Weekendavisen den 13. januar 2017.
Kommentar. Ny kulturforskning undersøger ubehaget ved selv at have det godt, når andre har det elendigt.
En norsk mand står på sit hotelværelse i Venedig og ser ud ad vinduet. Han betragter en somalisk mand, der sælger illegale kopitasker på gaden. Pludselig ser gadesælgeren op mod hotellet, og med et smil om munden betragter han ham, som han selv bliver betragtet af. Konfrontationen med den fremmede mands blik, giver den norske mand en følelse af skyld. Skyld over at have sit på det tørre i en ond og uretfærdig verden.
Alle ved efterhånden, at nordmændene har inficeret os med Skam. Men færre ved, at næste bølge deroppefra handler om skyld. Nu er der blot ikke tale om en intelligent, banebrydende dramaføljeton til teenagere (som også bliver slugt af voksne), men om et stykke akademisk forskning, der undersøger, hvordan vi priviligerede skandinavere reagerer, når vi gennem skolebøger, nyhedsfortællinger, litteratur og film orienterer os i en ond og uretfærdig verden. Vi føler ubehag – og skyld.
Scenen fra Venedig stammer fra en roman af den norske forfatter Dag Solstad. Jeg har ikke læst bogen, men jeg kender situationen, for jeg har selv så ofte set disse gadesælgere i Europas storbyer, og for nogle år siden begyndte jeg at grave i deres historie, netop i Venedig.
Jeg ville vide hvem disse ibenholtsorte mænd var, og jeg fandt frem til noget sporadisk forskning og litteratur om den kriminelle migrationsindustri, der også omfatter stoffer, prostitution osv. Det skrev jeg et essay om, ‘Vu cumprá’? Sådan kalder man i Venedig disse sorte sælgere med deres fake Dolce & Gabbana og Rolex, for sådan siger de til alle, der går forbi. Eller på engelsk: Wanna buy?
Jeg læste om scenen i Dag Solstads roman for nylig i et interview med Elisabeth Oxfeldt fra Oslo Universitet i den norske ugeavis Morgenbladet. Hun står i spidsen for en gruppe humanistiske forskere i projektet Skandinaviske fortellinger om skyld og privilegier i en globaliseringstid. Projektet, der i daglig tale går under det engelske akronym ‘ScanGuilt’ (SkandSkyld) har netop udsendt sin første rapport, som ser nærmere på fortællinger i kunst, kultur og medier m.m., hvor skyldfølelsen bliver skildret.
Elisabeth Oxfeldt udpeger scenen i Dag Solstads Armand V. Fotnoter til en uutgravd roman (2006) som et eksempel på skandinavisk skyld:
”Skyldfølelsen og ubehaget er ofte diffus, og sådan er det også i de fortællinger, vi studerer. Det diffuse kan virke lammende. Man bliver i tvivl om man kan gøre noget som helst for at skabe en bedre verden. Jo mere information man kan få lagt frem og diskuteret, desto lettere bliver det måske at bruge sin skyldfølelse til at handle,” siger hun.
Morgenbladet spørger Elisabeth Oxfeldt om hun mener, at den hvide middelklasseskandinav har grund til at føle sig skyldig. Hun svarer, at den modsatte tanke, at alt er selvforskyldt, er underlig, og at man som skandinav nok kan føle, at man skylder andre noget.
Dag Solstad tog sandsynligvis fejl. Taskesælgeren var næppe somalier. Dette marked er på senegalesernes hænder. Og mange af de unge mænd stammer fra fiskerfamilier, der ikke kan brødføde sig selv, fordi EU har opkøbt kvoter og koncessioner i Atlanterhavet udfor Senegals kyst, så vi kan få frisk fisk. De gode euro går lige ned i magtelitens lommer, fattigdommen vokser og menneskesmuglerne scorer kassen på de stakler, der havner i en uendelig gældsspiral for at kunne sende håndører hjem.
Skyldspørgsmål og skyldfølelse er komplekse størrelser, som ikke afdækkes nuanceret i den politiske hverdagsdebat, der mest handler om, hvordan vi kan beskytte grænserne. Måske derfor reagerer samtidskunsten med udpræget empati overfor flygtningene. Måske derfor står romanforfattere, performancekunstnere og udstillingskuratorer forrest, når kravet om en undskyldning for Danmarks fortid som slavehandlernation fremsættes?
Skam og skyld er beslægtede fænomener, men Skam og ScanGuilt er ikke, og humanistisk forskning i kulturelle skyldskildringer bliver næppe et kultfænomen. Personligt synes jeg ikke, at man skal matre sig selv, fordi man er gunstigt placeret i verden. Ingen får de jo bedre, af at vi har det dårligt med os selv. Til gengæld kan man med fordel bruge kunsten til at øge bevidstheden om den globale ubalance i rettigheder og muligheder. Derfor har vi brug for de kunstneriske fortællinger, som påtager sig at diskutere vores plads, privilegier og potentiale i en lidende verden.