Kommentar. Den svenske presse demonstrere etik i elastikudgave i sagen om “Kulturprofilen”.

For halvandet år siden udkom Århundradets kärlekskrig i Sverige, en såkaldt punktroman, hvor den kendte og betydningsfulde litterat og feminist Ebba Witt-Brattström beskrev en magtfuld, afstumpet og voldelig mand.

I romanen havde han ikke noget navn, han var kun Han, og hans arbejdsplads var diffust beskrevet som Styrelsen eller Bestyrelsen. Men folk med bare den mindste smule indsigt i det litterære liv i Sverige, kunne nemt regne ud, at Ebba Witt-Brattström kølhalede den mand, hun indtil for nylig havde været gift med, men nu var blevet bittert skilt fra, nemlig Horace Engdahl, også litterat i verdensklassen, magtfuldt medlem af Det Svenske Akademi, hvor han i en årrække var formand.

Århundradets kärlekskrig udkom på autofiktionens højdebølge, og alle pressens spekulationer og spørgsmål om romanens relation til virkeligheden, blev pareret med det standardsvar, som skønlitteraturen har skænket alle de forfattere, der skriver nærgående om egnes og andres privatliv: ”Det er fiktion, men naturligvis baseret på livserfaringer”. Så kommer Inkvisitionen det ikke nærmere.

I sidste uge udkom så en ny fortrædfortælling. Ikke i en punktroman, men i en avis. I Dagens Nyheter kunne man læse en historie, der mindede ikke så lidt om Ebba Witt-Brattströms. Men denne gang var der hverken tale om fiktion eller autofiktion. Det her var afslørende journalistik, der hev masken af en seriel sexkrænker fra de bonede gulve i Stockholms højborgerlige kulturelite. Eller det vil sige: Masken blev netop ikke hevet af. Faktisk fik den anklagede en maske på. Avisen valgte nemlig at omtale ham som ”Kulturprofilen”, og hans kulturinstitution fik et nænsomt alias: ”Klubben”. Eufemismer som i punktromanen.

Men også denne gang var det nemt at gennemskue, hvem der gemte sig bag omskrivningerne. Jeg regnede det ud efter læsning af blot en enkelt artikel. Kulturprofilen er, stod der, leder af en kulturinstitution for musik og litteratur, og han har via sit ægteskab meget stærke relationer til Det Svenske Akademi. Så lægger man to og to sammen, og vupti, facit er Jean-Claude Arnault, grundlægger af kulturscenen Forum, gift med digteren Katarina Frostenson, som sidder på stol nummer 18 i Svenska Akademien. Få dage efter Dagens Nyheters artikler havde både Svensk Wikipedia og den svenske Nationalencyklopedin ajourført deres opslag om Arnault med oplysninger om, at han nu blev beskyldt for at at have krænket medlemmer af Akademiet, medlemmers ægtefæller, døtre og personale. Han blev altså outet med det samme.

Da Dagens Nyheter valgte at skjule mandens navn, var det presseetisk begrundet. I en retsstat er ingen jo skyldig, før der er fældet dom. Heller ikke mænd, der måtte misbruge deres magtposition til at kræve sex. Men samtidig kunne redaktionen ikke have været ét eneste øjeblik i tvivl om, at alle kunne dekryptere kodenavnet på et splitsekund. Chefredaktør Peter Wolodarski argumenterede for, at historiens relevans trumfede forsigtighedsprincippet.

Men da man opfandt aliaset, søgte Dagens Nyheter et figenblad, der både kunne gøre det muligt at fortælle historien og overholde etikken. Altså journalistisk etikelastik i metermål. På den ene side ville man jo gerne afdække en krænkelseshistorie, der rækker langt ind i Akademiets hellige haller. På den anden side ville man ikke sætte en mand i gabestok på torvet. Dagens Nyheter fastholder at anonymisere af hensyn til det, man kalder integritetsskade. Det kan de nu godt spare sig, for hvad det angår, er der sket uoprettelig skade.

Ingen ved, hvad Jean-Claude Arnault måtte blive kendt skyldig i, men i denne uge stødte et par deciderede voldtægtsanklager til. Man tænker naturligvis, at der næppe går røg af en brand, ikke mindst fordi Det Svenske Akademi lynsnabbt trak støtten til Forum, igangsatte en advokatundersøgelse og udelukkede Jean-Claude Arnault fra den forestående celebre ceremoni den 10. december, hvor Kazuo Ishiguro modtager Nobelprisen, og hvor Kulturprofilen ellers var naturlig deltager i pingvindress (mon Katarina Frostenson møder op?).

Akademiledelsen ved åbenbart allerede mere end nok til ikke at kunne afvise anklagerne mod Kulturprofilen, herunder dem om egne forsømmelser og laden stå til gennem årene, hvor han åbenbart har forulempet medlemmer, medlemmers ægtefæller, døtre og personale. Akademiets krise er ganske enorm, og den kan blive total, når advokatundersøgelsen afdækker hvert enkelt medlems professionelle relation til Kulturprofilen. Der står både magt og anseelse på spil, og krisen kan ikke afsluttes uden at nogen vil vælte ned fra piedestalerne.



Skriv en kommentar