Mænd, græs, bold, bane

Kultur i Diamanten juli-september 2018.

Tit har jeg tænkt: Jørgen Leths intellektualisering af cykelsporten dækker over noget dybere, end bare en ægte kærlighed til mænd med glatte lægmuskler i fast tråd op af et bjerg. Den dækker også over en skamfølelse.

Når mænd, der identificerer sig selv som kunstnere og intellektuelle, indser at sport – det kan være cykling, men er især fodbold – får dem til at dele følelsesudtryk med andre mænd, som de ellers ikke har det fjerneste fællesskab med, bliver de forvirrede. Hvis en ordets mand pludselig opdager, at han opfører sig som en plebejer, hvad så?

Den intellektuelle mand gør det eneste, han kan. Han begynder at intellektualisere sin sportsfascination. For at dulme sin skamfølelse over at elske noget så folkeligt som fodbold, begynder han at tale om det – at skrive om det – på en måde, der viser, at han ikke bare ser mænd, græs, bold, bane, men at han ser psykologi, sociologi, filosofi, moral, kunst, religion, krig, fred, identitet, globalisering, civilisationskamp, ja hele menneskehedens stræben kondenseret i ét, i institutionen fodbold.

Mange forfattere har det med fodbold, som Ernest Hemingway havde det med tyrefægtning. De ser en arena, hvor tilværelsen udfolder sig i et stramt kondenseret format. Indenfor en klart defineret ramme – kridtstregerne! – og et klart defineret lovsystem, opføres et ritual, der er baseret på både faste systemer og improvisation. Spillerne er, som zoologen Desmond Morris sagde, stammens krigere, mens publikum på tribunerne er familierne, der venter på at krigerne bringer byttet hjem fra jagten. Fodbold i dag er omgivet af et utal af ceremonielle handlinger, der er med til at definere hvem vi er som grupper og som mennesker. Fodbold er med andre ord aldrig bare fodbold.

Når den intellektuelle mands kærlighed til fodbold har en skamside, handler det om identifikation. Den intellektuelle er vant til at have en særposition i samfundet, og hans instinkt siger ham, at han ikke er som de andre. Samtidig siger den kulturelle konvention, at det der foregår oppe i hjernen er finere end det, der foregår nede i kroppen. Den intellektuelle er derfor nødt til at intellektualisere fodbold for at retfærdiggøre sporten for sig selv. Han er nødt til at give fodbold sprog, ophæve det til litteratur. Derfor så Hans-Jørgen Nielsen ikke bare Frank Arnesen, men en fodboldengel. Og derfor ser Karl Ove Knausgård ikke bare den argentinske midtbanespiller Ángel Di Maria, men en Franz Kafka lookalike. Derfor vil den intellektuelle altid først og fremmest elske elegante og æstetiske spillertyper som Franz Beckenbauer, Johan Cruyff, Michael Laudrup og Zinedine Zidane, ikke at forglemme den lægeuddannede og politisk bevidste brasilianer, der bar et kaldenavn, som siger det hele: Socrates. I fodboldens kreative, tænkende aristokratiske elite genkender den intellektuelle kunstens og litteraturens stræben – og dermed sig selv. Mon en forfatter nogensinde har hyldet de destruktive forsvarsspillere fra fodboldens proletariat?

En mand på en cykel på et bjerg er et sindbillede på menneskets livskamp. To mænd på græs – den ene på linjen midt i målet, den anden ved pletten 11 meter væk – er det samme: straffesparket er en duelikonografi, hvor alt bobler eller brister. Den store østrigske forfatter Peter Handke tog derfor fejl i sin filosofiske romanen Målmandens frygt for straffepark. Målmanden har nemlig intet at frygte. Han har alt at vinde. Det er skytten, der har alt at miste.

Dét er essensen: Ikke alle går glade fra en fodboldkamp. Nogen må tabe for at andre kan vinde. Det samme gælder en hel slutrunde om verdensmesterskabet med alle dets kvasireligiøse ritualer. Og når nogen har grædt og andre har grint, drager karavanen videre.

En fodboldkamp kan sætte sig glædesspor og give banesår. Men i sig selv var den et improvisationsdrama, måske kulminationen på en føljeton. Hvad der skete skete, og det kan aldrig genopføres i samme form. Til gengæld vil fodboldfortællingen altid finde nye former, begynde forfra som nye partikulære historier om livet og dets mennesker. Og det er derfor, forfattere holder af fodbold. De ser nemlig ikke bare kampen som kamp, men som ordløs fortællekunst med filosofisk potentiale. Fodbold består af alle litteraturens genrer, den er episk, lyrisk og dramatisk.

Efter slutrunden – fodboldsamtaler. Klaus Rothstein taler med Dag Solstad, Ebba Witt-Bratström, Madame Nielsen, Simon Critchley m.fl. International Forfatterscene, Den Sorte Diamant, efteråret 2018.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *