Weekendavisen den 24. november 2017.

Inferno. Har skuespilleren Mikael Persbrandt forgrebet sig på en kvinde på bestilling af en filmboss, der lyttede med på telefonen? Forlaget Bonnier fjernede i 11. time kontroversielt afsnit i ny erindringsbog.

Da den stormomsuste svenske skuespiller Mikael Persbrandt – kendt fra alt muligt kunstnerisk og kaotisk, ikke mindst tv-serien Beck og et celebert privatliv – i sidste uge udgav en meget selvafslørende erindringsbog, Så som jag minns det, afdækkede Dagens Nyheter og litteraturprogrammet Babel på svensk tv et temmelig mystifistisk forløb op til udgivelsen.

En af Babels reportere havde modtaget et fortryk af erindringsbogen, sendt ud af forlagets marketingsafdeling, hvor hun særligt havde bidt mærke i én passage blandt de mange saftige betroelser om Mikael Persbrandts sexliv, stofmisbrug, utroskab, psykiske lidelser, alkoholisme og kriminelle bekendtskaber.

Hen mod slutningen beskriver skuespilleren ”noget som er sket eller måske ikke sket mange år tidligere”, som han formulerer det i bogen, der har de krimiforfatter og rocksanger Carl-Johan Vallgren som ghostwriter. Afsnittet handler om en sexepisode, som Mikael Persbrandt (måske, måske ikke?) var involveret i med en kvindelig kollega. Pointen er, at de to ikke havde sex på egen foranledning, og at kvinden end ikke deltog frivilligt, men var offer for et overgreb, og at det skete på bestilling af en instruktør med en høj position i filmbranchen. Denne person lyttede med på telefon, mens Mikael Persbrandt forgreb sig på kvinden.

Nu kunne det jo være fløjtende ligegyldigt, om Mikael Persbrandt knaldede med en kollega på opfordring af en magtfuld filmboss med en fetisch for telefonsex, hvis bare det ikke handlede om et overgreb. Men fordi hovedpersonen selv siger, at det skete eller måske ikke skete, studsede Babels reporter Sofia Olsson:

”Den scene var så mærkelig, og jeg naturligvis måtte stille spørgsmål om den, dels fordi det var uklart om det havde fundet sted, det fordi det var så aparte,” har hun forklaret. Samtidig siger Sofia Olsson, at hun måske slet ikke havde studset over passagen, hvis hun havde læst den for nogle måneder siden, men i disse #metoo-tider, hvor også over 700 kvinder fra det svenske teater- og filmmiljø har sluttet sig til kampagnen imod sexuelle overgreb, reagerede hun på den mystiske beskrivelse.

I Babel den 5. november interviewede Sofia Olsson så Mikael Persbrandt og Carl-Johan Vallgren på scenen på Teater Maxim i Stockholm, som Persbrandt er medejer af. Mod indslagets slutning spørger reporteren til episoden med sexovergrebet, der måske ikke har fundet sted. Med et lumsk smil svarer Mikael Persbrandt: ”Vi beskriver et drømmeinferno. Men det var en drøm.” Og så kom det jo pludselig til at lyde helt strindbergsk. Også til Dagen Nyheter forklarede han, at begivenheden fandt sted (eller ikke sted?) i ”slutfasen af en rusperiode”, og han gentog: ”Det var en drøm. En mærkelig drøm, ikke?”

Sofia Olsson slutter sin tv-reportage med at oplyse, at hun få dage efter interviewet blev ringet op af forlaget Bonniers, der meddelte hende, at afsnittet om sexovergrebet nu var fjernet fra bogen. I 11. time redigerede forlaget den mystiske passage ud. Den findes altså nu kun i de fortrykte eksemplarer, som blev delt tidligt ud til medierne.

Til Aftonbladet har forlagets pressetalskvinde Anna-Karin Korpi forklaret: ”Passagen er strøget af juridiske grunde. Vi arbejder altid med vores bøger sådan at vi kan gennemgå dem til det sidste. Når det gælder biografier og erindringer læser vores jurister med, eftersom der kan være personer, der nævnes ved navn.”

Anna-Karin Korpi vil ikke tale nærmere om lige præcis det pågældende stykke i Mikael Persbrandts erindringer, fordi det ikke længere findes i bogen, men hun erkender, at der kan være risiko for sager om æreskrænkelse. Hun siger til avisen, at det derfor kan ske, at der bliver redigeret i bøger, selv efter at de er sendt ud til journalister. Men om den kvinde, Mikael Persbrandt kan huske, at han måske (måske ikke?) har forgrebet sig på, var nævnt ved navn i bogen, er uklart. Men måske frygtede Bonnier, at et sagsanlæg kunne komme fra den kendte filminstruktør?

Mikael Persbrandts bog skåner ingen, mindst af alle hovedpersonen selv. Som han sagde i Babel: ”Jeg ville ikke skrive sådan en almindelig biografi, hvor der på side 17 står, ‘og så sagde Bergman til mig…’, jeg ville skrive en ærlig, nøgen, åben og sårbar biografi.”

Men hvad er sandhed og hvad er drøm? Giver det overhovedet nogen mening at spørge, hvordan erindring former sig inde i hovedet på en mand, der har været afhængig af sprut og kokain i årevis, og hvis ord er filtreret og formuleret af en krimiforfatter? Man bemærker at Mikael Persbrandt siger ”vi beskriver…”, altså ”vi” som i Persbrandt selv og Carl-Johan Vallgren. Og man erindrer, at det viste sig, at fodboldlegenden Zlatan Ibrahimovic slet ikke selv havde fundet på alle de kloge og sjove ord, som hans ghostwriter David Lagercrantz havde lagt ham i munden i Jeg er Zlatan. Men, som skribenten, forsvarede og forklarede sig, var ordene en essens af ting, som Zlatan mente og meget vel kunne have sagt.

Så som jag minns det er en titel med forbehold, for ingen erindring er objektiv. Denne bog er sådan som han husker det, ikke nødvendigvis sådan som det var. Først fortalte Mikael Persbrandt om en sexkrænkelse, som forlaget accepterede som en del af hans erindringer. Siden forvanskede han det til en drøm. Til sidst greb juristerne ind. Erindringen findes stadig, men kun uofficielt i de eksemplarer, som journalisterne fik forud for udgivelsen.



Skriv en kommentar