Weekendavisen den 21. december 2018.

Tilbageblik. Henrik Pontoppidan underdriver sin egen betydelighed i sine sene erindringer, der nu udkommer med en række spøjse ordforklaringer.

Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv. Et tilbageblik. 144 sider, 149,95 kr. Gyldendals Julebog 2018.

Det findes både beskedenhed og falsk beskedenhed. Med ingen af delene skrev Henrik Pontoppidan sin livssene erindringsbog, men derimod med en sjældent synlig sagtmodighed, hvor forfatteren har valgt at sætte det lys under skæppe, som han retfærdigvis kunne have sat i stage. I forordet til Undervejs til mig selv. Et tilbageblik bemærker forlægger Johannes Riis fuldkommen præcist det, som karakteriserer bogen, nemlig at den er ”nøgtern, lavmælt og meget lidt selvhævdende”.

Det tør siges. Henrik Pontoppidan gør roligt rede for sine livsfaser, men det mesterlige forfatterskab er helt nedtonet, ikke en eneste titel på de store romaner er nævnt, intet hører vi om tilværelsen som forfatter. Nåh ja, en halvpart i Nobelprisen bliver helt kort nævnt i forbifarten hen mod slutningen, men til sidst fælder Pontoppidan dom over sig selv:

”Store Bedrifter øvede jeg desuden heller ikke med Pennen; jeg veed det godt. Men jeg gjorde en Række Aar min skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp. Nu er ogsaa det forbi. Fra en Sygestol imødeser jeg ret fortrøstningsfuldt den nye Dag. For der kommer vel en Tid, da fornuften igen regerer i Verden og skaber en Tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over.”

Jeg spørger mig selv, om jeg – af lutter veneration for Henrik Pontoppidans romaner – holder hånden over ham. Er det sagtmodighed? Lyder det ikke mere som falsk beskedenhed? Jeg ved det ikke, men forhåbentlig er Henrik Pontoppidan bare en subtil og diskret ironiker, når han skildrer sig selv som forfatter.

Tilbageblikkets hovedvægt er lagt på det nære, slægten, familien, opvæksten, stederne, ikke på det litterære, kunstneriske, ideologiske. Et sted er der en fin skildring af det journalistiske miljø omkring Ernst Brandes og hans fallerede blad Kjøbenhavns Børs-Tidende, som Pontoppidan bidrog til, men næsten ikke en eneste stavelse om Edvard og Georg, Ernsts berømte brødre. Til gengæld erkender Henrik Pontoppidan, at han drømte om at ”blive en af de moderne Mirakel- og Spektakelmænd, der skulle omskabe Verden og gøre den lykkelig”.

Henrik Pontoppidan tilrettelægger sine tilbageblik i durkdrevne årsagskæder. Under første verdenskrig driver dagene roligt hen i ”det nøjtrale Danmark”, skriver han. Men noget af betydning udover øjeblikket fandt dog sted af og til. Han nævner Nobelprisen i 1917, som han efter eget udsagn får, fordi han er fyldt 60 – og altså ikke fordi, han skrev fremragende litteratur. Igen: subtil, diskret, sagtmodig. Prisen var velkommen, erkender han, fordi han kort forinden havde været ramt af ”en Katastrofe”. På grund af den aldrende krops ”Katzenjammer” med ”fæle Jagninger i den højre Side”, sendte lægen ham på en brøndkur i Wiesbaden. Det hjælper ikke, og til sidst ender det med en operation for galdesten. Det ser sort ud, men Henrik Pontoppidan overlever. Mens medpatienter blev båret væk som lig, havde han heldet med sig, Fru Fortunas skødebarn, som han flere gange kalder sig selv (ganske som Lykke-Per). Og så slår han fast:

”Selv i mine mistrøstigste Hospitalstimer havde jeg bevaret mit ædruelige Syn på Livet og dets Afslutning. Trods mine mange præstelige Forfædre vedblev jeg at være ude af stand til at leve et Troesliv og overbevises om Kirkelærens Guddommelighed.”

Undervejs til mig selv. Et tilbageblik er forfatterens egen stærkt forkortede sammenskrivning af fire erindringsbind, der udkom 1933-40. Bogen har, skriver Johannes Riis, ikke været optrykt siden den udkom i 1943. Det er imidlertid ikke helt sandt. Jeg ejer i hvert fald et andet oplag fra 1954 med P.S. Krøyers fine blyantsportræt af Henrik Pontoppidan på smudsomslaget. Nu kan den stå side om side i reolen med den nye udgave, hvis omslag har et flot fotografisk portræt (ikke krediteret, desværre) af den aldersstegne, hvidhårede forfatter med et klogt, omend noget træt blik, i et værdigt furet ansigt.

Denne anden udgav er udstyret med nogle spøjse ordforklaringer. Nogle noter er gunstige, andre virker helt overflødige. Er det virkelig nødvendigt at forklare ord som hellebarder, koldfeber, kalvekrøs og kaperkuske? Nej. Til gengæld ville det give god mening at forklare nattevægterens ”salmoderende brummen”. Men om dette mystiske ord noterer ordforklaringen blot, at det er ”ikke identificeret”. På Henrik Pontoppidan Selskabets hjemmeside finder man dog nemt et brev fra forfatterens ven Martinus Galschiøt, der efter at have gennemlæst manuskriptet til det oprindelige bind erindringer i 1933 skrev til Pontoppidan, at ”’salmoderende’ er nok et mærkeligt Ord, der ikke falder let paa Tungen – men det er vanskeligt at finde et andet. Hvad vilde De sige til salmedrævende.” Det sagde Henrik Pontoppidan tydeligvis nej til. Men nu fik vi en indikation af, hvad det ikke-identificerede ord kunne betyde. Og sørme om ikke en opringning til det fortræffelige Dansk Sprognævns spørgetelefon giver hele svaret! Vi skal såmænd bare via tysk, hvor ordet betyder en særlig rytme i liturgisk sang. Dermed er ordet identificeret ved lethed.

Undervejs til mig selv. Et tilbageblik er en lille bog, der udløser stor taknemmelighed i sin læser. Den er fin, fornem, elegant og – ja, sagtmodig. Tidsportrættet er betagende: Egnen omkring Gudenåen har ikke ændret sig siden de ældste stenalderfolk plaskede rundt i udhulede træstammer, skriver Pontoppidan. Og om telefonens opfindelse siger han, at dagliglivets fred blev fordrevet til fordel for apparatets sladderagtighed…

Henrik Pontoppidan underdriver sin egen betydelighed, men han var jo en af dansk litteraturs helt dominerende Mirakel- og Spektakelmænd (ifølge ordlisten er begrebet ikke identificeret, men er der noget at identificere?). Hans tilbageblik er velegnet forberedelseslæsning til den første egentlige Henrik Pontoppidan-biografi, som Flemming Behrendt har arbejdet på i årtier og udgiver til foråret.



Skriv en kommentar