Weekendavisen den 10. marts 2017.

Roman. Norsk kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris er en nøgtern rapport fra fællesskabtes grænse. Det er eminent unheimlich.

Henrik Nor-Hansen: Termin. En fremstilling af vold i Norge. Oversat af Allan Lillelund Andersen. Roman. 75 sider, 196,95 kr. Forlaget Silkefyret.

Kan en roman begynde sådan her: ”I starten af halvfemserne gik Norge ind i en periode med langvarig økonomisk vækst. Boligpriserne steg. I Stavanger og Sandnes blev det stadig sværere at komme ind på boligmarkedet.”

Nej, vel? Sådan lyder skønlitteratur jo ikke. Sådan lyder kommunalforskning. Og det er hele pointen. I et nøgternt, neutralt og følelsestomt registrerende sprog, fremstår Henrik Nor-Hansens Termin. En fremstilling af vold i Norge som en kold og kynisk rapport.

Men naturligvis er formen båret af en litterær pointe, for sproget tvinger os til at mærke den fremmedgørelse og sociale isolation, som hersker i den norske oliealders omsorgssamfund. Hør blot, hvordan det fortsætter:

”I denne fremstilling følger man Kjetil Tuestad, som foråret 1998 giftede sig med Ann Elisabeth Larsen. De havde købt hus på Hommersåk. Kjetil var 26 år gammel. Han arbejdede som elektriker ved Rosenbergværftet i Stavanger. Samme år til Sankt Hans blev han fundet groft mishandlet i udkanten af Hommersåk centrum.”

Det bureaukratiske sprog forstærker den eminent unheimliche stemning af vold i velfærdssamfundet. I en sammenskrivning af socioøkonomiske redegørelser, medicinske journaler og psykiatriske analyser læser vi om, hvordan volden ændrer alt for Kjetil Tuestad (jeg kan ikke gennemskue om han er en autentisk person). Han bliver opereret og går til genoptræning, men voldsmændene har banken evnen til social kontakt itu, og ægteskabet går i opløsning. Kjetil bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.

Det er uklart, hvem der skriver den kondenserede rekonstruktion – den fylder blot 75 sider – om Ketil Tuestad. Måske en læge eller psykiater, der samler afhøringer og terapijournaler gennem tyve år? I hvert fald en ansigtsløs, anonym fremstiller af en absurd tekst, hvor det kuldslåede sagsbehandlersprog pludselig får dybde: ”Han skulle i perioden have tænkt en del negative tanker om mennesker og menneskets væsen.”

Termin. En fremstilling af vold i Norge har en sjælden stærk tryghedsforladt udstråling, fordi den skildrer et menneske som offer for blind vold, der forbliver uopklaret. Samtidig griber det om sig med grotesk dyremishandling – også uopklaret. Hvad plager omsorgssamfundet Hommersåk, hvor individets vanskæbne er reduceret til en ‘fremstilling’? Man genkender samfundskritikken i titlerne på forfatterens øvrige kortromaner: En redegjørelse for reisestipendet og En kort evaluering av psykososialt stress. Fremstilling, redegørelse, evaluering – iskolde begreber. Men hvorfor hedder romanen Termin? Ordet optræder ingen andre steder, end i titlen. Normalt betegner en termin datoen for en forventet fødsel eller forfaldsdagen for et lån. Men oprindelig betyder ordet ‘grænse’ eller ‘afslutning’. Er det Ketil, der har nået grænsen? Er det velfærdssamfundet? Fællesskabet?

Termin. En fremstilling af vold i Norge var en af bogårets bedst bevarede hemmeligheder i Norge, kun anmeldt to-tre gange og derudover fuldkommen ignoreret og overset af litteraturkritik og offentlighed. Men den norske komité bag Nordisk Råds Litteraturpris mente, at den lille roman er et af de mest egenartede og selvstændige værker i norsk litteratur i dag, så nu skal den – sammen med Vigdis Hjorths stærkt omtalte Arv og miljø – repræsentere Norge. Det er et modigt valg.

Allan Lillelund Andersens oversættelse er netop så kønsløs og knastør, som den bør være, men et par steder skinner det norske for klart igennem: der mindes, hvor der burde huskes, og der spises pindekød, hvor der burde spises ribbensteg. En ekstra omgang med tættekammen havde også sparet os for fejl som ‘nedtrygt’, ‘bedte om’, ‘gentagende gange’ m.m. Og så har en eller anden autokorrektur forvandlet ‘vikariat’ til ‘antikvariat’!

Silkefyret er et af de mange nye danske forlag, der i disse år prioriterer god, smal litteratur. Blandt forlagets første udgivelser er Henrik Nor-Hansens foruroligende og inderligt læseværdige roman, som altså har været under udgivelse allerede inden nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris. Godt set. Tak for fremstillingen.



Skriv en kommentar