Weekendavisen en 4. maj 2018.

Den 4. maj. Det er atter årsdag for Befrielsen, det er atter en aften i Mindelunden. Til oktober er det 75-året for de danske jøders flugt over Øresund.

I min farmors hjem lå en læderindbundet gæstebog. Jeg tog den til mig, da hun døde. Bogen havde været med hende i hele hendes voksenliv, først på Overskousvej i Valby, senere på Sallingvej i Vanløse. Den begynder i 1938. Det første er skrevet med brunt blæk på jiddisch. Mine oldeforældre lærte aldrig at tale anstændigt dansk.

Den 10. februar 1940 skriver en af gæsterne, Ida Goldin, at de – på trods af, at myndighederne har lukket for det varme vand og indført restriktioner på lys og gas – nyder ”det snapsløse, men i øvrigt ikke indskrænkede kolde bord”. Endnu er der to måneder (minus en dag) til Besættelsen, men det ved Ida ikke. Eller har hun en anelse? Hun skriver:

”Paa flere maader har vi den almindelige Krigstilstand ind paa livet, bl. Andet befinder sig i selskabet en evakueret finsk-jødisk ung moder. Humøret er endnu højt, lad os da ønske, at vi stadig maa bevare dette og at vi maa sejle neutralt mellem de utallige truende Skær. Hvordan i 1945?”

Jeg stirrer på håndskriften på dagbogens tykke, vandmærkede papir. Det er et forunderligt spørgsmål, Ida Goldin stiller: Hvordan i 1945? Havde hun en femårsforudanelse? Jeg håber at hun kom godt over Øresund og godt hjem igen, jeg håber at hun græd af glæde da frihedsbudskabet nåede hende der hvor hun var.

I aften går vi igen rundt på stierne i Mindelunden, der er kranset af små flakkende frihedsflammer i fyrfade. Bagefter tager vi hjem til mine forældre og drikker te og spiser Hvidstenkringle, mens stearinlysenes blødt blafrende gyldenskær stråler i vindueskarmene.

Hvad der sker i Mindelunden, er en repetition af hvad der skete i Mindelunden i fjor og forfjor og alle årene før det. Ritualet begynder med afspilning af frihedsbudskabet. Bum bum bum bum, bum bum bum bum… ”Her er London, BBC sender til Danmark…. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig…”

Vi står altid samme sted, bagest på plænen ved Store Gravfelt. Jeg skæver til mine forældre, som børn var de bådflygtninge på Øresund, om fem måneder er det 75 år siden. Jeg sender en taknemmelig tanke til de fiskere, der smuglede dem over bølgerne den nat i oktober. De tog sig dyrt betalt. Men her i landet vil man hellere huske flugthjælpen som en serie af altruistiske handlinger landsmænd imellem. Måske var det hovedsageligt sådan. Men der var også undtagelser, som er ubekvemme at tænke på. Måske er det derfor at filmen Fuglene over sundet aldrig fandt sit publikum, da den havde premiere for et par år siden. Ingen havde lyst til at se Nicholas Bro som en kynisk, fej fisker, der ragede til sig på de jødiske flygtninges bekostning. Omvendt var helteportrættet af modstandsfolkene i Hvidstengruppen en ægte folkefilm, hyggelig, opbyggelig. Det er det, det hele handler om: at gøre historien til historier, der får os til at være dem, vi gerne vil være.

Jeg kikker rundt i kredsen. Udover jødiske familier, som jeg husker fra min barndom, genkender jeg en hist og her mennesker, som jeg også støder på i min gang gennem de danske medielandskaber. Mindelunden er et mødested for redaktører, kommentatorer og politikere, mærkeligt nok alle fra den borgerlige presse og de borgerlige partier. Hvorfor møder jeg aldrig venstrefløjens folk her? Besættelsen og Befrielsen er ikke – bør ikke være – forbeholdt dem, der mobiliserer imod en globaliseringstruet danskhed. Mindelunden bør være fællesmængde i Mindelandet, men de seneste ti-femten år er den blevet en slags catwalk for højreorienterede værdikæmpere. Her kommer Dansk Folkepartis topfolk ofte forbi, måske Pia Kjærsgaard med en kronisk-diskret smil (og sørgerligt nok to sikkerhedsfolk bag sig). Mest mindeværdig var Mogens Camre med baret og camouflageuniform fra Hjemmeværnet, flankeret af unge mænd i pilotjakker. Det var et bizart syn. Til gengæld var det morsomt det år, hvor smørtenorerne Morten Messerschmidt og Søren Pind stod tyve meter fra hinanden og under hver sin bredskyggede Stetson sang med på Frihedssangen, som gjaldt det livet og publikums gunst.

Forleden sendte jeg Per Arnoldi en mail. Han skal holde talen i aften. Jeg har aldrig før været ude for, at en kunstner skal tale i Mindelunden. Det plejer at være ministre, forhenværende ministre, præster, biskopper, erhvervsfolk, militærfolk, politimestre, modstandsfolk. Valgene plejer at være sikre og solide. Ikke for langt ud på fløjene. Ikke Søren Krarup. Ikke Preben Wilhjelm. Pia Kjærsgaard var ikke til at komme udenom da hun blev formand for Folketinget, men endnu har hun kun været indbudt som taler ved mindehøjtideligheden juleaften.

I august blev Per Arnoldis monument for de 2100 danskerne, der omkom som sømænd på handelsflåder i allieret tjeneste, afsløret i Mindelunden. ‘Det sortladne hav’ står som en stor, sort hugtand til venstre for gravfeltet ud mod Tuborgvej. Nu skrev jeg til ham: Hvad vil du sige i Mindelunden? Kort efter ringede han mig op. Han sad i solen ved Askov Højskole og stirrede på en guldfiskedam inden et foredrag. Han fortalte, at han for nogle år siden talte ved Mindelundens julehøjtidelighed. Han bliver så ikke bare den eneste kunstner, der har talt i Mindelunden, men den eneste kunstner, der har gjort det i både december og maj. Han havde ikke skrevet sin tale endnu, sagde han, men den skulle nok handle om Mindelunden som et mytologisk sted for stærke minder og fortællinger. Hvordan får vi Besættelsen og Befrielsen til at gå fra spøgelseshistorie til hverdagshistorie?

Per Arnoldi spurgte om jeg havde hørt om det mindemonument for flugten over Øresund, som han har skabt til Køge, der gerne vil markere 75-året for flugten i oktober i år. Nej, jeg havde ikke hørt noget. Han fortalte, at han på opfordring har lavet et projekt med en massiv, blankpoleret robåd i kulsort svensk diabas, hvor stævnen er fri af kysten og på vej ind i friheden. Båden står på en granitsokkel, det hele vejer tyve tons og vil koste en lille million. Endnu har komiteen kun indsamlet 350.000 kr. At finde de manglende 600.000 kr. er en kamp mod tiden.

Min farmor og farfar inviterede stadig folk til middag i Besættelsens første år. Så bliver bogen tavs. Pludselig er der en blank side, hvor min farfar øverst har skrevet Oktober 1943 og nederst Oktober 1945. Der er to ordløse år imellem. To år efter flugten over Øresund, skriver han:

”Hjemme igen! Efter 3 Aars Landflygtighed er vi nu tilbage i vort kære gamle København. Haaber at min lille Familie maa trives her og vil tilsammen kan have mange lykkelige Stunder. Kære Dagmar, vi har været gift nu i 7 Aar. Aar, som ikke var saa gode som jeg kunde ønske dig dem, men lad os haabe at det nu er et afsluttet Kapitel og vi gaar ind til andre nye 7 Aar, fredelige velsignede Aar, saa jeg aldrig kommer til at angre at vi tog hjem igen.”

Det slår mig, hvor nobelt de skriver, både Ida Goldin og min farfar, de tillader ikke sig selv at forbande hverken tyskere eller nazister, de tillader ikke sig selv at være ofre, uden samtidig at være præget af stoisk ro.

”Din Abraham”, underskriver han sig. Det er et privat brev fra en ægtemand til en hustru. Men han har skrevet det i gæstebogen, fordi vi andre gerne må læse med. Han vil gerne dele sin bekymring med os. Den anger, han taler om, dækker over en uenighed i ægteskabet. Min farmor var svensker, men dansk statsborger gennem ægteskabet med min farfar. Da jorden begyndte at brænde under de danske jøder, gik hendes brødre i Stockholm i forbøn for deres to søstre, der var gift med danskere i København. De skrev et brev til den svenske konge, Till Konungen. Man må frygte, de danske jøder kan lide samme skæbne som de norske, skrev de. Derfor bad de kongen om at give de to søstre deres svenske statsborgerskaber tilbage, så de ville kunne indrejse i Sverige. Brevet, som jeg fandt i min farmors gemmer efter hendes død for efterhånden mange år siden, er skrevet den 30. august 1943 og underskrevet i underdanighed af søskendeflokken: Leopold, Aron, Jenny, Berta, Frida, Ruben, Lilly og Hessel. Brødrene tilføjer, at de solidarisk vil svare for deres søstres forsørgelse i riget, så de hverken vil ligge stat, kommune eller nogen hjælpeorganisation til last. Den 24. september 1943 meddeler Justitiedepartementet, at majestæten har besluttet, at de to søstre nu atter er svenske statsborgere. Det samme gælder for deres sønner. Da min far, en lille dreng på godt og vel fire år, ganske kort efter sejlede over et nattesort Øresund som flygtning, var han ikke længere dansker.

Den anger, som min farfar frygter, dækker over, tror jeg, at min farmor gerne ville være blevet i Sverige. Der har været splid i ægteskabet om hvor familiens fremtid skulle ligge. At min farmor hellere var blevet hos sin store familie, der gik i forbøn for hende hos kongen, i stedet for at tage tilbage og begynde forfra i det besættelsesudmattede København, forstår jeg udmærket.

Nederst på siden i gæstebogen har min farfar uden videre bemærkninger skrevet tre drengenavne, hans tre sønner: Kjeld, min far, og mine to onkler, Bent og lille Fred, den yngste, netop født og navngivet efter den fred, der brød ud på netop denne dag i maj, hvor byer blomstrede i rødt og hvidt og landet lyste fra sund til klit.



Skriv en kommentar