Weekendavisen 6. april 2018.

Retssalsdrama. Dramatikeren Aaron Sorkin fik først lov til at dramatisere Harper Lees ‘Dræb ikke en sangfugl’. Men da eksekutorerne læste manuskriptet sagde de: ”See You in court…”

Det er titanernes kamp, når repræsentanter for to af den amerikanske litteraturs mest velskrevne retssalsdramaer snart kommer til at stå overfor hinanden i en retssal. I sagsøgerens hjørne finder vi boet efter forfatteren Harper Lee og romanen To Kill A Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl), og i sagsøgtes hjørne finder vi Aaron Sorkin, dramatiker og screen writer til blandt andet teaterstykket og filmen A Few Good Men (Et spørgsmål om ære).

Harper Lees estate havde solgt Aaron Sorkin retten til at omskrive den berømte roman til scenen, hvor der efter planen skulle være Broadway-premiere i december 2018. Men manuskriptet stillede ikke de strenge eksekutorer tilfredse, og så sagde de See You in court.

De to forfattere, Harper Lee og Aaron Sorkin, er ellers kongeniale, ja en slags retfærdighedssøgende litterært-juridiske soulmates, i hvert fald som det kommer til udtryk i deres respektive hovedværker. Dræb ikke en sangfuglEt spørgsmål om ære (1992) skildrer den uerfarne Daniel Kaffee, juniorjurist i den amerikanske marine, der får til opgave at forsvare en overkonstabler og en menig, der har udført en illegal straf, en code red, mod en anden menig med den (utilsigtede) konsekvens at han døde. Straffen er – viser det sig – beordret af selveste obersten.

Hvis man har læst ”Sangfuglen” og set filmatiseringen med Gregory Peck i rollen som Atticus, forstår man godt, at de fleste jurastuderende i USA, der sigter mod at blive forsvarsadvokater, siger, at det var Atticus Finch, der inspirerede dem (i hvert fald ifølge overleveringen).

Ganske vist kan Atticus ikke frelse staklen, der står uretfærdigt anklaget, dertil er 30’ernes strukturelle sydstatsracisme for stærk, men han står stolt og stærk, lige som Henrik Ibsens Doktor Stockmann i En Folkefiende, der ikke kan besejre kapitalinteresserne, selvom han kan bevise, at byens sanatorium bliver forurenet af spildevand fra gaveriet. Han taber, men han har retten på sin side.

Og hvis man har set Et spørgsmål om ære med den suverænt selvsikre Tom Cruise i rollen som Danny Kaffee, der krydsforhører Oberst Nathan R. Jessup, spillet med diabolsk magtbrynde af Jack Nicholson, ved man, at intet er mere respektindgydende, end en underlegen mand, der er prædestineret til at tabe, men trodser overmagten. ”Vil De have svar?” råber obersten. ”Jeg vil have sandheden,” svarer advokaten, og oberstens maske begynder at falde: ”You can’t handle the truth! ” Ingen magter replikkunsten bedre, end Aaron Sorkin. Og åh, hvor vi håber på at retfærdighed sker fyldest.

Harper Lee var en af den amerikanske litteraturs uudgrundelig tavse sfinkser. Hun skrev aldrig en linje igen efter Dræb ikke en sangfugl, og hun levede helst udenfor offentlighedens søgelys. Men inden sin død i 2016 solgte hun og hendes rådgivere retten til at dramatisere romanen til den berømte dramatiker Aaron Sorkin og produceren Scott Rudins selskab Rudinplay for beskedne 100.000 $ plus royalty af billetsalget. Men nu har den litterære agent Andrew Nurnberg og advokaten, der bestyrer Harper Lees rettigheder, Tonja Carter, så læst manuskriptet, og de mener, at det ”afviger fra romanens ånd”.

Advokaten påpeger, at Aaron Sorkin har ændret på flere af romanens karakterer, blandt andre på den sakrosante Atticus, der efter planen skal spilles af Jeff Daniels. Nu fremstår advokaten ikke helt så ædel, som da Gregory Peck gav ham krop og stemme. Han har fået flere nuancer, forstår man. Som Aaron Sorkin selv sagde til magasinet Voulture.com i september i fjor:

”Han bliver først Atticus Finch hen mod slutningen af skuespillet, og undervejs har han en løbende diskussion med Calpurina, husholdersken, som får en meget større rolle i skuespillet, end hun har i romanen. Atticus nægter at indse, at hans venner og naboer og hele verden omkring ham i Maycomb County er så racistisk, som den er. Han bliver en slags apologet for disse mennesker.”

Denne udtalelse indgår i anklageskriftet som om det var en slags tilståelsessag. Men Aaron Sorkin har allerede skrevet gode replikker til sit eget forsvar. Han påpeger, at advokaten Tonja Carter selv var meget aktiv i udgivelsen af den hidtil hemmeligholdte roman Go Set A Watchman (Sæt en vagtpost ud), der udkom kort efter Harper Lees død. Dette manuskript havde forfatteren skrevet før ”Sangfuglen”, men forlaget bad hende skrive om og ændre fokus. Det gjorde hun så, og en klassiker var født. Men finten er, at Go Set A Watchman viste Harper Lees oprindelige intention. Og i denne roman ender Atticus faktisk som en resigneret mand, der sågar deltager i møder hos racisterne i Ku Klux Klan. Det fik mange forsvarsadvokater til at sænke blikket i vantro sorg.

Det var altså ikke Aaron Sorkin, der pillede først i Atticus’ glorie. Harper Lee selv havde gjort det, endnu før karakteren fik den form, vi først lærte at kende. Nu er der naturligvis den mulighed, at skabhalsene forliger sig. Men alt tyder på et retssalsdrama om et retssalsdrama.



Skriv en kommentar