Weekendavisen den 31. august 2018.

Modborger. Terroristen fra Krudttønden og synagogen gled gennem fingrene på det danske system. Det er forstemmende læsning.

Aydin Soei: Omar – og de andre. Vrede unge mænd og modborgerskab. 361 sider, 299,95 kr. Gads Forlag.

For nogle år siden gik jeg sammen med min søn en sen aften hen ad en mørk sti langs Mjølnerparken, Nørrebro. Det var inden Realdania og Superflex rykkede ind med gentrificering og byrumskunst for millioner. Og det var inden kuglerne fløj om ørerne på beboerne. Et stykke foran os havde en gruppe knægte gang i et eller andet. Pludselig stod en skraldespand ved en bænk i lys lue. Som vi nærmede os, kunne vi se drengenes ansigter i flammeskæret. De stod og vippede med hagerne, som om de sagde: ”Var der noget?” Da vi gik forbi dem, sagde jeg: ”Godaften drenge, pas på I ikke brænder jer, og husk at sluk ilden, når I er færdige…” Vi gik videre. Så hørte jeg en af drengene hovere over for de andre på den mjølnerparkdialekt, som de selv kalder perkerdansk: ”Hvad sagde jeg? Det er ikke alle danskere, der er racister!”

Jeg kom til at tænke på dette aftenmøde, som på én gang var opløftende og forstemmende, da jeg læste sociolog-journalisten Aydin Soeis oplysende bog om Omar – og de andre. Vrede unge mænd og modborgerskab. Vrede unge mænd! Det var det, man i 50’erne kaldte en gruppe desillusionerede britiske arbejderklassedramatikere, men her dækker begrebet over de brune bydelsbanditter, der hævder at de er ofre for et diskriminerende samfunds eksklusion. De mener, at de lige så godt kan finde et ståsted i de såkaldte ghettoers mikrokosmos med kriminalitet og identitetsskabende modborgerskab, når nu døren til medborgerskabet er lukket for dem.

For os er disse unge mænd en diffus hob. Kun en enkelt af dem lærte vi at kende ved navn: Omar el-Hussein. Terroristen fra Krudttønden og synagogen boede som barn i Mjølnerparken. Senere flyttede han med sin mor til Jordan. Ikke på genopdragelsesrejse, som det ellers har været fortalt, men fordi moren gerne ville væk fra Omars far, og fordi hun kunne få en uddannelse som biokemiker i Jordan. Da han returnerede til København, blev Omar ved med at cirkle om kvarteret. Det var også her han tog hen mellem de to attentater. Mjølnerparken havde sin egen jurisdiktion, frem for alt stak man ikke sine venner.

Aydin Soei har i årevis interesseret sig for kriminelle og kriminalitetstruede unge, ikke mindst på Nørrebro, dette dejlige brokvarter med den farverige (og ikke altid fredelige) historie. I sin nye bog bevæger han sig rundt i bydelen for at tale med kilder på gaden, og han sammensætter sine iagttagelser og faglige viden til et portræt af byens utilpassede opposition. Ganske vist er kriminaliteten faldet, siger han, det viser statistikkerne. Men til gengæld har en ung mand med kriminelle ambitioner fået større muligheder for at træde ind i en organiseret bande. Her er den gode nyhed – alt er relativt – så, at der mellem 2009 og 2016 var 90% udskiftning i banderne og rockerklubberne. Bandelivet er en overgangsfase. De fleste bandmedlemmer fortsætter til et liv med uddannelse, arbejde og familie, ifølge Justitsministeriets Forskningskontor.

Omar el-Hussein var ikke fuldgyldigt bandemedlem, men han færdedes i periferien af Brothas, banden fra Mjølnerparken. Sandsynligvis var han for klog til at involvere sig for meget. Men han var ikke for klog til at begå et brutalt knivoverfald på en sagesløs mand, som han forvekslede med en, som han havde været i slagsmål med tidligere. I fængslet kom han hele tiden i klammeri med andre indsatte, og derfor blev han overflyttet til Politigårdens Fængsel, hvor man satte ham sammen med en anden fyr, der også begik sig i udkanten af Brothas. De ville nok komme konfliktfrit ud af det med hinanden, ræsonnerede man. Ingen tænkte på, at Omar var begyndt at drømme om at kæmpe i Syrien, og at hans nye cellemakker støttede Islamisk Stat: ”Derfor endte Politigårdens Fængsel med at gå stik imod Kriminalforsorgens egne retningslinjer om at benytte et såkaldt ‘fortyndingsprincip’, hvor man spreder radikaliseringstruede, så de ikke afsoner og påvirker hinanden negativt,” skriver Aydin Soei.

Bogens scoop er afdækningen af denne misære: Omar el-Hussein var idømt to års fængsel for rå legemesvold, men anklageren valgte at anke med krav om dom for drabsforsøg. På grund af lang ventetid på beramning af sagen, blev manden pludselig løsladt, for ellers ville han sidde varetægtsfængslet længere tid end to tredjedel af byretsdommen. Men Østre Landsret orienterede ikke Kriminalforsorgen, som ellers ved flere lejligheder havde indberettet tegn på radikalisering af Omar el-Hussein til Politiets Efterretningstjeneste. Dermed var der ingen myndighedsinstanser, der var opmærksomme på at den potentielt farlige mand nu var fri. Fjorten dage efter begik han terror og blev skudt af politiet på åben gade i nærheden af Mjølnerparken. Til Aydin Soei oplyser PET for første gang, at de ellers i november 2014 (få måneder før attentaterne) havde givet Omar el-Husseins identitet videre til Københavns Politi, så de kunne holde PET orienteret om ham, hvis de fik nye oplysninger.

Det er urovækkende læsning, at gerningsmanden til dobbeltangrebet gled gennem fingrene på de danske myndigheder på den måde. Foruroligende er det også, at manden blev løsladt over hals og hoved og uden udslusningsplan, og at tilbagefaldet til kriminalitet var så nemt at forudse. At tilføje et terroristisk ideologisk-religiøst motiv til volden, fandt han tilsyneladende først på meget sent. Derfor deler man i den grad den frustration, som den erfarne socialpædagog Birger Mosholt fra jobcenteret i Skelbækgade giver udtryk for, når han siger, at Omar el-Husseins angreb muligvis kunne have været forhindret, hvis han ikke var blevet ”løsladt til ingenting”. Birger Mosholt er bogens humanistiske og tillidsfulde stemme.

Tillid er der derimod ikke meget af hos de mange vrede unge, som kommer til orde i bogen. De mener at de er blevet forskelsbehandlet hele livet, og vores fællesskaber er ikke deres fællesskaber. Resultatet er en asocial mistillid til samfundets love, regler og normer. De unge fastholder sig selv og hinanden i en negativ fortælling – en modborgerskabsfortælling – der kan bidrage til selvopfyldende profetier, skriver Aydin Soei.

Omar – og de andre. Vrede unge mænd og modborgerskab er en dybt interessant samfundsrapport, der både belyser den (retfærdigt eller uretfærdigt?) vrede ungdoms destruktive identitetsproduktion og det store systems svigt i sagen om manden, der blev terrorist.

Rent faglitterært er der tale om en ujævnt fluktuerende genrehybrid, der både består af genfortalt sociologi og af journalistisk dokumentar. Den slags dobbeltgreb kan der bestemt komme noget godt ud af i omegnen af narrativ non fiction. Men Omar – og de andre sætter sig mellem flere stole. Den er et lige lovlig langkogt miskmask af undersøgelsesreferater og i øvrigt udmærkede reportager fra slagmarken, hvor Aydin Soei har en god tilgang til kilderne. Men det samler sig ikke til en entydig stil, som man kender det fra flot fortællende journalister, for eksempel – og ikke mindst – Åsne Seierstad. Læg dertil at bærende pointer og sproglige darlings gentages ikke bare én gang, ikke bare to gange og ikke bare ti gange. Den fikse ordkonstruktion modborgerskab – hele bogens analytiske pointe – bliver repeteret med sådan en overdreven hyppighed, at virkningen er kontraproduktiv. I stedet for at huske begrebet for dets sproglige vid, husker vi det for den grænseløse gentagelsesmani. Det samme gælder et ellers fremragende ord som ”bydelsnationalisme”. Og endelig undrer det mig, at en bog om så hårdt et emne, har fået en titel, der lyder som en børnebog af Ole Lund Kirkegaard.



Skriv en kommentar