Weekendavisen den 2. november 2018.

Nordisk Råds Litteraturpris 2018. Auður Ava Ólafsdóttirs vinderroman er humoristisk. Siger juryen. Og kritikerne. Forfatteren selv siger kategorisk nej.

OSLO Tirsdag kl. 21.30, Operaen i Oslo. Set ud fra et dansk synspunkt vil denne aften blive husket for – ingenting. Absolut ingenting. Ikke én eneste af Nordisk Råds priser gik de danskes vej.

Men de nordatlantiske mandater kom hjem med lommerne fulde. Færøske Bárður Oskarsson vandt børnebogsprisen for Træet om vennerne Hilbert og Bob, og miljøprisen gik til grønlandske Naturressourcerådet i Attu. Rigsfællesskabet længe leve!

Mens hundredvis af politisk delegerede og deres embedsværk fouragerer ny nordisk mad i den smukke foyer efter et par travle sessionsdage for Nordisk Råd, står den islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttir (60) henne i et hjørne, omgivet af kommunikationsfolk og journalister, lykkelig over at være aftenens vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2018, og også ganske udmattet efter at have brugt flere dage med en karavane af kolleger, der har optrådt i både Helsinki og Oslo. Alle har æren af at være nomineret, men kun én ender som vinder.

”Lad mig være helt ærlig,” siger jeg. ”Du var ikke min favorit. Jeg er faktisk ret overrasket over, at du vandt…”

Auður Ava Ólafsdóttir er venligheden selv. Aftenen før havde vi begge deltaget i et arrangement i Litteraturhuset, og hun siger et par pæne ord om mit indlæg, mens hun ser lidt overbærende på mig:

”Jeg forstår, hvad du mener. Der var mange rigtig gode bøger i feltet. Jeg er dog ikke helt så overrasket.”

Hatten af for den selvbevidsthed. Jeg spørger om hun havde fået læst de andre kandidater. Især Carl-Frode Tillers baglænsspolede livsfortælling Begyndelser, Agneta Pleijels romanerindringer Doften av en mand, Carina Karlssons historiske roman Algot og Gunnar T. Hanssons naturlyriske refleksioner Tapeshavet var efter min mening bedre bøger.

”Jeg har læst Caroline Albertine Minor,” svarer Auður Ava Ólafsdóttir. ”Wonderfull book”. Hun ser på mig med et spørge blik. Måske skylder jeg en forklaring.

”Der er så mange af årets kandidater, der beskæftiger sig med eksistentielle problemer. Det gør din roman jo også, men du er den eneste, der bruger humor også?”

Auður Ava Ólafsdóttirs Ar handler om Jonas Ebeneser, der planlægger at begå selvmord. Af hensyn til sin datter vil han gøre det i et fjern land, så hun ikke skal finde ham dinglende. Han rejser til et krigshærget og farligt land, hvor han vil indlogere sig på et øde hotel. Her vil han skrue en krog i loftet, som han kan hænge sig fra. Derfor medbringer han sin boremaskine. Jonas er en rigtig handyman.

For mig lyder det som noget Erlend Loe kunne have fundet på. Men ham har Auður Ava Ólafsdóttir aldrig hørt om, og da jeg foreslår at romanen er humoristisk, måske ironisk, måske sarkastisk, hæver hun et øjenbryn, uforstående, måske endda advarende, irettesættende.

”Nej,” siger hun knastørt. Hvis jeg finder humor i bogen, er det kun fordi udlændinge har svært ved at forstå den islandske omgang med smerte og lidelse:

”Det stammer fra sagatiden. Det er en måde at håndtere livet på. Vi bliver menneskelige gennem modsætninger. Derfor skal man bruge modsætninger, når man skriver romaner. Det komiske bliver dramatisk – dér ligger meningen med det hele. Hvis man vil skrive om livet, må man skrive om døden. Hvis man vil skrive om kvinder, må man skrive om en mand.”

Jonas Ebeneser er altså ikke romanens egentlige hovedskikkelse. Han er den mandlige omvej til skildringen af en kvinde, nemlig den unge Maj, der prøver at samle stumperne på hotellet i det (navnløse) krigsødelagte land. Det er nemlig altid op til kvinderne at genopbygge det, der er blevet hærget i en krig, mener Auður Ava Ólafsdóttir.

Ideen til romanen opstod for tre år siden, da krigen i Syrien sendte flygtninge ud over Europa, også til Island. En meningsmåling mente, at halvdelen af øens befolkning ville åbne grænserne for flygtningene. Det fik et regeringsmedlem til at sige, at det var typisk islandsk, at prøve at redde hele verden. Det tænkte Auður Ava Ólafsdóttir lidt over, og så opstod ideen om at vende tingene på hovedet, skrive en roman på modsætninger. Hun ville sende en islænding af sted til et krigsområde, en islandsk redningsmand, og han skulle være en handyman, fordi det er maskulinitetens arketype:

”Ham, der kan redde alt. Bare ikke sig selv,” siger hun. ”Jeg sendte ham af sted til Nowhere, fordi Nowhere er Everywhere…”

Det passer perfekt, tænker jeg, med det, som den norske kronprinsesse Mette Marit sagde, da hun overrakte prisen til Auður Ava Ólafsdóttir. Før hun brød forseglingen på kuverten med vindernavnet, mindede kronprinsessen om, hvad Kirsten Thorup havde sagt i sin smukke takketale, da hun vandt prisen i fjor, nemlig at ”litteraturen befinder sig derude, lige på den anden side af disse vægge og mure, ude i kulden og sneen, i katastrofelandskaberne…”

”Apropos maskulinitet. En boremaskine er noget af et fallossymbol,” siger jeg.

”Ja,” svarer Auður Ava Ólafsdóttir. ”Men først og fremmest ligner den et våben. Jonas bruger sin boremaskine – som skulle bruges som forberedelse til hans planlagte selvmord – til at hjælpe Mia og de andre kvinder i den lille by, der har noget, som de gerne vil have repareret, noget som er blevet ødelagt eller forsømt på grund af krigen. Og da han får muligheden for at reparere, får han også selv mere livsmod. Han er typen, der hjælper kvinder, ikke
typen, der ødelægger.”

Romanens titel, Ar, henviser helt konkret til helingen af skader på vores krop. Jonas Ebeneser har syv ar, og nu er han gået til en tatovør for at få dækket de tre-fire stykker, der ligger henover halsen og nøglebenet. Mange midaldrende mænd vælger vinder, siger tatovøren. Men Jonas Ebeneser vælger en vandlilje. Det er nemlig det, han kalder sin datter: Vatnalilja. Om arret som litterært titelsymbol siger Auður Ava Ólafsdóttir:

”Vi bliver alle født med det samme ar, vores navle. Den kan vi så sidde og pille i. Min roman er fuld af ar, hud, tatoveringer, berøringer, det kropslige. Alt det fysiske modstiller jeg med ord, ord, som både bygger broer og udtrykker magt. Ord er meget magtfulde våben.”

Forrest i romanen har forfatteren sat et citat af den fransk-bulgarske filosof Julia Kristeva: ”Kroppen er et åbent felt, en slagmark for konflikter.” Det er sådan en krop, Auður Ava Ólafsdóttir sender derind, hvor krigen har hærget og mineret landskabet.

”Du sender en slagmark ind på en slagmark?”

”. Ja. Ar er en meget politisk roman.”

”Politisk, hvordan?”

”Fordi den udtrykker, at ingen kan redde verden hele tiden, men alle kan gøre noget noget af tiden.”

Jeg forsøger igen: ”Og du synes slet ikke at romanen er humoristisk?”

”Nej.”

Svaret er kategorisk. Nu synes Auður Ava Ólafsdóttir vist at jeg har presset den citron nok.

”Okay, tillykke igen,” siger jeg og tager afsked.

Men hvad var det nu Mette Marit sagde, da hun læste juryens motivering op inde i salen? Jeg tjekker ordlyden i pressemeddelelsen. Der står:

”Auður Ava Ólafsdóttir får Nordisk Råds Litteraturpris 2018 for en bog som er fuld af underfundig humor, og et sprog som funkler af liv. Samtidig stiller værket dybe spørgsmål om liv og død.”

Jeg finder også den islandske jurys begrundelse for at nominere Ar. Her argumenterer de for, at romanen ”blander humor med eksistentiel refleksion”. Også NRK’s litteraturkritiker Marta Norheim fremhæver, at ”bogen er dybt alvorlig og samtidig meget morsom”, og her i avisen skrev kollega Birte Weiss i sin anmeldelse, at Ar er en ”finurlig fortælling formidlet med stille humor”.

Jeg er altså ikke den eneste, der ser spor af humor i romanen (selvom jeg vist er alene om ikke at finde det underfundige underfundigt og det morsomme morsomt). Det betyder altså, at Auður Ava Ólafsdóttir selv er uenig med både juryen og kritikerne. Årets vinder er en eksistentiel-humoristisk roman. Som er blottet for humor.



Skriv en kommentar