Weekendavisen den 23. marts 2018.
Kommentar. Engang havde vi forfattere, der så samfundsengagement som en pligt. Nu kommer Den Ligeglade Forfatter.
I det nye nummer af netmagasinet Atlas’ bogtillæg (der udkommer på papir) melder forfatteren Lars Frost sig ud af den offentlige debat. Under et fotografi af en mand, der stikker hovedet i sandet, skriver han, at han fremover forbeholder sig retten til ikke at mene noget om mange ting: ”Sikke en lettelse, det er, at melde sig ud af den offentlige debat. Nu finder jeg stor glæde i at udbasunere, at jeg ikke har sat mig ind i dette og dette. Jeg aner ikke, hvad du taler om, råber jeg. Eller jeg proklamerer at jeg ikke interesserer mig for dette og dette. Og det er sandt.”
Er Lars Frost ironisk eller oprigtig? Jeg vælger at tro, at han mener, hvad han skriver. Han er nået til et sted i (forfatter)livet, hvor han bare er ligeglad. Tidligere har han ment, at den gode og interessante forfatter bør mene NOGET: ”Forfatteren er først og fremmest menneske og borger, og som samfundsborger BØR man blande sig”. Mente han altså engang. Nu mener han noget andet. Og det er en lettelse. Det er svimlende at tænke på borgeren, borgerens forventninger til sig selv, og borgerens forventning til de andre, skriver han. Men disse forventninger har Lars Frost altså løsrevet sig fra. Den frigjorte forfatter mener ikke mere noget. Udover, altså, at forfatteren skal være fri.
Lars Frost fremlægger en soleklar præmis for sin eksilering fra debatten. Han er ikke længere en del af de priviligerede fås fællesskab med adgang til de rigtige medier, de velrenommerede ældre mænd, journalister, tv-værter, politikere. Og forfattere. Nej, nu er debatten allemandseje, og hvis man taler højt nok, brutalt nok, dumt nok, skal man nok blive hørt. Ak ja, det er jo den demokratiserede debats akilleshæl, at almindelige mennesker også har en mening.
Lars Frosts beslutning om at lade debatten sejle sin egen sø er en god anledning til at spørge, hvad forfatterne egentlig bidrager med, når de ikke skriver litteratur. Da en teatergruppe for et par år siden kaldte til kunstnerkamp mod det lovkompleks, der blandt andet omfattede Inger Støjbergs herostratisk berømte smykkebeslaglæggelseslov, skrev Carsten Jensen en prolog, hvor han definerede kunstnerens rolle i samfundsdebatten:
”Vi står her ikke, fordi vi er jurister. Vi står her ikke, fordi vi er politikere. Vi står her ikke, fordi vi er journalister eller meningsdannere eller spindoktorer. Vi står her, fordi vi er kunstnere. Men hvad vil det sige at være kunstner? Ifølge Den Danske Ordbog er kunst udtryk for eller bevidst brug af menneskelig skaberevne og fantasi til frembringelse af værker, som kan påvirke eller udfordre modtageren æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt. Jeg kan sagtens give et meget mere uklart svar, som måske alligevel vil opklare noget: Kunstnere er det tvetydiges jurister, det usagtes politikere, det ordløses meningsdannere, det uhåndterliges journalister, en svært definerbar og altid skrøbelig menneskeligheds spindoktorer.”
Det er dette broder- og søsterskab, Lars Frost nu melder sig ud af. Carsten Jensen, Kaspar Colling Nielsen, Peder Frederik Jensen, Anne Lise Marstrand Jørgensen, Hanne-Vibeke Holst, Katrine Marie Guldager, Jens Christian Grøndahl, Madame Nielsen, Lone Aburas og mange, mange flere vil naturligvis stadig være der med deres meninger, refleksioner og iagttagelser, lejlighedsvis eller uafbrudt, for forfattere er ikke skabt til at holde mund. Når de ikke skriver deres litteratur, skriver de alt mulig andet, herunder meningstilkendegivelser, og deres samfundsbidrag er betydeligt.
Naturligvis er det ikke nogen naturlov, at forfattere skal være debattører. Men uanset om Lars Frost er ironiker eller ej, når han nedlægger sig selv som debattør, er det ironisk at han – som proklamerede, at hans romantrilogi Smukke biler efter krigen, Ubevidst rødgang og Skønvirke var en skildring af velfærdsstaten – forlader debatten bedst som Lasse Horne Kjældgaard udgiver sin afhandling om forfatternes rolle i netop velfærdsstatsdebatten. Dengang havde vi forfattere, der så samfundsengagement som en pligt, ja Lars Frost var jo en af deres arvtagere. Men nu introducerer han en ny forfattertype: Den Ligeglade Forfatter, der går fra borde, fordi meningsprivilegiet er blevet brudt.
At opsige debatten blev en sidste sag for Frost som debattør. Det lyder jo helt paradoksalt. Han kunne jo bare have lusket ud af debatten gennem bagdøren med et stille suk. Så er det satire? Nej, jeg tror altså at det er en helt oprigtig nedsmeltning efter års metaltræthed. Måske har de sociale medier skyldes, jeg ved det ikke, jeg bruger dem ikke selv, og dybest set synes jeg også at forfatterne bør gemme det meste af deres energi og skrivekraft til litteraturen. Så drop du bare debatten, Lars Frost. Den gode nyhed er, at du ikke vil komme til at savne den et sekund. Den dårlige nyhed er til gengæld, at det er gensidigt. Debatten vil nemlig slet ikke opdage af du er stået af. At forlade den offentlige meningsudveksling er som at slå op med en kæreste, man for længst er blevet droppet af. Men vi ses vel stadig i litteraturen? Romanen er jo stadig et forum for samfundsengagement og meningsdannelse.