Tusind verdner væk

Weekendavisen den 17. marts 2017.

Noveller. Caroline Albertine Minors vellykkede noveller undersøger bæreevnen i menneskelige forhold.

Caroline Albertine Minor: Velsignelser. Noveller. 240 sider, 249,95 kr. Rosinante.

Nej, Gedske, din datter valgte ikke at hænge sig i figentræet, fordi det var det smukkeste i haven. Hun valgte det på grund af symbolkraften. Vi er i novellen ‘Glem Archie Pey’ i Caroline Albertine Minors vellykkede novellebog, Velsignelser. Først møder vi Gedske – et ganske sjældent navn – og Solveig, der er på en lille ferie i København, hvor de to midaldrende veninder har lånt Solveigs datter Franciskas lejlighed.

De to veninders døtre er vokset op side om side, men Franciska og Anne-Sophie, kaldet Anso, er ikke særlig tætte, og deres veje skilles, da Anso rejser til Australien for at være au pair hos en børnefamilie. Det er i haven hos den australske familie, hun hænger sig. Men hvorfor?

Efter at Gedske og hendes mand har besøgt familien i Australien uden at blive klogere på datterens selvmord, ankommer pludselig en kuvert med udprint af mails, som Anso har udvekslet med en mand, som hun har mødt hos sin værtsfamilie. Det er mandens kone, der sender brevet, fordi hun tænker, at korrespondancen måske kan forklaretragedien. Den forbliver nu dunkel historien igennem, men Caroline Albertine Minor har fuld kontrol over sin gådefulde fortælleteknik, som får flere af historierne til at hænge sammen og belyse hinanden, og i samlingens slutnovelle med den fine titel ‘Anso får det sidste ord’, bliver vi meget klogere.

Men tilbage til ‘Glem Archie Pey’. Her står Gedske og ser ud over haven, hvor datteren hængte sig selv: ”Fra vinduet kunne Gedske ane konturerne af figentræet, og det slog hende, at Anso havde valgt træet, ikke fordi det var det mest praktiske eller afsides, som man havde foreslået, men fordi det var langt det smukkeste.”

Det er naturligvis rørende, at moren leder efter et æstetisk argument. Men hun tager nok fejl. Et figentræ er jo aldrig bare et figentræ. Det er et syndefaldssymbol. Det var jo dette træs blade Adam og Eva benyttede til at dække deres nøgenhed efter at de havde spist af Kundskabens Træ. Et figentræ er knyttet til begær, et figenblad skjuler det fordækte. Og også Anso havde spist forbuden frugt.

Stikordene til Velsignelser er som stikordene til livet: kærlighed og kærlighedstab, troskab, tillid, svigt, ansvar, angst, fødsel, opvækst, død. Hvordan forpligter og frigør vi os? Hvordan kan vi finde vores eget ståsted uden at svigte undervejs? Centralt står den rørende ‘Sorgens have’ med den brutalt gode åbningssætning: ”På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op”. Det er en dybt sørgelig historie om et parforhold, der opløses i kølvandet på en voldsom bilulykke, hvor manden slynges mod asfalten ”med en sådan kraft, at hans hjerne rikochetterede i kraniet”. Da han vågner fra sin koma er han ”tusind verdner væk”, hvor hallucinationer og virkelighed blandes sammen. Hans kæreste – i en enkelt sekvens navngivet identisk med forfatteren selv – er alene med deres lille barn, og hun kæmper for forholdet, men må indse, at manden er blevet dybt og aldeles forandret, som det hedder.

Caroline Albertine Minor debuterede i 2013 med Pura vida, der skildrede en beslutningssvag ung kvinde i retningsløs drift gennem tilværelsen. De nye noveller ligger i samme spor, men har en fuldkommen egensindig stil som små, ofte forbundne, fortællinger. Fælles for dem er, at de undersøger bæreevnen i både familieforhold, venskaber og kærlighed. Det er de brudte forbindelsers historier. Og når bruddet ikke er sket, fornemmer man at det er lige om hjørnet, som i titelnovellen, hvor en ung mor, hendes kæreste og kærestens kammerat er i sommerhus, mens de to fyre ordner en håndværkeropgave på havnen.

På et tidspunkt forvilder kvinden med barnet – som er opkaldt efter kærestens afdøde ven, som hun selv havde et hemmeligt forhold til, Aron (her er masser af navnesymbolik, Aron var jo Moses bror) – sig ind i kirken, hvor hun deltager i en slags babygudstjeneste og beder præsten om en velsignelse af barnet som beskyttelse mod Djævelen. Præsten tøver og understreger, at det ikke kommer til at stå nogen steder. Bare det virker, siger kvinden. Virker og virker, svarer præsten. Hvorefter novellen detonerer en lille bombe, inden den toner ud i en perfekt slutning, som uddelegerer magten over, hvad der mon videre skete til sin læser.

Tilbage til Franciska, Ansos halvhjertede veninde. På et tidspunkt får hun kuverten med Ansos forbudte breve. Det er Ansos mor, der har givet dem til sin veninde, Franciskas mor. Franciska har først undslået sig, men så: ”Jeg ville læse konvoluttens fulde indhold, som en kat æder græs, brække mig og blive fri for det.”

Som en kat æder græs! Det gør dyret jo for at komme af med de hårboller, som irriterer maven efter at katten har soigneret sig selv. Tag et brækmiddel, som Kierkegaard sagde til dem, der ville befri sig fra kirken. Det samme kan man sige om Caroline Albertine Minors dybe noveller. Læs dem som et brækmiddel. De er egnet til renselse.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.