Weekendavisen den 13. april 2018.

Roman. Han grundlægger Kirken Uden Kristus, men i virkeligheden er han en vrangvilligt troende. Den gudfrygtige Flannery O’Connor tøjler sin egen religionssatire.

Flannery O’Connor: Klogt blod. Oversat af Karsten Sand Iversen. 190 sider. 170 kroner. Arena.

Flannery O’Connor (1925-1964) voksede op på landejendommen Andalusia ved Milledgeville i den amerikanske sydstat Georgia, hvor støvvejene skar sig vej langt gennem majsmarkerne. Hjemmet var grundmuret katolsk, og religiøsiteten var hele tiden nærværende i forfatterens alt for korte liv. Flannery O’Connor led af bindevævssygdommen lupus, og hun døde som kun 39-årig. Hendes forfatterskab består af to romaner og ca. 30 noveller, hvoraf en del er udkommet på dansk i En god mand er svær af finde (1965) og Skæringspunkt (1980).

I 2011 udkom Karsten Sand Iversens oversættelse af den prægtige roman Voldsmænd river det til sig (1960), og nu kommer så Klogt blod. I USA er endvidere udkommet Flannery O’Connors samlede breve (dog ikke hendes breve til den danske forlagsrepræsentant Erik Langkjær, som hun var ven med i USA i 50’erne, dem kan man til gengæld læse i min essaysamling Ord og handling, stillet til rådighed af Erik Langkjær selv), samt A Prayer Journal, en række håndskrevne dagbogshenvendelser til Gud, som Flannery O’Connor noterede mens hun gik på universitetet for at blive forfatter (ikke oversat til dansk). Endelig er i USA udkommet de satiriske linoleumssnit, som hun udgav i skolebladet, udgivet under titlen The Cartoons.

Flannery O’Connor var kun tyve år, da hun blev optaget på Iowa Writers’ Workshop ved University of Iowa, en prestigefyldt forfatteruddannelse, der også har udklækket giganter som Philip Roth og Marilynne Robinson. Her skrev hun i 1947 seks uafhængige noveller, som sin Master of Fine Arts-afhandling, og i 1952 samlede og omskrev hun novellerne til romanen Wise Blood om Hazel Motes, der vender hjem til Tennessee efter Anden Verdenskrig, godt forstyrret i hovedet af grunde, som vi ikke kender, kun for at opdage, at familien er væk og huset forladt.

Hazel drager ad gårde og møder Emoch Emory, en ung fusentast, der arbejder i en zoo med et museum. Han har, siger han, klogt blod. Blodet taler til ham, fortæller hvad der skal ske, og hvad han skal gøre. Emoch viser stor interesse for Hazel, der i et anfald af antireligiøse anfægtelser, indlogerer sig hos en prostitueret, der under underlige omstændigheder tager hans mødom.

Hazel hader kristne prædikanter, men nedsætter sig selv som sådan i den antireligiøse Kirken Uden Kristus. I en rottefarvet vogn kører han rundt for at vinde folk for sin menighed, ”hvor de blinde ikke ser og de halte ikke går og det der er dødt bliver ved med at være dødt”. Hazel vil prædike at der ”ikke var noget Syndefald fordi der ikke var noget at falde fra, og ingen Frelse fordi der ikke var noget Syndefald, og ingen Dommedag fordi de første to ikke var der. Det eneste der betyder noget, er at Jesus var en løgner.”

På begivenhedsplanet er Klogt blod en løjerlig roman, der fremstår ligeså sjælssplittet og ukurant som de personer, den skildrer. Det er nok dens skabelseshistorie som separate noveller, der skinner igennem. Men fint nok. Romanens ærende er at få os til at se bag begivenhederne og de sære scener afløser hinanden med en hensigt, nemlig fremstillingen af det, som Flannery O’Connor i bogens lille forord – tilføjet ved tiårs jubilæumsudgaven – kalder en ”kristen malgré lui”, altså en vrangvilligt troende.

Hazel er formelt set romanens hovedperson, men titlen forskyder vores opmærksomhed til Enoch, den unge mand med det kloge blod, som sagt en fusentast, men også en marionetfører og instrumentel iscenesætter. Da han mener, at Kirken Uden Kristus mangler et relikvie, stjæler han en mumificeret dværg fra museet! Jo, Flannery O’Connors sans for southern gothic-grotesker fornægter sig ikke.

Med omhyggeligt symbolsprog, hvor underbevidsthedens drifter, kulturelle arketyper og religiøse mytologier filtrer sig ind i hinanden, skifter Flannery O’Connor behændigt fra psykologisk portræt til humor og satire, og det hele forenes, da en entreprenør på prædikantmarkedet – en mand, der lyver sig blind (hvilket varsler romanens kulmination) – kaster sig ind over en kartoffelskrællersælger for at stjæle hans publikum. Pointen er bøjet i neon: De falske prædikanters tro er ikke mere værd, end markedssælgerens kartoffelkniv. Men den gudfrygtige Flannery O’Connor tøjler sin egen religionssatire, for vi skal jo se den frafaldne Hazel som en mand, hvis antitro dækker over, at alle veje fører til Gud.

Klogt blod er handlingsmættet, voldsom, grotesk og mangefacetteret, sprængfyldt med lignelser og symbolske handlinger, svindlere, skøger, falsknere og lykkeriddere. Måske dukker et rent hjerte op i ny og næ, men aldrig så rent, at det ikke også har sin smudsig og spekulative side. Det er med andre ord en roman om alt menneskeligt.

Arena skal have varm tak for at udgive den underholdende og tankevækkende Klogt blod på dansk. En seriøs dråbe malurt skal dog dryppes i bægeret: Bogens omslag tager sig alt for billigt og amatøristisk ud.



Skriv en kommentar