Weekendavisen den 9. marts 2017.

Reportage. Erik Poppes film om massedrabet på Utøya får premiere i Norge i dag. I lørdags blev filmen vist for et indbudt publikum i Oslo. Weekendavisen var med.

OSLO
Der hersker en lidt mærkelig stemning udenfor biografen Klingenberg i det centrale Oslo. Godt nok er den røde løber rullet ud denne lørdag eftermiddag, og godt nok er et par fotografer klar til at knipse en kendis, men selvom der både bliver grinet og krammet, er der noget forbeholdent i luften. Det her er ikke en helt almindelig premiere. Erik Poppes Utøya. 72 minutter som endret oss for alltid blev i februar vist på filmfestivalen i Berlin, hvor den løb med meget opmærksomhed, men ingen Guldbjørn, og nu vises den så for et indbudt publikum i Oslo, inden den slippes løs i biograferne den 9. marts.

Hist og her ser man en filmplakat. Men filmen bliver ikke markedsført særlig meget. Det ville virke smagløst. Og alle kender jo historien ind til marven – og debatten om filmen. Men hvor mange billetter kan den mon sælge? Mange mener, at det stadig er alt for tidligt at lave film om den brutale dag, hvor en højreekstremistisk terrorist, som man ikke værdiger navns nævnelse, dræbte 77 mennesker, otte ved en bombeeksplosion i regeringskvartalen i Oslo og 69 ved kolde og kyniske likvidering på Arbeiderpartiets politiske ungdomsstævne på Utøya. Såret er alt for frisk.

Jeg er inviteret med til premieren af min gode ven, der er filmkonsulent i Det Norske Filminstitut. Jeg møder hende til en hurtig kop kaffe lige inden. Hun er ikke sikker på at det sømmer sig at ankomme med et nonchalant papkurs i hånden, så vi lader sjatterne stå, inden vi skrår over gaden til Klingenberg.

Inde i foyeren møder vi filmfolk, forlæggere og forfattere, sågar den ene af de to manuskriptforfattere, Anna Bache Wiig, der har skrevet Utøya. 72 minutter som endret oss for alltid. Hun drejer lidt rundt om sig selv, ser lidt opgivende ud. Der er dårlig nyt fra operatørrummet. De kan ikke få filmafspilleren til at virke. Vi må vente os se. Imens står vi og sludrer. Jeg bliver præsenteret for en norsk forfatter, og efter få minutter høre jeg mig selv sige, at jeg aldrig ville gå ind og se filmen hjemme i København, men at det giver god mening at se den her blandt nordmænd. Han smiler og nikker, men pludselig bliver jeg i tvivl om han opfatter det som en anerkendelse eller en fornærmelse.

Så bliver vi kaldt ind i salen. De har fået maskinen til at virke. Loftet hvælver sig smukt og funktionalistisk, og højt oppe på væggene sidder enorme lamper som pibeformede modernistiske alpehorn. Et par rækker er reserveret til medlemmer af Den nasjonale støttegruppe for 22. juli og til Arbeiderpartiets spidser. Forfatteren Åsne Seierstad er her også. Hendes bog En av oss er netop nu ved at blive filmatiseret af instruktøren Peter Greengrass for Netflix. Han har tidligere lavet både action som Jason Bourne og film over virkelige begivenheder som Bloody Sunday.

Fra det store lærred ser et stillfoto af et kønt pigeansigt ud mod os. Hovedrollen som Kaja spilles af en ukendt debutant, 19-årige Andrea Berntzen. Hendes præstation skulle være fantastisk, har jeg læst. Det er ikke en dramatisering af en autentisk piges oplevelse, men en fiktiv syntese, baseret på samtaler med overlevende fra øen.

Filmen er optaget som one take, der er ikke klippet i den overhovedet. Fra det øjeblik det første skud falder, fortsætter filmen i real time de 72 minutter, som slagteriet stod på. De 72 minutter skal filmens publikum opleve uden krydsklip. Vi skal så at sige være til stede. Ikke i rædslen, for det kan ikke lade sig gøre, men i tiden. Fra 17:46 til 18:28. Vi skal høre det samme antal skud, som de unge mennesker hørte derude på øen.

Da Erik Poppe stod overfor journalisterne på filmfestivalen i Berlin i forrige uge, indrømmede han, at det skal gøre ondt at se filmen – ellers kommer den for sent, ikke for tidligt, mente han: ”Det er en del af en helbredelsesproces, jeg var nødt til at lave filmen for at vise, hvordan højreekstrem terror kan se ud.”

En af filmens producenter går på scenen. Han siger et par ord om, hvordan det har været at lave filmen: ”Vi har været besøgende i en tragedie, som ikke er vores og vi har forsøgt at fortælle en historie som vi aldrig bliver i stand til at forstå.”

Så overtager instruktøren mikrofonen. Han er ikke mindst kendt for sin film Kongens valg (norsk: Kongens nei) fra 2016 med Jesper Christensen i hovedrollen som den danskfødte norske Kong Haakon VII, der trodsede tyskernes krav om fuld overgivelse under besættelsen. Det var et historisk epos. Og nu taler han igen om en skelsættende begivenhed, som han har lavet film over:

”Det er mærkeligt at stå her, for det er ikke min historie, men det er Norges historie. I dagene efter var vi enige om at vi ikke måtte glemme ofrene. Så gik tiden. Meget har siden handlet om terroristens manifest og afsoningsforhold. Men erindringen falmer. Vi må have opmærksomheden tilbage til ofrene. Nye generationer vokser op, og de ved ikke hvordan det føltes.”

Erik Poppe taler om ”terroristen”. Jeg hører ham også omtalt som ”gerningsmanden”. Han er så forhadt og foragtet at man ikke nedlader sig til at nævne hans navn.

Der er en uge til den officielle premiere, men i forvejen har filmen været vist for de familier, der blev direkte berørt af massedrabet. Erik Poppes produktionsselskab Paradox arbejdede sammen med Røde Kors og ‘Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress’, og der var indforskrevet læger og psykologer.

Så begynder filmen. Vi er på en teltplads på Utøya. Altså ikke den rigtige ø, det ville være upassende at indspille filmen der, så produktionen blev henlagt til den lille navnløse naboø, der siden 2. Verdenskrig bare er blevet kaldt Bombeøya, fordi tyskerne skød derude. Men apropos upassende: I 2012 var der nogle der mente at øen burde omdøbes med tanke på det bombeattentat mod regeringsbygningerne i Oslo, der gik forud for massedrabet på Utøya. Men Bombeøen hedder stadig Bombeøen.

En ung pige står på foran nogle træer. Så vender hun sig, ansigtet direkte mod os, hun ser på os: ”I vil aldrig kunne forstå det…” Vi går sammen med hende hen ad stien. Hun taler i telefon med sin mor, viser det sig, der er dårlig forbindelse. Hun beroliger sin mor. Der er sket noget, kan vi forstå (og vi ved jo godt hvad). Nyheden er nået fra Oslo til Utøya. Der har været en eksplosion. En af de unge fra Arbeidernes Ungdomsfylking, en mørklødet dreng ved navn Issa, håber at det bare ikke er muslimer, der har gjort det. Jeg husker, at jeg tænkte nøjagtig det samme, da jeg hørte nyheden. Jeg husker også at jeg syntes det var noget bizart noget, at håbe på højreradikal terror.

En af de unge siger, at hvis det er muslimer, må det skyldes at Norges soldater fører krig i Afghanistan. De er der for stabilisering og demokratisering, indvender filmens hovedperson. De mundhugges lidt i al venskabelighed, mens de spiser varme vafler. Så slutter de fred. Og så falder det første skud. De næste 72 minutter er ren rædsel. Vi er side om side med de skrækslagne unge, der flygter væk fra teltpladsen. I en enkelt sekvens filmet inde fra et telt fornemmer vi en skygge der glider forbi. I en anden scene mod filmens slutning glider vores skræmte blik op ad en strandskrænt, hvor en sort silhuet mod den hvide himmel lægger an til skud direkte mod os. Sådan ser vi ham, terroristen, den forhadte, som en skygge, en silhuet. Sådan er Muhammed blevet skildret i respekt, tænker jeg. Sådan bliver massemorderen skildret i foragt.

Da vi når bunden af rulleteksterne, står der to enkle linjer, underskrevet af instruktør Erik Poppe: ”Utøya. 72 minutter som endret oss for alltid er en virkelighedsbaseret dokumentarfilm, der tager udgangspunkt i én sandhed. Der kan være flere.”

Filmens manuskriptforfattere, fotografen Martin Otterbeck og skuespillerne får blomster på scenen. Der bliver også klappet. Der er en standhaftig stemning. Tale om filmen kan vi tidsnok. Min norske veninde peger mod højre, hvor en gammel hvidhåret mand rejser sig fra sin plads i salen. Det er Thorvald Stoltenberg, faren til Jens. Ja, ham husker jeg tydeligt. Udenrigsminister og senere FN’s flygtningekommissær. Han må have været stolt af sin søn, den daværende statsminister, nu chef for NATO, hvor han tog over efter Anders Fogh Rasmussen, som holdt så flot sammen på sin sørgende nation, talte behjertet om at besvare had med kærlighed, terrorisme med åbenhed. Thorvald Stoltenberg støtter sig til en sort stok. En dame holder ham under armen. Så kommer Arbeiderpartiets leder Jonas Gahr Støre hen. Han var udenrigsminister den dag, da attentatet fandt sted. De to mænd hilser på hinanden, forsøger med en omfavnelse.

Vi er alle inviteret til modtagelse på Nobels Fredssenter overfor Rådhuset nogle få skridt fra biografen. Det vrimler med mennesker, stemningen er lettet. Jeg havner i en lille gruppe med Anna Bache Wiig. Jeg ønsker tillykke med filmen. Vi taler om, at Erik Poppe traf et interessant og forløsende valg da han besluttede at indspille filmen i ét take uden klip. Det stresser os og skaber troværdighed. Man forstår ikke hvordan skuespillerne og fotografen har magtet opgaven. Jeg siger at jeg bed mærke i, at instruktøren talte om ”terroristen” uden at nævne hans navn. Jeg har også lagt mærke til, at nordmænd hellere siger datoen, den 22. juli, end stedet, Utøya. Hvad siger dere da i Danmark, spørger manuskriptforfatteren. Vi siger Breivik-massakren. Vi siger Utøya-massakren, siger jeg. Utøya-massakren, ja, gentager hun stille.

Jonas Gahr Støre træder op på scenen: ”Jeg var på Utøya dagen før, den 21. juli. Da jeg hørte om dette filmprojekt, var jeg stærkt tvivlende. Hvordan formidler man dette mareridt? Jeg har fuld respekt for dem der mener, at filmen kommer for tidligt. Jeg vil række en hånd af støtte, solidaritet og medfølelse ud til jer, der gennemlevede dette mareridt.”

Han fortæller at han løbende er i kontakt med støttegrupperne for de overlevende. I sidste uge, siger han, fik en af de overlevende en mail, hvor der stod, at det var ærgerligt at Breivik ikke havde ramt ham. Jeg havde læst om det i avisen. Det handlede om noget så uskyldigt som en sammenlægning af to fylker oppe nordpå. Men politikeren fra Arbeiderpartiet, der stemte for sammenlægningen, blev beskyldt for at forråde sit område.

Jonas Gahr Støre siger, at Arbeiderpartiet blev udsat for et politisk attentat den dag i Oslo og på Utøya. Han siger at gerningsmanden – han hvis navn ikke bliver nævnt – nok var alene om handlingen, men ikke alene om holdningen. Men partilederen tror på fremtiden og ungdommen, siger han. Så taler han en sidste gang om manden uden navn: ”Han tabte. Vi vil vinde.”

Erik Poppes ‘Utøya. 72 minutter som endret oss for alltid’ har premiere i Oslo i dag. Den vises i danske biografer fra den 19. april.



Skriv en kommentar