Weekendavisen den 4. maj 2018.

Roman. Måske var det ikke noget? Thomas Korsgaard sår fine kim af tvivl om sin egen erindring.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det. 312 sider, 249,95 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.

Det unge forfattertalent Thomas Korsgaards (f. 1995) nye roman åbner med en lille note på tre linjer. Bemærk, at den slutter med et kolon: Måske var det ikke noget. Måske var det bare mig, som havde svært ved at finde ud af, hvad der var virkeligt. Derfor begyndte jeg at samle på detaljer. Dette er også en detalje:

Efter kolonet følger så En dag vil vi grine af det, der altså er forfatterens samling af ”detaljer”. Men hvad skal vi lægge i den besværgende note? Det er naturligvis ikke en direkte ansvarsfraskrivelse, men alligevel sår Thomas Korsgaard fine kim af tvivl om sin egen erindring. Notens betydning vender vi tilbage til om lidt.

Først to ord om handlingen i romanen, der fortsætter hvor Hvis der skulle komme et menneske forbi slap i fjor, den gode debut om Tues miserable opvækst i en white trash-families fallitbo for enden af en grusvej udenfor Skive. Tue er nu i puberteten, endnu ikke helt klar over, at han er til drenge, selvom det står ret klart for hans omgivelser. Hans far er afstumpet, hutler sig igennem som slagteriarbejder og havemand, og afstår ikke fra vold, hverken fysisk og psykisk. Når han ser sig gal på sin kone, hiver han hende med op i soveværelset, hvor hun får smæk.

Tue mor har gjort depression til en livsstil og tilbringer al sin tid foran fjernsynet, mens hun ryger og drikker cola. Til gengæld spiller hun ikke familiens penge op længere, tværtimod har hun fået udbetalt en erstatning på hele 900.000 kroner for en fejloperation, der har gjort hende invalid i den ene arm. Nu sms’er hun med en mand fra Fyn, som hun har mødt i chatten på en spilleside, og hun fantaserer om at begynde forfra sammen med ham.

Mens familien går i opløsning, må børnene finde deres egne ståsteder. Det var Tue, der hjalp moren med at skrive ansøgningen til Patientklagenævnet, og det er ham som hun betror sig til, når hun skal have afløb for sine frustrationer. Men Tue ønsker ikke den fortrolighed. Han er nødt til at værge for sig for at overleve.Som han siger til sin veninde: ”Man kan jo ikke klare hinandens liv”.

Hen mod romanens slutning sidder Tue – meget modvilligt – på en restaurant med mormorens enkemand, O.P., der ikke er Tues morfar. O.P. der giver ondt af sig om Tues mormor og mor. Pludselig slår en fortrængt erindring ned i ham om noget, der er overgået ham engang. Hvad erindringen går ud på, behøver jeg ikke at beskrive her. Men med ét sløres erindringen, Tue bliver i tvivl. Var det moren, der havde gjort det? Eller var det måske faren? Var det hurtig overstået? Tog det lang tid? Og så står der: ”Måske var det ikke noget”.

Hermed er vi tilbage ved den note, der åbner romanen. Erindring er gjort af upålideligt stof. Alt er husket gennem et filter. Om noten er skrevet af Thomas eller af Tue – to sider af samme sag, tror jeg – spiller ikke den store rolle. Det afgørende er, at et liv kan skildres bevægende og troværdigt i romanform, uden at samtlige detaljer nødvendigvis kan føres tilbage til noget som helst andet, end netop den subjektive erindring. I sådan en situation må både forfatter og læser lade tvivlen komme romanen til gode. Romaner skal ikke løfte nogen bevisbyrde.

Mod slutningen, hvor Tue løsriver sig, ebber det noget ud for En dag vil vi grine af det. Finest i Thomas Korsgaards selvportræt er Tues underspillede ømhed for moren. Gentagne gange siger han til sig selv: ”Hun kunne have været smuk”. Det er en langt vigtigere pointe, end den kedsommelige kliche, som har fundet vej til romanens titel. Tues fornemmelse for, hvad livet kunne have tilbudt hans mor, er historiens egentlige nøglesætning og viser både Tues, Thomas’ og romanens varme hjerte.



Skriv en kommentar