Weekendavisen den 18. maj 2018.
Roman. Svensk-iransk bestseller om eksil og sukkersørgelighedens evige trumf: cancer.
Golnaz Hashemzadeh Bonde: Det var os. På dansk ved Lisbeth Kjær Johansen. Roman. 208 sider, 250 kr. Politikens Forlag.
Den kommer hertil båret af bestsellervinger, Golnaz Hashemzadeh Bondes Det var os, kæmpesucces hjemme i Sverige, oversat til 25 sprog, fuldkommen uangribelig som den er, skrevet af en iransk-svensk kvinde, om ungdommelig revolutionsromantik, bitter flugt, store følelser, og ikke mindst sørgelighedens evige trumf: cancer.
Beklager meget, men denne recept virker spekulativ på mig. Måske er jeg galvaniseret af at have erfaret et kræftforløb med kemo og det hele alt for tæt på? Måske er jeg blevet slidt op af alt for mange standhaftige flugtfortællinger gennem årene? Måske havde jeg bare en dårlig dag med de persiske krydderier overfor svensk folkehjemseksil med hjemlandets vemodige sange?
Nahid er en midaldrende kvinde, der som ung måtte flygte fra Iran bedst som hun skulle begynde på medicinstudiet. Den islamiske revolution brød ud og maste hele hendes ungdommelige livsglæde. Hun har sin lillesøster med til en demonstration, som revolutionsgarden slår ned på, og søsteren forsvinder. Sammen med sin mand flygter Nahid til Sverige i 1984, hvor de får en datter, som nu venter barn med sin svenske kæreste. Men igen spænder skæbnen ben på Nahid, bedst som noget godt skal til at begynde. Hun er blevet enke. Og hun har kræft.
Jeg skal ikke stå her og ironisere over cancer. Jeg har som sagt set det, jeg ved hvad jeg taler om. Derfor ved jeg også, at kræft helt sikkert er godt litterært stof, hvis forfatteren trænger ned i dødsfrygtens dybere lag. Men her må vi nøjes med fupfilosofiske nøglesætninger som:
”De sagde: Du har cancer, og du kommer til at dø af det. Og så valgte jeg at kæmpe imod døden, i stedet for at klemme den sidste dråbe ud af livet. Jeg forstår ikke rigtig hvorfor jeg valgte at gå den vej. Men jeg havde nok valgt den igen, hvis jeg fik lov til at vælge om. Det indrømmer jeg. Jeg indrømmer, at jeg er mere bange for at dø end for ikke at leve helt og fuldt.”
Nahid kalder retfærdigvis det selv denne underlige prioritering for en ”vrangforestilling”, men det står mig ikke helt klart, hvad vi skal uddrage af den? Vi ser en tappert kæmpende kvinde, der blev tvunget til at leve på afstand af sin familie og nu, hvor depechen skal gives videre, selv er truet på livet. Romanen forventer af sin læser, at hun (og han) imponeres af denne kvinde, men jeg reagerer bare med en blasert tøven. Hvor er det vigtige?
Det dukker op mod slutningen af romanen. Pludselig træder et par skarpe sider frem, som er næsten renset for den døendes livsvisdom. Her er det den eksilerede, der deler sin erfaring. Nahid følger i nyhederne de flygtninge, der strømmer hen over havet, altså i 2015:
”Jeg har lyst til at sige til jer, at det kun er begyndelsen. At flugten sidder i jeres blod og overføres til jeres ufødte børn, og som en svulst kommer den til at vokse i dem. Alt hvad I mistede, og som I tror, at I vil komme over, det kommer ikke til at forsvinde. Det hele er der stadig. Også den skæbne, I flygtede fra. Også den pinefulde, blodige død findes endnu. Er der stadig. Den lever videre i jeres mareridt om natten. Den findes i minderne om det, I har oplevet. Minderne om den, der gik tabt. Det, I flygtede fra, er stadig lige så levende som det mærkværdige liv, I forsøger at tilpasse jer. Det forsvinder aldrig! I er fortabte, og det er jeres børn også. Alt er fulgt med, og alting går i arv.”
Det afsnit alene giver Golnaz Hashemzadeh Bondes roman en vis betydning. Det gør Nahids sygdom ikke.