Weekendavisen den 19. januar 2018.

Bibliotek. Cecilie Lind, Mads Mygind og Rasmus Halling Nielsen undersøger sig selv, stedet og sproget.

Mads Mygind: Bergamo, 170 sider, 129 kr. Cecilie Lind: Ragusa, 216 sider, 129 kr. Rasmus Halling Nielsen: Norske stjerner, 228 sider, 129 kr. Digte. Kronstork.

Der er en diffus og gådefuld geografisk-symbolsk bevidsthed i alle fire titler i det nye poetiske projekt, ‘Orissabiblioteket’. Hos Lars Bukdahl er det en adresse, Korshøjen, hos Mads Mygind og Cecilie Lind to byer i Italien, hhv. Bergamo og Ragusa, og hos Rasmus Halling Nielsen noget mindre konkret: Norske stjerner.

Jeg ved ikke om det decideret lå i opdraget fra redaktionen på Kronstork, men det passer perfekt til det litterære stilforlæg, som er den svenske digter Ola Juléns (1970-2013) kultdigte, Orissa (1999). Orissa er nemlig navnet på en indisk delstat lang pokker i vold, et ubesøgt længselsmål et sted i Ola Juléns hyperkonkrete digte. Digterne undersøger både sig selv, stedet og sproget.

Stedets betydning, fysisk og mentalt, bringer mindelser om Sophus Claussens besyngelse af det mytiske Ekbátana et sted derude bagest i Persien. Ola Juléns maksimalistiske modsætning, Karl Ove Knausgård, har fortalt, at han oprindelig planlagde at kalde Min kamp for Argentina, et sted han længtes mod, men aldrig forventede at nå frem til.

Mads Myginds Bergamo er et tankevækkende og stemningsmættet rejsereportagedigt fra den italienske by, hvor jeg’et hele tiden registrerer sine omgivelser, men først og fremmest mærker tiden. Som det hedder i åbningssætningen: ”Længe før toget kører videre/ er banegården forladt.” Disse iagttagelser af forskudt tid vender hele tiden tilbage som et korset, der holder Bergamo oppe, for eksempel i denne fint sentimentale konstatering: ”Længe før det bliver aften/ er eftermiddagen overstået”. Eller: ”Længe før lynene slår ned bag bjergene/ blinker det gule lys på hotelværelset”. Og den elegante: ”længe før regnen falder er gaderne våde”. Og den uhyggelige: ”sirenerne lyder længe før trafikulykken finder sted”. Noget sker hele tiden som varsler i Bergamo bag Bergamo.

Cecile Linds Ragusa (jeg kan ikke gennemskue titlen, men jeg kan lide den) slutter på denne måde med sideskift for hver sætning: ”jeg husker intet/ drak blot mælken og forlod huset/ man må formode jeg havde til hensigt at søge mod havet/ (efterforskning)/ kvalmen er overvældende/ og også sorgen/ og så solen på øen og et vidunder: anstalten/ blodet spules bort/ fint/ alarmens skingre knitren”

Inden dette uhyggelige klimaks, der antyder et selvmordsforsøg, har vi mødt en stemme, der virker ulykkeligt forvirret over at være gravid. ”kom og vær med barn”, lyder den elegante åbningslinje, der jo først lyder som en venlig opfordring, men med tilføjelsen ”barn” bliver til en ordre: graviditeten som kvindens pligt.

Det er et porøst sind, der taler, hun kalder sig selv for både sitrende og sindssyg, stemmen er fast og har mod nok til at indrømme: ”jeg har ikke noget vigtigt at sige,/ alt falder til jorden”. Men sådan er det ikke. Intet falder til jorden i denne tekst, det hele hænger og dirrer lige over gulvhøjde med en følelseselektrisk superanspændthed, der er fuld af tunge billedsymboler om kvindekroppen: ”min valmue der visnede” og nerver, negle, slim, sminke, gråd, kvalme, navlestrengen, halebenet. Jeg’et er ”meldt savnet – fordi – fordi det er mit/ eget bedste, jeg vil ikke findes, men jeg bør/ findes”, som det hedder i tekstens livskamp, hvor man frygter for det hele, når den gravide konstaterer at ”jeg har ikke hjertet med i det/ det er formålsløst”. På den anden side er der også ”omsorg i sinde”, altså en beskyttelseshensigt, der er så porøs at sætningen også kan læses som ”om sorg i sindet”.

Cecile Lind skriver eventyrsk fuldmånebelyst uheldsvangerskabspoesi, scarrylyrik, kunne man kalde det, med en unheimlichhed, som ingen andre danske digtere mestrer. Det er hårdt og godt. Men Ragusas betydning (byen eller chokoladen?) forbliver dunkel.

‘Orissabibliotekets’ sidste bind er Norske stjerner af Rasmus Halling Nielsen. Han tager – tror jeg! – konkret afsæt i en oversættelse af en enkelt sætning hos Ola Julén, ”denne virrvarr”, dette virvar, som han derefter fører tilbage til svensk via et oversætterprogram på nettet. Han skriver til og trækker fra, forvasker, forvansker og gennemhegler sproget, slynger det rundt, slider det op, perforerer og eroderer ord og begreber, omformer dem til nye meningsløse mutationer, tro mod første linje, for dette er det rene virvar, en sprængt formløshed, hvor man kigger forgæves efter en eller anden slags skønhed, der måtte kunne skabes af de grelle konflikter. Mig siger det desværre intet som helst. Det er som at skovle grus i munden, man får en akut trang til at spytte, skylle og gurgle, pfff.



Kommentarer

En kommentar til “Om sorg i sindet”:
  1. Rene Asmussen

    Jeg er selv vild med bogen og enig i din anmeldelse!

Skriv en kommentar