Weekendavisen den 26. januar 2018.

Interview. Under flygtningekrisen i 2015 transformerede dramatikeren og instruktøren Kristian Husted sig til Vahid fra Iran. Han rejste fra Lesbos op gennem Europa og ankom til sit eget hjemland som asylansøger.

I sommeren 2015 skulle dramatikeren Kristian Husted have haft premiere på en teaterforestilling om finanskrisen, men den var blevet aflyst, fordi teateret var brændt ned i efteråret. Nu brændte det så på over hele Europa. Grækenland var på randen af statsbankerot. Og nu kom der flygtninge.

Kristian Husted købte et interrailkort og tog til Tyskland. Han ville til Athen, ned til de forgældede grækere, som det aflyste stykke skulle have handlet om. Men så sagde en ven i Wien, at der skete en masse på Balkan lige nu, at flygtninge var begyndt at gå langs veje og togspor, og Kristian Husted justerede kursen til Beograd i Serbien. På banegården i München så han en gruppe afghanske mænd, og i sin notesbog skrev han et spørgsmål ned: »Flygtninge? Migranter?«

Jo nærmere han kom Grækenland, jo flere flygtninge – eller migranter? – så han bevæge sig i den modsatte retning, mod vest, mod nord, hundredvis af mennesker til fods langs togsporerne. Ved grænseovergange bemærkede han, hvordan der var forskel på folk. Han selv var beskyttet af sit pas og sit statsborgerskab. De andre var i et limbo. En serbisk grænsebetjent gav ham et velment råd, europæer til europæer: »Hold dig fra flygtningene, de har ebola.«

I Athen glemte Kristian Husted gældskrisens ofre. I stedet begyndte han at interesse sig for flygtningene. Han opsøgte de steder, hvor de forskellige nationalitetsgrupper samlede sig i byen, og han hørte deres historier. 

På Victoria Square talte han med en ung fyr fra Afghanistan. Han var kommet ind fra en af øerne, som han havde nået med smuglerbåd via Tyrkiet. Nu ventede han på at komme over grænsen og videre mod Tyskland. Hvordan er det at være på flugt, spurgte danskeren. Afghaneren svarede: »Det kan du nemt finde ud af. Tag til Tyrkiet. Gem dit pas. Og køb plads på en smuglerbåd.«

Kristian Husted rejste videre til Lesbos med hovedet fuld af tanker. Han havde engang flirtet med ideen om at gå under cover som araber for at finde ud af, hvordan folk egentlig behandler de fremmede på Nørrebro. Han har mørke øjne, mørkt hår, mørk lød, i en snæver vending kan han sagtens passere som en mand fra Mellemøsten.

På Lesbos lejede han et værelse på den nordlige del af øen. Ude i bølgerne huggede en båd i brændingen. Den var fuld af flygtninge, det virkede helt absurd. Fra stranden fulgtes han med en familie fra Afghanistan, som var nødt til at gå tres kilometer til fods til Mitilini på den anden side af øen for at blive registreret. Også en gammel mand på firs. Han stod inde i en mængde på flere tusinde mennesker i stegende hede i timevis, han var ved at segne under presset og trætheden. »Please,« sagde hans søn, »my father is very old, please do something!« Men Kristian Husted kunne intet gøre. Han følte sig magtesløs, og de personlige møder med flygtningene fik ham til at forstå, at flygtningene var i hjælpeløs situation. Han tænkte igen over det, den unge afghaner havde sagt. Så begyndte en wallraffsk idé langsomt at tage form: »Kan jeg udgive mig selv for at være flygtning?«

Ind i flygtningerollen
Nede på havnen i Mitilini mødte Kristian Husted nogle unge fyre fra Syrien. De ville til Tyskland. Han spurgte, om han måtte følges med dem op gennem Europa. Han var velkommen. »It will be an adventure!« sagde de. 
På det tidspunkt var der en særlig registreringsprocedure for de syriske krigsflygtninge på de græske øer, et fast track, inden de blev sendt videre til fastlandet hurtigere end andre asylsøgere. Hvis han skulle rejse sammen med sine nye bekendte, måtte Kristian Husted altså give sig ud for at være flygtning fra Syrien. Men det hastede. Der gik rygter om, at grænserne ville blive lukket oppe i Europa.

Kristian Husted har erfaring med både iscenesættelse og skuespil fra en teateruddannelse på École de Théâtre Jacques Lecoq i Paris, og nu begyndte han at forberede sig, som til en rolle i en forestilling. Først sendte han sin bagage hjem til København med posten. Så stillede han sig op i køen for syriske flygtninge. Han stak ikke ud fra mængden. Men da folk begyndte at tale arabisk til ham, indså han, at han ville falde igennem. De unge syrere var forsat mod nord. Hvad nu? I lommen havde han jo sit pas og sit interrailkort. Det duede to dage endnu. Så trådte han ud af køen.

Kristian Husted rejste hjem til København. Mens august og september kom og gik, kunne han ikke glemme flygtningene, og han kunne ikke slippe sin idé. I midten af oktober rejste han til Tyrkiet i en flyver fuld af danskere, der skulle på efterårsferie. Nu skulle han gennemføre sin plan. Fra Izmir ville han til Lesbos, men han turde ikke opsøge menneskesmuglerne, der fragtede flygtninge til de græske øer, så han købte billet til en almindelig passagerfærge.

Det kunne flygtningene ikke, for så var færgeselskabet blevet idømt kæmpebøder efter EUs regler om transportøransvar. Men Kristian Husted havde sit rødbedefarvede pas. Fra Mitilini på Lesbos tog han til lejren Moria. Nu havde grækerne indført sprogkontrol ved den syriske kø, fordi mange irakere og afghanere gav sig ud for at være krigsflygtninge fra Syrien, så den kunne han ikke bruge. Men ved den kø, hvor irakerne, afghanerne og iranerne stod, blev sproget ikke tjekket. Så stillede han sig op der for at begynde et lånt liv som flygtning.

Usynlighedskappen
Hér, i denne kø i den overfyldte og kaotiske Moria-lejr, begynder Kristian Husteds reportagebog, der udkommer i næste uge. Vahid er den autentiske historie om den forklædte flygtnings oplevelser som Vahid Evazi, der rejser fra Grækenland op gennem Europa til Danmark, hvor han ankommer som asylansøger i sit eget hjemland:

»Jeg ville se, hvad der sker, når et menneske træder ud af rollen som statsborger og ind i rollen som flygtning. Jeg fandt på Vahid, men han opstod i det øjeblik, han fik et registreringspapir i Moria,” siger Kristian Husted. Navnet valgte han, fordi han har en iransk ven i København, der hedder Vahid. Men virkelighedens Vahid var meget kritisk overfor sin danske vens plan. Han sagde, at Kristian aldrig ville kunne erfare, hvordan det ivirkeligheden er at være flygtning:

»Han sagde: ’Kun en person, der har den sikkerhed og tryghed, som det er at have et europæisk pas, ville nogensinde komme på den tanke at klæde sig ud som flygtning’. Og jeg forstår ham godt. På en måde udnytter jeg hans identitet. Men det var netop det, jeg ville undersøge: Hvorfor skal der være forskel på, om jeg krydsede en grænse et sted i Europa som Vahid eller som Kristian? Desuden var det logisk for mig at bruge hans navn. Jeg følte, at det var en talisman, en usynlighedskappe, der ville beskytte mig. Vahid er en karakter i en struktur, som jeg gik ind i. En rolle. Men jeg tænkte faktisk, at de virkelige flygtninge også træder ind i en rolle, der påføres dem af omstændighederne. Det, der gør hele forskellen, er identitetspapirerne. Flygtningen er ikke en universel figur. Der er et hierarki, hvor verdenssamfundet giver fordele til visse grupper, men ikke til andre. Hvorfor skal irakere og afghanere ikke have fast tracking ligesom syrerne? Flygtningene oplever forskelsbehandling og vilkårlighed. De spurgte: Hvorfor må jeg som afghaner ikke krydse denne grænse, når syrerne må? Der er også krig i Afghanistan.«

Flydende identiteter
Undervejs betroede Kristian Husted sig til nogle af dem, han lærte at kende på sin rejse gennem Europa. Det var ikke så meget myndighederne, der bekymrede ham, selvom han var bange for at blive afsløret, for tænk nu, hvis de – politifolk, soldater, og så videre – ikke havde rent mel i posen? Han havde hørt mange historier om vold og overgreb. Det var snarere de andre flygtninge, han var bange for. Han tænkte: »Hvis jeg går ind i det retsløse rum, vil jeg være meget udsat. Vil flygtningene synes, at jeg er ok, eller at jeg udnytter dem?«

Både i samtalen og i bogen skelner han mellem, hvornår han er Vahid, og hvornår han er Kristian. På en tysk togstation sidder han og tænker:

”Vahid er kommet illegalt ind i Tyskland. Eller jeg er? Vi? Hvem er jeg nu? En falsk flygtning med papirerne i orden – eller bare et menneske uden tyske registreringspapirer, men med et pas gemt i underbukserne? Kan jeg træde ind og ud af rollen efter forgodtbefindende? Er Vahid en rolle, en fiktion, et stykke papir? Et stempel i et pas. Et fingeraftryk i en database. En politisk beslutning om at åbne grænsen for nogen og lukke den for andre? Vahid er kommet ulovligt ind i Tyskland ved hjælp af mig. Jeg er måske endda blevet fotograferet af det tyske politi foran lagerbygningen – og så vil det måske være en god idé ikke at lyve om, hvordan jeg er kommet ind i landet. Men hvis jeg siger sandheden, er det jo nok strafbart i ét eller andet omfang? Selvom det rent juridisk ikke var mig, der var der, men Vahid?”

Identiteterne har det med at flyde sammen, for mens Kristian også er Vahid, er Vahid også Chris, som bogens fortæller kalder sig, når han røber sin sande identitet som journalist eller forfatter overfor de flygtninge, der vinder hans fortrolighed undervejs. Det er nødvendigt at have allierede derude. Hvis man ikke er en del af en gruppe, holder man ikke længe:

»Jeg gik ind i det her med de samme forestillinger og fordomme, som alle andre har. Jeg troede, at flygtningene var en stor masse. Men jeg opdagede, at der både er reelle flygtninge, økonomiske migranter og lykkeriddere. Vi er vant til at se dem i desperate situationer, på overfyldte både, grædende, hjælpeløse, frataget deres værdighed og menneskelighed. Men jeg mødte mennesker med intelligens og humor, ikke stakler. Samtidig havde jeg en oplevelse af, at de befandt sig i en retsløs tilstand, et statusløst vakuum, hvor de ikke længere havde nogen rettigheder. Dét var den egentlige forskel på dem og mig,« siger han.

Efter fire dage på Lesbos rejste Kristian Husted – eller rettere: Vahid Evazi – op gennem Europa. Ti dage senere – efter turen gennem Grækenland, Makedonien, Serbien, Kroatien, Slovenien, Østrig og Tyskland – krydsede han grænsen til Danmark i tog, uden at nogen bemærkede ham. Han kørte op gennem landet, og på Hovedbanegården i København steg han af. Og spadserede hjem til Nørrebro.
Det føltes absurd at være hjemme igen. Nu behøvede han ikke at være bange for, hvad der skete ved den næste grænse. Han behøvede ikke at frygte overfald. På en måde var han lettet, men han var også rastløs. Han blev syg, kroppen slog fra, hans kæreste sagde, at han opførte sig, som om han havde posttraumatisk stress. Imens talte statsministeren om, at Danmark var i en nødsituation, og man begyndte at indrette teltlejre. Så kunne Kristian mærke, at han ikke var færdig med sin rejse. Efter en måneds tid på Nørrebro fandt han vandrestøvlerne, læderjakken, de slidte jeans og huen frem igen, og så gik han ind på Hovedbanegården, hvor det vrimlede med flygtninge. Han blandede sig i mængden, og snart efter ankom han til Sandholmlejren som Vahid.

Det var utrolig stressende at være i asylsystemet. Det var paranoidt og beskidt. Der var intet privatliv, ingen frihed. Man kunne kun glo på sin telefon. Og spise, sove, ryge, vente. Nogle af asylsøgerne kunne godt gennemskue, at Kristian i virkeligheden ikke var fra Iran. Nogle af syrerne troede, at han var én af præsident Assads spioner. Andre troede, at han var en forklædt agent fra de danske myndigheder, der infiltrerede flygtningene for at finde ud af, om deres sager var i orden. Asylsøgerne var bange for ikke at blive accepteret i Danmark. Og Kristian Husted var bange for at blive overfaldet.

Vahid var iraner, men Kristian taler ikke farsi. Han gled af, når det var nødvendigt for ikke at blive afsløret. Han sagde til politiet og medarbejderne på asylcenteret, at de ikke behøvede at skaffe en tolk, for han ville helst tale engelsk, så han ikke blev misforstået. Det accepterede de.

»Vahids stemme opstod undervejs. Jeg ændrede ikke min accent, bortset fra at jeg gav den lidt rustenhed. Hvis de undrede sig hos politiet eller Røde Kors, sagde de i hvert fald ikke noget til det. Det var mit indtryk, at det ikke var politiets opgave at finde ud af, hvem jeg var – i det første led af asylprocessen. Jeg mødte også asylansøgere, som opgav en falsk nationalitet. Men hvis jeg var kommet til samtale i Udlændingestyrelsen, var jeg helt sikkert blevet afsløret. Ingen tvivl om det.«

Vahid blev sendt fra Sandholm til asylcenter Havneskolen i Rødbyhavn. En dag så han et slagsmål mellem nogle andre asylsøgere. Kristian spurgte sig selv, om han kunne stå inde for at være der. Hvad hvis han skulle vidne i en politisag? Det var på tide at træde ud af rollen. 

Et paranoidt miljø
Kristian Husted ser på sin tid som Vahid som en slags antropologisk undersøgelse. Først og fremmest en undersøgelse af, hvad det vil sige at være flygtning. Men også en undersøgelse af ham selv. Jo længere tid han var i asylsystemet, jo tydeligere trådte danskeren frem i ham, ikke mindst fremprovokeret af de falske asylsøgere, som efter hans mening slet ikke burde være der.

Kristian Husted mødte mange flygtninge, der mente, at europæerne er racister. Selv mener han, at det mere drejer sig om det, han kalder et instrumentelt blik på flygtningene:

»Når folk ophører med at være statsborgere og træder ind i et retsløst rum, ændres synet på dem. Det er måske det, der gør det muligt for den politimand, som jeg så i Grækenland, at banke en ung flygtning og råbe til os, at vi var nogle dyr. Eller for den unge Røde Kors-medarbejder i Auderød-lejren, der kørte en bil fuld af asylansøgere, selvom han indrømmede, at han ikke havde kørekort. Som om deres sikkerhed slet ikke var et spørgsmål.«

Og fordommene kom også op i Kristian Husted selv, da han trådte ind i det stressende, paranoide miljø i asylcentret. »Jeg følte mig provokeret af dem, jeg mente ikke havde nogen ret til at være her. Hvorfor er I her egentlig? Hvorfor er I så beskidte? Hvorfor går I ikke i bad? Hvorfor rejser I ikke bare hjem til jer selv? Den strukturelle og kulturelle racisme kom også op i mig, da jeg virkelig var presset. Måske er det forbundet med en strukturel og kulturel racisme, fordi de fleste flygtninge i Europa kommer fra lande, som vi europæere historisk enten har koloniseret eller betragtet som mindre civiliserede. I øvrigt oplevede jeg det samme hos de andre: irakere, der så ned på afghanere og pakistanere; iranere, der ikke kunne fordrage arabere…«

Men trods angsten, paranoiaen og fordommene, siger Kristian Husted i dag, at asylsystemet var et meningsfyldt rum at være i for ham i Vahids skikkelse:

»Jeg mødte nogle fantastiske mennesker. Og det var forbundet med stor sorg at træde ud igen. Rollespillet var blevet en del af mig. Vahid var blevet en del af mig, er en del af mig. Men Vahid tænker på en anden måde end Kristian, han gør nogle andre ting. Og hvis du spørger Vahid, vil han nok sige, at han er noget skeptisk overfor ham Kristian Husted.«

Kristian Husted: Vahid. Udkommer den 2. februar på forlaget Lindhardt & Ringhof.



Kommentarer

En kommentar til “Forklædt som flygtning”:
  1. Holger Madsen

    Tankevækkende … Den journalistiske metode, at “underkaste sig en situation”, som Günter Wallraff udviklede, giver også hos Kristian Husted, alias Vahid, alias Chris, såvel som hos læseren, nærgående og udfordrende resultater …

Skriv en kommentar