Weekendavisen den 12. oktober 2018.

Tvillingeroman. Daniel Dencik skriver ambitiøst om videnskab og religion, slægtshistorie og familiehemmeligheder, dyr og natur, kærligheden og krig.

Daniel Dencik: Nordisk vildt. 488 sider, 250 kr. Roman. Politikens Forlag.

Et tvillingepar, Silas og Elias Levi, møder en et par piger til en fest i København. Sara forelsker sig i Silas, men dagen efter skal han på mission til Kosovo. Nogle år efter møder hun ham igen i byen og tilbringer natten med ham i sin seng. Først dagen efter opdager hun, at det slet ikke er Silas, men Elias. Da det viser sig, at hun er gravid, trodser Sara forvekslingen og beholder både Elias og barnet.

Tvillingebrødrene i Daniel Denciks Nordisk vildt var engang tætte. Som børn dyrkede de heavyrock og satanisme, men så gik de hver sin vej. Elias var et naturvidenskabeligt vidunderbarn, Silas blev soldat og narkoman. Elias var hovedet, Silas var kroppen.

Nu er der lagt op til en yderst sjælden forening af tvillingerne på familiens nedslidte gods på egnen mellem Horsens og Juelsminde, hvor Silas går på bukkejagt og kun spiser feltrationer. Efter mange år i Kosovo, Irak og Afghanistan lever han nu veteranens enspænderliv. Elias forsker på Niels Bohr Instituttet, men har også gravet familiens jødiske rødder frem og er blevet ortodoks. Han forener metafysisk med naturvidenskab.

Stemingen er akavet. Om aftenen går Silas med sin nevø ud i den del af godsets jorde, der kaldes Håbet, en lavtliggende afsnøret havbugt. Senere støder Elias til, han har først fordybet sig i sine bønner og kabbalistiske meditation. Ude i skoven sker der pludselig noget voldsomt. Et skud går af med skæbnesvangre følger. Derefter et skud mere. Alt er chok og kaos. Den professionel soldat vågner i Silas.

Men hvad var det egentlig, der skete i Håbet? Noget med en polsk krybskytte, en brændende bil og en bortbleven person. Læseren kender detaljerne (jeg afstår fra at fortælle mere), men politiet gør ikke. Herfra udvikler Nordisk vildt sig til en anstændig opklaringsroman med en absolut interessant vinkel på forsvarsadvokatens rolle i en retsstat, dog bør den ikke forveksles med en genreroman, der er funderet på uvished og opklaring.

Romanen er spændt ud mellem flere interagerende fikspunkter, heraf flere leksikale: De forbundne og frastødte tvillinger, videnskab og esoterisk religion, slægtshistorie og familiehemmeligheder, dyr og natur, kærligheden og krig, død og løgn. Det er både en force og en hæmsko, som det tit er for romaner, hvor man fornemmer forfatterens sideblik til en encyklopædisk støttelitteratur. Så længe det handler om naturen, planterne, dyrene og landskabet, står det klart, konkret og stemningsfuldt. Men når det handler om tilværelsestolkninger, metafysik og den ortodokse Habad-bevægelse, virker det langtrukkent og postuleret.

Den dualitet, som præger tvillingerne med de næsten anagrammatiske navne, skaber grobund for den måske tydeligste protagonist-antagonist-model i moderne dansk litteratur. Elias siger det hele, når han forklarer, hvorfor han har tilsluttet sig Habad: ”Jeg er alt muligt. Jeg vedkender mig hele min arv. Jeg er tredjegenerations holocaust survivor, fysiker, nordbo, kabbalist, ægtemand, levit. Jeg går ind og tager identiteterne. De er lige så meget mine. Du er det modsatte. Ingenting er din bedste ven. Du opererer i dit personlige ingenmandsland. Du er virkelig den eneste sande verdensborger, jeg kender. Det løsest tænkelige bånd til din omverden er dit foretrukne. Du er helt rodløs, det har du valgt. Men vi var alle sammen til stede i ørkenvandringen. Alle dem, der er blevet til os, var der. På samme måde som ethvert atom, der er i din krop, kan spores tilbage til big bang.”

Det er hævnen i Håbet, der sætter alt i gang, derude i den kultiverede natur, hvor det nordiske vildt strejfer om. Det vildt, som Silas værner om, fordi det er indfødt, ikke en invasiv art. Han synes at det oprindelige har større værdi, fordi det blev skabt med en vildere vilje. På samme måde er han misundelig på de døde. De minder om vildtet, der har bevaret den mystik, som mennesker mister, mens de er i live. Sofistikeret er Silas ikke.

Mod slutningen har Silas et drømmesyn om arabisk invasion, krigen der ikke kunne vindes indhenter ham. Det er et stærkt bidrag til det psykologiske soldaterportræt. Man fornemmer et prægtigt og uundgåeligt sammenbrud. Men så trivialiseres romanen meget mere, end godt er alligevel til sidst. Daniel Dencik har skrevet et skrummel af en vildtroman, delvis skøn, delvis skæv, fuldt ud ambitiøs, som man siger, når noget er fuldt ud anerkendelsesværdigt uden at være rigtig vellykket.



Skriv en kommentar