Weekendavisen den 26. april 2018.

Rejsebog. Suzanne Brøgger jager de norske tilstande og leder efter landets særpræg. Det ender – naturligvis – med en norsk selfie.

Suzanne Brøgger: Norsk omelet. 344 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Sneen lå højt i Oslo her i marts, og alle fortove og veje var glatte af sortstampet, bundfrossen is. Jeg tilbragte en uge i byen, og på en af mine løbeture fortrak jeg fra de svært farbare gader til den rustrøde kunststofbelægning på Bislett Stadions indendørsbane. På et skilt læste jeg, at løberetning altid er mod uret, at man ikke må spytte, ikke må løbe med musik i ørerne osv. Og sidste punkt lød: ”Vis hensyn og utøv alminnelig folkeskikk.”

Almindelig folkeskik! Hvilket vidunderligt begreb. Men hvad dækker det? Jeg sendte min norske veninde Silje en sms. Hun svarede: ”Folkeskikk betyr: oppfør dig slik at du ikke er kilde til irritasjon for noen, tenk på andre og tenk på hvor flau dine foreldre ville blitt om de så dig mangle folkeskikk”. Det handler om, skrev Silje, et minimum af menneskelig tilpasningsdygtighed og god opførsel, og straks faldt tiøren: Norsk folkeskik er lig med Kardemommeloven fra Thorbjørn Egners Folk og røvere i Kardemomme By: ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”

Jeg kom til at tænke på dette norske social-etiske fænomen under læsning af Suzanne Brøggers Norsk omelet, en essayistisk rejsebog fra vort lange broderland mod nord, men mest undrede jeg mig over, at forfatteren end ikke strejfer folkeskikbegrebet når hun har sat sig for at ”bore efter de kulturbærende lag i et forsøg på at finde landets særpræg”, som hun selv formulerer det.

Suzanne Brøgger kunne meget vel være snublet over folkeskikken, ikke bare som en levevis, men også som et selvforståelsesbegreb. Til gengæld finder hun så meget andet, ikke mindst egne indfald og udfald, digressioner og omveje, som det nu engang falder på ruten. Hen mod bogens slutningen refererer hun en samtale, hvor den norske filosof Bjørn Rabjerg spørger, hvordan hendes bog vil blive. Hun svarer: ”Vagabonderende og fragmentarisk”, og det er sandt for dyden et ærligt svar. Bogen er en henkastet, aforistisk og arbitrær vagantreportage, der nok hedder Norsk omelet, men mest af alt ligner den det, som man på norsk ville kalde eggerøre (bogen udkom for nylig i Norge under titlen Omelette norvégienne, en dessert med marengs og indbagt is, som Suzanne Brøgger engang har kokkereret til Paul Auster og Siri Hustvedt).

Det er den norske forlægger Erling Kagge (som også er forfatter, jurist, kunstsamler, bjergbestiger og eventyrer, og hvis mor engang var Suzanne Brøggers norske redaktør), der har inviteret den danske forfatter til at skrive rejsebogen. Men naturligvis kan hun ikke skrive et portræt af Norge uden at skrive et portræt af sig selv, hør blot:

”Hvor er ‘originalerne’ blevet af? Hvorfor bliver alle i verden stadig mere ensartede? Måske går der nu om dage så uendeligt meget energi til at omfatte alle slags fremmedartede mærkværdigheder, at overanstrengelsen i så henseende er ved at nå bristepunktet. Når man både er blevet nabo til somaliere, tyrkere, pakistanere, palæstinensere og alverdens folk, er der rigeligt at se til. Hvis der også skulle være originaler til, ville bægeret uvægerligt flyde over. Forfatterne er efter min bedste overbevisning det sidste udkast til originaler i vores samfund. For det er mennesker, der, uden at vide, hvad de gør eller hvorfor, hengiver sig bevidst til det ubevidste. (En dag opstår der en form, en ting, ud af denne mærkelige aktivitet. Det kaldes en bog.) Forfatteren skriver vertikalt, fra ubevidst til bevidst, men bogen breder sig horisontalt, og der opstår en eller anden sandhed, som ingen kan planlægge, gøre rede for eller være herre over. For det er en levende sandhed, der hele tiden ændrer sig dér, hvor den vertikale og den horisontale linje krydser.”

Suzanne Brøgger efterlyser originaler, og hun finder – sig selv. Naturligvis. Nu er hun klar til rejsen, og hun sætter som bekendt sin hat som hun vil:

”Som tilhørende det lag, der på norsk kaldes for flødeskumsgenerationen – os, der har aftjent vores værnepligt – har jeg som det anarkistiske svar på tidens sindssyge under første verdenskrig, eller anden eller tredje, en rød bowler på som udtryk for den indre dada.”

Suzanne Brøgger rejseuniform bringer mindelser om en anden vagabond i tidens sindsyge, nemlig kollegaen Madame Nielsen, der rejser rundt i hele verden med sin bordeaux knop af en alpehue. Den modige Madame træder et par gange frem i Suzanne Brøggers tekst som et respektaftvingende undtagelsesmenneske, hvis radikale originalitet betød, at han/hun engang blev stenet i Etiopien. Så er det jo langt mere omkostningsfrit at rejse rundt i det civiliserede Norge med en rød bowler, ja det er i grunden ikke det fjerneste dada.

Flødeskumsgenerationen har aftjent sin værnepligt, siger Suzanne Brøgger, der herefter gentagne gange kalder sig selv for en Flødeskumsvagabond. Det lyder lovlig kækt og mere af pensionistrejse, end af litterær forfatterreportage. Men heldigvis er der stadig bid i Brøgger, der ikke mindst strøer om sig med dejlige idiosynkratiske bredsider mod New Public Management, ligesom hun har en sag, når hun argumenterer for dannelse, åndens samhørighed og empatiens ekspansion som en utopi, det er værd at satse på, selvom hun – meget essayistisk – spørger mere, end hun svarer.

Men når Suzanne Brøgger spiser frokost med gamle Thorvald Stoltenberg og pludselig mener, at Serbien under Balkankrigen blev udnævnt til fjende og Bosnien til ven af hensyn til Europas behov for Saudiernes olie, savner man virkelig sammenhæng og dybde i ræsonnementet. Er det her Suzanne Brøggers Peter Handke-øjeblik?

På samme måde virker det mildest talt besynderligt, når Suzanne Brøgger skriver sådan her: ”Hvorfor er der ingen andre, der tager fat om nældens rod og adresserer vor tids dominerende ondskab? Hvorfor er der ingen, der spørger, hvad det er for en gyserudvikling, der har forvandlet en islamisk tradition baseret på fredelig livsopretholdelse til et sygeligt dødsrace?” Ingen andre? Jeg synes da at alle ”adresserer vor tids dominerende ondskab”.

Norsk omelet er formelt set en skildring af det norske. Men den handler også om det danske, tidsånden og forfatteren. Suzanne Brøgger kender sig selv, siger hun, i de norske paradokser, hun er både en eventyrlysten fantast og en solid bondekone, der passer sin urtehave. Hun har – som nordmændende – nok i sig selv. Men er det ikke, spørger hun, for corny at skrive en norsk selfie? Nej, ingenlunde. Suzanne Brøgger skrev jo selfielitteratur længe før autofiktionen fik sit navn (virkelighedslitteratur, siger de i Norge med et elendigt begreb), men det er netop i det corny at kvaliteten ligger, og derfor er det ikke overraskende, at Suzanne Brøggers amatørantropologiske bog om Norge ikke mindst er et interessant portræt af hende selv.

Suzanne Brøggers forhold til Norge er blandet op med en besk oplevelse mange år tilbage, hvor en norsk journalist spørger hende, med hvilken legitimitet, hun skriver sine bøger. Hva’? bryder hun ud i vantro. ”Måske var det i virkeligheden her, jeg – fejlagtigt? – havde besluttet, at jeg måtte lære at beskytte mig selv mod Norge”.

Beskyttelsestiden er ovre, og det er forhåbentlig gensidigt. Norsk omelet er ikke vellykket i hver en vig, af og til for causerende sløset, kun halvvejs inde i dessertens kolde kerne, og alt for vilkårlig til at have gyldighed som norsk mentalitetsportræt. Gad vide om det er god folkeskik at være så fokuseret på sig selv? I hvert fald er det helt oplagt ganske god forfatterskik.



Skriv en kommentar