Weekendavisen den 30. november 2018.

De tyve. Mystisk nok findes der ingen forskning om institutionen, selvom det er landets fineste litterære forsamling af forfattere, lektorer og professorer. I dag holder Det Danske Akademi årsmøde.

Når sekretæren for Det Danske Akademi, digteren Søren Ulrik Thomsen, i eftermiddag går på talerstolen i den smagfulde rokokosal i Designmuseum Danmark for at aflægge sin beretning ved Akademiets årsmøde, vil han nok tale til en litterær forsamling i elegante Kaare Klint-stole, men ikke til nogen større offentlighed.

Søren Ulrik Thomsen vil træde op på talerstolen i banketsalen og byde velkommen til alle, særligt til årets prismodtagere. Hvad han har tænkt sig at reflektere over i talen, ville han gerne afsløre, men bestemt ikke citeres for, da Weekendavisen i sidste uge mødte ham i museets café til en samtale om Det Danske Akademi som optakt til årsmødet. Han havde ikke skrevet sin tale endnu, sagde han, men han havde en idé om, hvad han gerne ville sige.

Præmissen for vores samtale var meget enkel: I det seneste år har vi hele tiden talt om Det Svenske Akademi – men hvad går det danske egentlig rundt og laver? Det uddeler ikke Nobelprisen, det er ikke under kongelig beskyttelse, det ejer ingen ejendomme i Stockholm og Paris, det har ingen ritualer, ingen formue, ingen celebre magtkampe og ingen skandaler, der får den litterære
offentlighed og verdenspressen til at snappe efter vejret.

Nej, Det Danske Akademi kan på ingen måde hamle op med sit svenske modstykke. Mens Det Svenske Akademis historie går tilbage til 1786, kan Det Danske Akademi så småt begynde at se frem mod sit 60-års jubilæum om to år. Men selvom Akademiet kun er en årsunge, mener Søren Ulrik Thomsen at tiden spiller en vigtig rolle:

”Fordi man er Akademi-medlem på livstid, er der et langsomt stofskifte, som sikrer en stor aldersmæssig spredning, og derfor også en stor spredning i synet på, hvad god litteratur er. Det er meget sundt. Det sikrer variationen og nedsætter risikoen for det, Elsa Gress kaldte provinsialisme i tid. Det langsomme stofskifte gør Akademiet til en litterær hukommelse. Måske er vi ikke meget synlige, men man må ikke undervurdere institutionens sejhed.”

I forhold til de store europæiske kulturlandes akademier kom det danske noget sent ud af startblokken. Berømte akademier som Det Franske Akademi og Det Svenske Akademi stammer fra henholdsvis 1630’erne (nedlagt under den franske revolution, men genoprettet i 1803) og 1786. I begge tilfælde har akademierne fra begyndelsen haft ansvar for sprogets røgt og pleje, herunder udgivelser af grammatikker og ordbøger. Også i Norge var sprogpolitikken i centrum, da Sigurd Hoel m.fl. i 1953 etablerede Det Norske Akademi for Språk og Litteratur, som ikke mindst skulle værne om rigsmålet og dets litteratur og fremme et frit og alsidigt åndsliv. I dag har Akademiet ansvar for sprogets normer gennem udgivelser af ordbøger, ordlister og bøger om sprog. Dertil kommer udgivelsesserier med essays og klassiske fortællinger.

Da Det Danske Akademi blev etableret så sent som i 1960 var det ikke resultatet af nogen national sprogpolitik. Men nok konsekvensen af datidens politiske styring af, hvilke forfattere der kom på finansloven. De tolv skønånder, der tog initiativet – i kapløb med tiden fordi Dansk Forfatterforening også rumsterede med Akademi-planer efter et langt mere demokratisk princip – mente at der var behov for et Akademi, der kunne kvalificere kulturpolitikken. De havde en pointe, og fire år senere blev Statens Kunstfond etableret. Ved Akademiets 25-års jubilæum skrev Torkild Bjørnvig, at Karl Bjarnhof, den egentlige initiativtager, havde betroet ham, at medlemmer af Det Svenske Akademi havde opfordret ham til at samle en gruppe danske intellektuelle i et dansk akademi efter svensk forbillede.

De tolv første medlemmer var Kjeld Abell, Karl Bjarnhof, Karen Blixen, Hans Brix, Thorkild Bjørnvig, H.C. Branner, Christian Elling, Agnes Henningsen, Tom Kristensen, Jacob Paludan, Paul V. Rubow og Knud Sønderby. Siden da har det selvbestaltede og selvsupplerende Akademi fungeret som det litterære Danmarks Olymp. Men altså uden officielle sprogpolitiske opgaver, som akademierne i udlandet ofte har. I 1966 opslugte Akademiet de hensygnende rester af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, der havde eksisteret siden 1759, uden dog at få noget i nærheden af den samme betydning, som akademierne har i andre lande (det er fra denne fusion Selskabets Pris har sit navn).

Det Danske Akademi holder efter testamentarisk ønske fra Karen Blixen sine møder på Rungstedlund. Her finder ikke mindst de traditionsrige møder sted, hvor inviterede forfattere læser op fra uudgivne manuskripter, hvorefter Akademiets medlemmer kommenterer.

I dag tilgodeses Det Danske Akademi på finansloven med cirka 650.000 kroner årligt. Pengene går til driften og til uddelingen af Akademiets Store Pris og Selskabets Pris. Akademiets øvrige priser finansieres af selvstændige legatformuer, som dog er så små, at de efterhånden har svært ved at forrente sig. Priserne dør langsomt ud.

Medlemmerne modtager ikke noget vederlag for arbejdet. Som professor Lasse Horne Kjældgaard fra Roskilde Universitet – 44 år og yngste medlem af Akademiet – siger: ”Det Danske Akademi er forenings-Danmark for litteratureliten.”

I fjor, da han som ny sekretær aflagde sin første beretning, talte Søren Ulrik Thomsen om, hvordan fortidens centraliserede litterære offentlighed nu til dags er afløst af en lang række underoffentligheder. I gamle dage var det nyhedsstof, når Akademiet optog nye medlemmer.

”I vore dage skal vi nok ikke skal regne med at aviserne afventer offentliggørelsen af nye medlemmer med tilbageholdt åndedræt,” konstaterer Søren Ulrik Thomsen. En note værd var det da, da Akademiet i forrige uge meddelte, at det i dag optager Ursula Andkjær Olsen og Thomas Boberg i sin kreds. Men hvis der er en vigende interesse for Det Danske Akademi i medier og offentlighed, skyldes det så ikke, at Akademiet holder meget lav profil? Kun uhyre sjældent har Akademiet en officiel mening om noget som helst. Senest var i maj måned i år, hvor man i et åbent brev til Københavns Universitet udtrykte stor bekymring over planerne om at nedlægge undervisningen i oldislandsk, moderne islandsk og færøsk. Akademiet så på beslutningen ”med dyb beklagelse”. Inden da skal man blade godt elleve år ti år tilbage i kalenderen for at finde en holdningstilkendegivelse fra Akademiet. Den kom i oktober 2007 og handlede om, at Danmarks Radio svigtede sine forpligtelser overfor kunst og kultur. Akademiet var ”foruroliget over, at mulighederne for at møde ældre og nyere kunstneriske udtryksformer gennem de elektroniske medier er blevet voldsomt reduceret”.

Søren Ulrik Thomsen har mødt spørgsmålet om Akademiets usynlighed utallige gange:

”Men vi er ikke i Akademiet for at være enige. Vi er individer, der mener alt muligt forskelligt. Vi bliver valgt på grund af vores kvaliteter som forfattere eller forskere, ikke fordi vi mener det samme. Vi kan vælge at kommentere de sager, som vi er enige om, men vi skal ikke mene noget hver gang der bliver skåret ned på kulturområdet. Sjældenhed er ikke et mål i sig selv, men offentlighedens interesse for automatreaktioner, vil hurtigt slides op automatreaktioner, vil slide os op,” siger han.

Akademiets sekretær mener faktisk ikke at det er rimeligt at efterlyse et mere synligt akademi. Selvom sekretærens tale kommenterer tidsånd og kulturpolitik, bliver den ikke omtalt i medierne, så hvad skal Akademiet gøre, spørger Søren Ulrik Thomsen retorisk. Det er jo ikke som dengang da PH blev valgt ind i Akademiet i 1963. Den dag kunne han ikke åbne sin hoveddør for bare blomsterbuketter.

Én ting er, at pressens interesse er aftaget gennem årene i takt med forandringen af den litterære offentlighed. Noget andet er, at den akademiske verden aldrig har opdaget Det Danske Akademi, som aldrig har været genstand for noget dybere forskning, hverken nu eller tidligere, selvom det er en betydningsfuld institution i litteraturens verden – og selvom det rekrutterer mange af sine medlemmer fra netop den akademiske verden. For tiden er der for eksempel to aktive professorer (Anne-Marie Mai og Lasse Horne Kjældgaard) og en lektor, dr.phil (Marianne Stidsen) fra universiteternes dansk- og litteraturstudier på Akademiets medlemsliste. De er naturligvis afskåret fra at drive akademisk forskning om deres egen institution. Men de er altså også afskåret fra at læse andres forskning – for den slags findes simpelthen ikke. Der er naturligvis sporadiske nævnelser i faglitteraturen og i erindringer og biografier, men der findes ingen dybere litteraturhistorisk analyse af Det Danske Akademis betydning for litteraturen.

Forfatteren Jan Thielke er ekstern lektor på Københavns Universitet. I femten år har han undervist i kulturformidling og institutionsanalyse. Men han har ikke brugt tid på Det Danske Akademi, og ikke én eneste studerende har vist interesse for det.

”Det Danske Akademi er en selvbestaltet eliteinstitution, der varetager en traditionel kulturopfattelse, som legitimerer sig på faglig og kunstnerisk kvalitet. Den måde at gøre tingene på kom i problemer efter postmodernismen, hvor det der før var højt værdsat ikke bare blev bragt på niveau med populærkultur, men også i praksis blev mindre værd. Fordi Akademiet ikke er en demokratisk institution, får den desværre et problem med at legitimere sig overfor et flertal i befolkningen og bevillingsgivere, fordi litterær kvalitet ikke opfattes som noget særligt vigtigt, måske snarere en anstødssten.”

Lektor Lars Handesten fra Syddansk Universitet udgav tidligere i år Litteraturen rundt. Aktører i det litterære felt, hvor han konstaterer ”Akademiet udtaler sig yderst sjældent i offentligheden og spiller på den måde ingen væsentlig rolle for dansk litteratur. Det er alene den anerkendelse og prestige, som følger med priserne, der har betydning”.

Lars Handesten er enig med Jan Thielke i karakteristikken af Akademiet som en selvbestaltet, umoderne gruppe. Men han mener også at Akademiet har en rolle at spille på sin eget gammeldags måde i en tid hvor alle mulige litterære priser bliver afgjort gennem det, han kalder ”meningmandsafstemninger”:

”Det er helt befriende, at Akademiet er et litterært, fagligt fællesskab, der hverken skeler til den brede smag eller har et publikum at tækkes. Men Den Store Pris er druknet i alle mulige andre priser, ikke mindst avisernes. Den huskes kun i et snævert litterært felt,” siger Lars Handesten.

Anne-Marie Mai er litteraturprofessor på Syddansk Universitet og medlem af Det Danske Akademi. Hun kalder Akademiet for et ”fordomsfrit frirum for diskussioner om dansk litteratur”. Det er et godt sted at være uenig og folde argumenter ud, siger hun:

”Vi er hver især aktive enkeltpersoner i offentligheden, men som akademi er der ikke mange sager, vi udtaler os om. Ofte er vi jo indbyrdes uenige, for eksempel i debatten om Det Svenske Akademi.”

Om Det Svenske Akademis livstruende krise har Marianne Stidsen, lektor på Københavns Universitet og medlem af Det Danske Akademi, fremført en meget markant kritik af den forhenværende permanente sekretær Sara Danius i flere kronikker. Marianne Stidsens synspunkter har mødt megen kritik, og også blandt danske akademimedlemmer var der omfattende uenighed.

”På et af vores møder suspenderede vi dagsordenen for at diskutere situationen i Det Svenske Akademi. Vi var meget uenige. Men det er et særkende for denne forsamling, at man kan være uenige og lyttende. Det siger noget om kvaliteten ved den her institution,” siger Anne-Marie Mai.

Også sekretæren Søren Ulrik Thomsen pointerer uenighedens betydning. Han husker at der var ”en intens stemning” under diskussionen om Det Svenske Akademi:

”Vi mener alle sammen noget hver især, for vi er frie intellektuelle ånder, og vores diskussioner foregår på en civiliseret måde, skarpt og høfligt.”

Lasse Horne Kjældgaard formulerer det på denne måde: ”Vi er ikke en kulturpolitisk interesseorganisation. Vi står for pluralisme i æstetiske positioner og politiske holdninger.”

Og Søren Ulrik Thomsen slår fast: ”Det Danske Akademi er en forsamling af individualister. Andet ville ikke give mening.” Set udefra har Lars Handesten denne dom: ”Det Danske Akademi spiller en meget lille rolle i dag. Medlemmerne lægger selv stor vægt på, at de ikke vil meget mere, end at uddele priser. Sådan har det altid været. Jeg kritiserede dem engang for kun at udgive skåltaler og lirumlarum i deres årsskrifter, mens verden brændte om dem under Rushdie-affæren, men så fik jeg læst og påskrevet af litteraturprofessor F.J. Billeskov-Jansen (medlem fra 1967 til sin død i 2002). Det var ikke Akademiets opgave at forholde sig til, hvad der skete i verden, sagde han.”

Lasse Horne Kjældgaard har en klar mening om, hvad Det Danske Akademi skal bidrage med for litteraturen:

”Vi skal bevare akademiernes grundidé fra 1700-tallet, nemlig at være drivkraft for en samtale om, hvad god kvalitet er. Vi skal have en kvalitetsfremmende effekt for dansk litteratur. Ved at pege på det bedste, bidrager vi til at kvaliteten stiger i det, der bliver skrevet. Det betyder noget for det nationale selvbillede og for alle de fødekæder, litteraturen indgår i. Vi skal ikke støje med meninger om aktuelle ting. Akademiet skal strukturere et litterært felt. Vores hovedopgave er at uddele priser til det værdifulde i litteraturen. Det giver andre mulighed for at kritisere og vise nye veje. Der skal jo være nogen at gøre oprør imod.”

Men problemet er, at ingen gør oprør i dag. Det Danske Akademi blev født i modvind dengang i 1960, hvor initiativtagerne blev gjort til grin i pressen som ”selvbestaltede” og ”udødelige”. Selvbestaltede, ja. Udødelige, nej. Allerede kort efter stiftelsen i 1960 måtte Akademiet gennemføre et generationsskifte, fordi flere af de første medlemmer døde. Det betød at modernisterne med Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen i spidsen kom ind og satte deres præg på Akademiet. I 1968 inviterede de Hans-Jørgen Nielsen til forfattermøde på Rungstedlund, men han afslog i en vred kommentar i Information. Han frabad sig at blive taget til ”Systemets brede bryst”. For ham var Akademiet en systembevarende, reaktionær og aristokratisk farce. Han opfordrede alle andre inviterede forfattere til at melde fra. Men hans oprør faldt til jorden – og mange af de kolleger, der ikke fulgte Hans-Jørgen Nielsen blev faktisk selv medlemmer af Akademiet i de følgende år.

I 1974 gennemførte Jørgen Nash, Jens Jørgen Thorsen og teatergruppen Solvognen en gimmick, hvor de slap hvide mus løs ved et møde i Akademiet, mens en kvinde opførte en selvmordsscene med teaterblod. Forud var gået en offentlig polemik om Den Store Pris, som dette år tilfaldt Sven Holm foran næsen på Tove Ditlevsen, som tidligere samme efterår havde forsøgt at begå selvmord i Rude Skov. Men selvmordsforsøget havde intet at gøre med, at hun blev forbigået som prismodtager, selvom Nash og Thorsen påstod det i deres intervention.

Siden da har ingen gjort mine til oprør mod Det Danske Akademi. Ved dagens årsmøde kommer det heller ikke til at ske, for der sker aldrig mere noget kontroversielt i Det Danske Akademi. Og dog: Nogen vil måske tænke, at Otto Gelsted-Prisen til Jeppe Brixvold skal forstås som opbakning til forfatteren, der for nylig blev fyret i kølvandet på rygtestrømmen om Forfatterskolen, hvor han var rektor. I hvert fald bliver han bakket stærkt op i den offentlige debat af Marianne Stidsen, Akademimedlemmet, der advarer imod det, hun kalder #Metoo-folkedomstolen i sagerne om både Det Svenske Akademi og Forfatterskolen. Men ikke desto mindre vil Søren Ulrik Thomsen holde sin tale, og prismodtagerne vil blive hyldet, i god ro og orden.

I sin bog om det litterære felt gør Lars Handesten status på denne lakoniske måde: ”Det selvbestaltede og selvsupplerende Akademi var især i slutningen af de antiautoritære tressere udsat for heftig kritik, fordi det magtfuldt tilgodeså en særlig modernistisk digtning, mens det angiveligt negligerede den unge avantgarde og den mere folkelige del af litteraturen (…) Akademiet kom således til at fremstå som et magt- og smagsmonopol. Siden har der dog ikke stået megen blæst om det.”

I dag modtager Christina Hesselholdt den prestigefyldte Det Danske Akademis Store Pris. Dagens øvrige prismodtagere er Jeppe Brixvold (Otto Gelsted-Prisen), Mette Moestrup (Beatrice Prisen) og Theresa Salomonsen (Klaus Rifbjergs debutantpris). Endelig honoreres Hanne Marie Svendsen for en livslang indsats i dansk litteratur som forfatter, kritiker og formidler med Selskabets Medalje.



Skriv en kommentar