Weekendavisen den 6. juli 2018.

Kommentar. Det vil det være befriende, hvis nogen ærligt sagde: Vi vil ikke være et tolerant kontinent.

Det mest bemærkelsesværdige ved sidste uges EU-topmøde om flygtninge og migranter, var et forslag om, at EU skal oprette »kontrollerede centre« – i medlemsstaterne. Den idé er opsigtsvækkende. I årevis har vi hørt de mange krav om hen- og afvisningslejre på uattraktive adresser udenfor EU – for tiden kaldet »regionale opsamlingsplatforme« – men tanken om, at EU-landene selv skal lægge jord til, er ny.

For at give sin principielle accept til at »konceptet bør undersøges«, har FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) til gengæld bedt EU om også selv at spæde til. De mennesker, der reddes på EU’s territorium – og det må også betyde i europæisk farvand – skal overføres til disse centre i et eller flere EU-lande, hvor sagsbehandlingen skal finde sted. Flygtninge, der får opholdstilladelse, skal fordeles til et medlemsland, mens migranter og asylsøgere, der får afslag, skal sendes retur til deres oprindelseslande. Princippet er altså nøjagtig det samme, som med afskrækkelsescentrene i Afrika.

Det er næppe med flertallet af de europæiske lederes gode viljer, at sådan en idé er kommet med i topmødekonklusionerne. Der er snarere tale om en nødvendig diplomatisk afvejning for at kunne opnå et stille nik fra UNHCR til oprettelsen af de centre i uspecificerede lande, som EU-lederne drømmer om. At UNHCR overhovedet bliver hørt, vidner om at især Tyskland og Sverige stadig forsøger at civilisere højredrejningen.

Det var næppe det, Lars Løkke Rasmussen havde ønsket sig, slet ikke fordi der skal ske en fordeling til medlemsstaterne af de godkendte flygtninge. Den model tror den danske statsminister ikke på, og Danmark kommer næppe til at deltage i ordningen, som holdes frivillig. Til gengæld fortsætter Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende også med at planlægge udrejsecentre i en uattraktiv ravnekrog. Endnu konkretiserer han ikke, men nøjes med at tale om et »pilotprojekt«. Angiveligt er Østrig allieret i planen.

Logikken i topmødekonklusionerne er fornuftigt nok, at der skal være en klar kontrol med Europas ydre grænser. EU-lederne er derfor enige om at øge bevogtningen ved alle flygtningeruterne – fra Balkan over Grækenland og Italien til Spanien – og fortsætte betalingen til Tyrkiet for at bremse transporterne til Grækenland og modtage de afviste, samt øge støtten til den libyske kystvagt. Samtidig postes der fornuftigt flere forebyggelsesmidler i i Afrika.

Bag disse ideer – hvor især de regionale »opsamlingsplatforme« stadig kun er hensigtserklæringer med gigantiske operationelle problemer forude (hvilke lande skal lægge jord til, og på hvilke vilkår?) – befinder sig en brutal og barsk magtkamp om Europas sjæl mellem unionslande, der ikke deler afgørende idealer og værdier.

På den ene side står de lande, der fortsat ønsker, at Europa og EU skal have et højt humanitært niveau, og som mener at vi ikke må forråde vores pligt til at beskytte en del af verdens forfulgte. I så fald forråder vi nemlig også os selv og de grundlæggende værdier, som Den Europæiske Menneskerettighedserklæring og FN-konventionen om flygtninges retsstilling er baseret på. Her er Tyskland og Sverige fortroppen.

På den anden side står de lande, der kun ønsker lukkede grænser, fuldt stop for flygtninge – og udvisning af de flygtninge, der allerede er her. Hvis ikke, siger de, forråder vi nemlig os selv og vores kulturelle, nationale og religiøse egenart. Her fører Ungarn, Polen og Østrig an. Og de har medvind. Victor Orban har jo ret, når han siger, at det er den vej, befolkningerne vil.

UNHCR’s lille intervention i migrationsaftalen, er en sten i skoen på ambitionen om at lukke grænserne mest muligt, men samtidig har flygtningeorganisationen givet sin ubegejstrede velsignelse til at EU kan stramme skruen. De har set, at Europa drejer ustoppeligt mod højre. Stort set alle demokratiske valg giver næring til de partier og bevægelser, der vil lukke maksimalt af for flygtninge.

Flere og flere politikere og opinionsdannere kræver »re-migration«, altså udvisning af flygtninge (der menes: muslimer). Den europæiske selvopfattelse som tolerancens og humanismens historiske arnested og højborg er under massivt pres. Med den nationalistiske, anti-humanistiske og religiøse fremdrift i Europa, vil det være befriende, hvis nogen ærligt sagde: Vi vil ikke være et tolerant kontinent.



Skriv en kommentar