Weekendavisen den 24. august 2018.

Amager. Morten Papes nye roman er forsmædelig racismerealisme, desværre hentet ud af virkeligheden.

Morten Pape: Guds bedste børn. 440 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Vi er på Amager for ti år siden. Et par fætre, Simon og Mickey, på 17 og 15 strejfer rundt i en bil som et par vaskeægte wannabegangsterne. Drengene kommer fra sønderbrudte hjem, og intet giver dem mulighed for at bryde den negative sociale arv. De lever skæve på dope og høje på racisme, og nu leder de efter et slagsmål, der kan tage dampen af kedlen for et øjeblik.

På et gadehjørne ser de to fyre, der spiser pizza. Det er avisbudene Zeki og Jamil, der er færdige med ruten. De danske drenge synes, at de to perkere stirrer provokerende efter dem. Simon kaster bilen rundt i en u-vending. Mickey stiger ud, tager et boldtræ i bagagerummet, og smadrer kraniet på Zeki.

Morten Papes Guds bedste børn er amagerkansk voldsrealisme uden omsvøb, baseret på autentiske begivenheder, men naturligvis fortalt som en variation over virkeligheden. Der fandt rent faktisk et køllemord sted på hjørnet af Polensgade og Lergravsvej på Amager i 2008, stort set som beskrevet i romanen, og forfatteren har i et interview med DR fortalt, at han engang kendte gerningsmanden, som var en af hans lillebrors venner og desuden søn af Morten Papes fars forhenværende kæreste.

I krydsklip mellem tid, sted og synsvinkel folder romanen baggrundshistorierne ud. De to socialt stigmatiserede knægte er prædestinerede til at blive kriminelle. Racisme og systemforagt går hånd i hånd med et sygt loyalitets- og moralkodeks, der knytter sig til familien, gruppen, gaden, øen. Deres identitet og selvværd afhænger af territorieforsvar: Ind og ud og hjem igen, som de siger. De to fætre går under aliaset Brødrene Vold.

Mens der antydningsvis findes en mikroskopisk snert af tankemæssig selvindsigt i Simon (der som 17-årige bliver tvillingefar), er den analfabetiske Mickey allerede som 14-årig redningsløst fortabt. Der er intet filter på hans racisme, ingen tøven i hans vilje til vold, ingen forbehold i hans fascination af vold som magt. Mickey fantaserer om tortur og mishandling: ”Gud velsigne nogen man kan hade så meget at man kan lide sig selv igen,” tænker han, og længes efter den anerkendelse, der ligger i at sidde i fængsel. En avisartikel kalder ham ‘Drengen der måtte dræbe’. Han konstaterer: ”Det lyder som mig”.

Det interessante ved udtrykket ”Guds bedste børn” er den negative vinkling, det altid anvendes med. Man siger jo aldrig at nogen er Guds bedste børn. Man siger kun: ”Han er ikke et af Guds bedste børn”, underforstået: han er en slyngel. Men er der midt i dommen ikke også en snert af overbærenhed eller tilgivelsesparathed? Udtrykket optræder én enkelt gang i Morten Papes roman, og det handler ikke om gerningsmanden, men om hans offer: ”Zeki var jo ikke ligefrem et af Guds bedste børn”. Nej, måske ikke. Men hvad skal man så kalde ham, der slog skallen ind på ham? Den slags vil romanen gerne have os til at overveje, for måske kan man opnå tilgivelse gennem anger eller finde tryghed og frelse i en religiøs identitet? Findes der en verden på den anden side af hadet?

Morten Pape arbejder i samme boldgade som Jonas T. Bengtsson, men rent skriveæstetisk er han kun en jævn håndværksprosaist. Han forsøger ganske vist at garnere sit gerningsmandsportræt af Mickey med indre monologer (skrevet med små begyndelsesbogstaver ved nyt afsnit, men i øvrigt ortografisk korrekt, hvilket virker halvhjertet). Disse tankestrømme omfatter blandt andet en selvspejling i en imaginær bisonokse, et totemdyr, som Mickey aldrig har set før, men ”det er som om du altid har holdt øje med mig”. Det kan man jo så tolke psykologisk.

Guds bedste børn er forsmædelig racismerealisme fra den del af Amager, der endnu for ti år siden holdt stand mod gentrificeringen. Der er intet melodramatisk i Morten Papes virkelighedsgengivelse. Så usselt og ydmygende lever folk faktisk i vores by. Og sådan en racistisk brutalitet og social forarmelse findes jo derude. Det er ikke noget, Morten Pape har opdigtet, det er desværre hentet ud af virkeligheden. Kølledrabet fandt sted, og gerningsmanden kaldte sit offer for et fucking perkersvin. Det læste jeg vel om dengang i 2008 og i 2009, da den kun 15-årige drabsmand fik fem års fængsel. Men indtil Morten Papes roman havde jeg glemt alt om det. Bagefter slog jeg sagen op på nettet. Den dræbte hed Deniz Uzun. Det minder bizart meget om Dan Uzan, ofret fra synagogen.

Guds bedste børn er ikke nogen velafmålt roman. Den er lovlig kulørt, skabelonagtig og lang, sådan som romaner med utilslørede bestsellerhensigter alt for ofte er, og den mangler sproglig skønhed for at være mindeværdig. Men på sin egen måde er den betydningsfuld. Læs den og resigner.



Skriv en kommentar