Weekendavisen den 21. september 2018.

The Missing Link. Willem Dafoe og Susan Sontag spiller afgørende roller i Madam Nielsens monstrøse, bizarre og betagende roman.

Madame Nielsen: The Monster. Roman. 195 sider. 249,50 kr. Gyldendal.

Da en ung europæisk mand lander i New York en vinterdag i 1993, medbringer han kun en lille rygsæk og en diffus idé om at skabe en kollektiv rus, en subtil og diskret form for menneskelig væren, der skal få det hele til at kollapse. Få år tidligere har han sammen med et orkester givet koncerter i Sovjetunionen, og – angiveligt – medvirket til Imperiets fald. Han er kaldet til at træde ind i Historien.

Lyder det vidtløftigt? Ja. Men også inciterende. Sådan er nemlig den grundstemning – inciterende vidtløftighed – som Madame Nielsens nye roman hviler på, den suverænt udsvævende, uhyggeligt elektriserede og ikke mindst gennemført ækelt-æstetiske The Monster, en roman, der trænger ud af et mørkt og mærkeligt sted, et mystisk mareridt, man ikke kan vågne fra.

Et forsøg på en nøgtern opsamling: Den unge mand opsøger den eksperimenterende teatergruppe The Wooster Group er et myteomspændt avantgardistisk teater, der lever på millionindtægterne fra medstifteren Willem Dafoes Jesus-rolle i The Last Temptation of Christ. Sammen med sin hustru, instruktøren Elizabeth LeCompte, udvikler han eksperimenterende performances i et kunstnerkollektiv, hvor alle medvirkende kender deres hierarkiske pladser. Men ikke den unge europæer. Han taler, når han bør tie. Og da han forventes ikke at komme igen, stikker han en fod i døren.

Vores hovedperson har fået et tip om et hemmeligt netværk af gæstfrie værter, som kan hjælpe med natlogi. På den måde bliver han lukket ind i et bizart laserstrålebelyst neonkabinet hos et todelt tvillingevæsen i nystrøgne pyjamaser. Her bliver han aften efter aften spændt fast til en elektrisk stol – som den Andy Warhol malede – og udsat for et seksuelt ritual, inden han lægges på en seng med udsigt til et loft, hvor filmscener fra mordet på JFK kører i loop. Næste morgen spiser han french toast i køkkenet, mens han stirrer på et foto, der hænger på væggen: et pænt forældrepar med to tvillingedrenge på en snedækket vej i en amerikansk forstad, sandsynligvis engang i 50’erne.

Romanens essens er næppe helt så dybsindig, som den lokker os til at tro. Det er en af dens humoristiske styrker. Selvironien er også til at tage at føle på, når den unge europæer – som har abeagtige ansigtstræk til fælles med Willem Dafoe, manden der spillede Jesus – ønsker ”at træde i abens og Frelserens sted, som the missing link mellem avantgarden og masserne, Messias og Hollywood, og få noget til at ske, sætte Historien i en bevægelse, der ville ændre alt, men uden at efterlade et kors eller en anden dum ting, der skulle forestille noget og kaste sin symbolske skygge over jorden og menneske og tynge dem i årtusinder med al sin (mulige) betydning…”

Hvis man er belastet med den viden, at forstadiet til Madame Nielsen, Claus Beck-Nielsen, i slutningen af 80’erne deltog i Next Stop Sovjet med sit band Creme X-Treme, og at han senere (i et eller andet omfang) deltog i The Wooster Groups teaterarbejde i New York, spørger man naturligvis sig selv, hvad i romanen, der er forankret i formel virkelighed. Situationsbeskrivelserne fra avantgardemiljøet emmer af oplevelse, sansning og erindring, og der er autenticitet i skildringen af både personer og begivenheder, for eksempel en dybt indforstået sidehistorie om en polemisk kontrovers mellem de to intellektuelle ikoner Susan Sontag og Camille Paglia. Romanens øvrige viderværdigheder tilskriver jeg forfatterens talent for sær fortællekunst.

Grænsefladerne mellem liv, værk og identitet hos Madame Nielsen har i årevis forvirret læsere, litteraturkritikere og forskere, for ingen har som denne androgyne sjældenhed en dobbeltevne til på én gang at være elusiv og fuldt til stede. Romanens egentlige undersøgelse handler derfor om splittede identiteter og spaltede personaer, som med kunstnerisk kompromisløshed konfronterer sig selv og søger den hemmelige dør, transcendensen til – til hvad?

I den udsøgt gådefulde og betagende The Monster væves blandt andet kunst, populærkultur, religion, videnskab, lidenskab, Andy Warhol, Ødipus, Frelseren, dåsemad og et autentisk brutalt dobbeltdrab begået af brødrene Menendez sammen til et yderst skønt og svært gennemskueligt billede. Dertil kommer Willem Dafoes abeansigt og den unge performers møde med sfinxen Susan Sontag i hendes lejlighed. Det hele samler sig til en kulmination, hvor vi også får svaret på, hvem titlens monster kan være.

Madame Nielsen bærer dansk litteraturs mest mærkværdige, og mest bemærkelsesværdige, sociale maske (som en jungianer ville udtrykke det). Men selvom hun er kulminationen på udformningen af en gennem årene vekslende offentlig mangefløjet kunstnerpersona, og dermed i sig selv en del af værket, må vi i denne specifikt litterære sammenhæng fastslå, at ingen har så umiskendelig og elegant en sproglig signatur som Madame Nielsen. Det monstrøse klæber til hende, og klæder hende godt. Hendes måde at skrive på er så hensynsløst selvafslørende, så smerteligt undersøgende og så radikalt grænsebrydende mærkelig. Alt præsenteret som henførende sætninger, smukt svævende, blødt faldende, ord for ord.



Skriv en kommentar