange forfattere, der har skrevet autofiktiv socialrealisme om omsorgssvigt, vold, udnyttelse og social kontrol derude i de danske hjem?