Weekendabisen den 9. maj 2018.

Kommentar. Ray Bradburys evigt aktuelle ‘Fahrenheit 451’ minder os om litteraturens evne til at udfordre magthaverne – og om at de tager den alvorligt nok til at lade sig krænke.

Da den roman, vi kender som Fahrenheit 451 udkom første gang på dansk i 1955, havde den fået en lige lovlig nidkært oversat titel: 233º Celsius. I dag lyder det komplet skørt, men hvis ikke man havde ændret titlen i kommende udgaver, ville vi vel have vænnet os til det. Men den for os ukendte temperaturenhed er en bonus, der øger uhyggen og fremmedgjortheden.

Jeg har haft romanen nede af reolen til et interessant gensyn, fordi HBO i disse dage på filmfestivalen i Cannes præsenterer en filmatisering af Ray Bradburys klassiske science fiction-dystopi om et litteraturfjendsk overvågningssamfund, hvor brandmænd opsporer og afbrænder de farlige bøger.

Jeg har allerede set filmen, og lige om lidt kommer den også til en fladskærm eller en computer nær dig. Instruktøren Ramin Bahranis udgave er mere højteknologisk og scifi-agtig, end jeg husker François Truffauts film fra 1966, og selvom han gør den unge, troskyldige pige, som får skællene til at falde fra bogbrænderen Guy Montags øjne, til en dyster dobbeltspion mellem brændmændene og den litterære undergrundsbevægelse, er filmen ganske loyal overfor bogen. Her er romanens fladskærmsvægge med beroligende film og et altseende overvågningsøje, men også en ventilationsrist, hvor Montag gemmer kontrabanden.

Hele romanens uhyggelige kernefortælling er samlet i én dialog mellem Montag og hans chef, da de ransager et hus og finder et helt bibliotek: ”Vil du vide, hvad bøgerne indeholder? Vanvid! Disse romaner om ikke-eksisterende personer! Bøger skaber kun forvirring med al deres uenighed. Har mennesket en fri vilje eller har mennesket ikke en fri vilje? Hvis du ikke vil gøre mennesker ulykkelige, må du ikke give dem to holdninger at vælge imellem”, siger chefen. Montag replicerer, at det er bedre med kun én holdning. ”Eller ingen”, lyder svaret.

Ray Bradbury skrev Fahrenheit 451 under indtryk af Mccarthyismens udrensning af politiske opposition blandt filmmanuskriptforfattere m.m. i USA. Han placerede handingen i en ikke nærmere datosat fremtid, hvor USA i tiden efter 1960 har startet og vundet to atomkrige. Men samfundet er ikke mere fremmedartet, end at det stadig er nemt at genkende. Det nye er, at fjernsynsfladskærmen fylder hele væggen, at man hører radio gennem små muslingeskaller i ørerne, og at man kan hæve penge i bankmaskiner døgnet rundt.

I romanen lader Ray Brandbury brandchefen sige, at Huckleberry Finn blev forbudt fordi de hvide ikke kunne lide, at Huck havde en niggerven. Og Lille Sorte Sambo blev forbudt, fordi de sorte ikke brød sig om den. Bøger gør folk kede af det, derfor skal de forbydes. I filmen er tilføjet et ganske udmærket eksempel: ”Hemingway og Henry Miller fornærmer feministerne, så de skal brændes.”

Fahrenheit 451 er med andre ord enormt visionær, hvad bøgers evne til at fornærme og krænke angår. Over hele verden har religiøs fundamentalisme flået bøger ned af hylderne, og selvom den statslige autodafé måske ikke har sit eget synlige korps af bogbrændere på samme måde som i Bradburys fremtids-USA, så adskiller romanens totalitære regime sig ikke væsentligt for ytringsfrihedsfjendtlige lande som Kina, Rusland (hvor det dog går mere ud over journalister i disse år) og de arabiske stater. Fra den slags regimer hører man jo netop, at det frie ord kan være farligt for samfundets tryghed. Litteratur der undergraver autoriteterne eller udtrykker handlinger og holdninger, der ikke er i overensstemmelse med de herskende værdier, kan destabilisere samfundet. Staterne argumenterer fuldkommen, som brandchefen i bogbrændersamfundet: ”Sagen er, at vi ikke er født lige, men at ilden skaber lighed”. Det er orwellsk nysprog.

Det var forfatteren Michael Tejn (1911-1994), der i sin tid fordanskede romanen, og jeg gad vide, hvad der er foregået i hans hoved imens. Han må have undret sig noget så grundigt over alle Ray Bradburys fantasifulde fremskrivninger, som han – oversætteren – tydeligvis ikke har haft sans for at forstå. Det gælder både det indholdsmæssige og det sproglige. Man tror ikke sine egne øjne, når Michael Tejn lader en kvinde sige, at hun har født to børn med Den Cæsariske Sektion, selvom hendes læge havde sagt, at ”de cæsarianere” såmænd ikke var nødvendige, fordi hun havde et godt nok bækkenparti?

Michael Tejn har ikke undret sig nok over dette henrivende nonsens til at slå op i en ordbog (og det har forlæggeren og korrekturlæseren altså heller ikke), hvor man kan se, at cesarean section skal oversættes til noget så simpelt som: kejsersnit… Men ok. Den Cæsariske Sektion lyder jo som et eller andet ondt og magtfuldt fra et totalitært samfund, så Michael Tejn har vel bare lukket øjnene, oversat ordret, og håbet på det bedste.

Fahrenheit 451 er reelt ulæselig på dansk i dag. Men vi er nødt til at læse den, på engelsk eller på dårligt dansk, for at holde vores litterære bevidsthed ved lige, på samme måde som den litterære undergrundsbevægelse i det dystopiske samfund gør ved at memorere verdenslitteraturen. Det er stadig en uhyre vigtig bog, en klassiker i sin genre, og bærer af et budskab, som altid må gentages: Litteratur er et nødvendigt middel som modmagt til totalitære regimer.



Skriv en kommentar