Forbrydelse og straf

Weekendavisen den 20. april 2018.

Roman. Kim Blæsbjerg afslutter sin store krønike om kapitalismens kollaps netop nu.

Kim Blæsbjerg: Desertørerne 1-3, 464 sider, 299,95 kr. Roman. Rosinante.

I Anders And og Den Gyldne Hjelm, Carl Barks’ kostelige klassiker om grænseløs grådighed, spørger Anders i et brødebetynget øjeblik: ”Tror De ikke at der er noget der hedder straf?”, hvortil advokaten Skarp Skarpson svarer: ”Ikke når man har en god advokat!”

Jeg kom til at tænke på denne retsfilosofiske perle, da jeg afsluttede læsningen af Kim Blæsbjergs knap 1500 sider lange roman i tre bind, Desertørerne 1-3, hvor de tunge, truende tordenskyer har hængt dystert over smedejernslågen til familien Kappel Bruhns velhaverhus lige fra begyndelsen. Og nu hvor vi forlader dette frederiksbergske svar på Ewing-dynastiets Southfork Ranch, er den priviligerede erhvervsfamilie splittet i opbrud, nedbrud, sammenbrud. Skyen er bristefærdig.

Desertørerne 1-3 er en stort anlagt, handlingsmættet kollektivroman med en respektindgydende ambition om at være familiekrønike og tidsåndsportræt i ét. Vi er i en nutidsnær fortid, ved slutningen her i 2012. Finanskrisen har sat sine spor, også for den succesfulde tøjvirksomhed, der kæmper for at holde omkostningerne nede og priserne oppe. Det betyder at man nogen gange må vende det blinde øje til den måde underleverandørerne arbejder på ude i Østen, eller måske selv smukkesere lidt på virkeligheden for at opretholde forestillingen om, at man opfører sig ordentligt i alle værdikædens led. Men ingen kæde er jo stærkere, end det svageste led, og da en tekstilfabrik i Cambodja styrter sammen over de sagesløse syersker (inspireret af virkelighedens fabrikskollaps i Bangladesh i 2013), begynder det også for alvor at knage i Kappel Bruhn. Vakler de? Kollapser de?

Gennem fem år har vi fulgt opkomlingen Mark, der krænger en tung social arv af sig, forlader det trøstesløse barndomshjem i Lemvig, uddanner sig som jurist og kommer ind i familien Kappel Bruhn, både som kæreste til en af døtrene og som betroet medarbejder for den magtfulde Christian. Nu står Mark, der endnu ikke er fyldt 30, i en flerfløjet krise: Skal han genoptage sit forliste forhold til den ene datter, der gør klar til en karriere i virksomheden? Hvad er konsekvensen af hans forhold til den anden datter, der blev gravid og fik en abort? Hvad skal han stille op med sin småforhutlede bror, der hele tiden kommer til at skylde tjenester til den nordjyske narkomafia? Kan han redde faren, der er ved at drikke sig ihjel? Og hvad er egentlig sandheden om Marks stakkels mors pludselige død i en soloulykke på en lige landevej?

Som om alt dette ikke skulle være nok, befinder Mark sig pludselig i endnu en krise. Christians investeringer er langt fra helt fine i kanten, og jorden begynder at brænde under ham. Ganske vist har Mark kun været en slags kvalificeret mappebærer for sin chef, men hvis den store pater familias skal klare skæren, må en anden undgælde. Hvem viser hvem loyalitet? For Christian Kappel Bruhn burde Bagmandspolitiets undersøgelser være en torn i kødet, men han skyer al selverkendelse og anger. For ham udløser truslen om straf kun et spørgsmål om forsvarets strategi. Det intrikate blame game går i gang. Det er her replikken fra Den Gyldne Hjelm bringer sig selv i erindring.

Alle i familien er på et eller andet tidspunkt nødt til at bryde den loyalitet, som de ellers er lænket til (de deserterer, deraf titlen), og da magten over firmaet falder i hænderne på den ældste datter, kulminerer det hele med løgnere, stikkere, kongemagere og usurpatorer.

Kim Blæsbjergs temaer er gennemført velvalgte. Hans globaliseringskritik er absolut relevant. Men for de 1500 sider sker desværre noget nær det samme, som for fabrikken og familien. Ikke at det hele kollapser, trods alt ikke, men de sociale kontraster, kynismen og intrigemageriet er skildret lovlig skematisk. Jo, det er da underholdende. Men som fortælling er konstruktionen for langstrakt og svag i koderne til at Desertørerne 1-3 kan tage den kritiske plads i samtidslitteraturen, som den ellers så fortjenstfuldt rækker ud efter med historien om kapitalistens menneskelige og moralske kollaps.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *