Weekendavisen den 27. januar 2017.
Kommentar. Højredrejningen tager lunser af Europa som en storm, der æder af kystlinjen.
Geert Wilders’ Partij voor de Vrijheid vinder det hollandske parlamentsvalg den 15. marts og Marine Le Pens Front National vinder det franske præsidentvalg den 23. april og 7. maj. Til efteråret stormer Alternative für Deutschland frem ved det tyske forbundsdagsvalg.
Dybe analyser af europæisk politik siger måske nok, at det liberale demokrati er så grundigt forankret, at de højrenationale partier ikke kan true stabiliteten for alvor. Det føler jeg mig på ingen måde så sikker på (med gid da at jeg tager fejl), for hvem tør i dag stole på de analyser og forudsigelser, der nedtoner populismens politiske potentiale? Højredrejningen tager lunser af Europa som en vinterstorm, der æder af kystlinjen.
I flere og flere lande er højreradikale partier i fuld gang med en succesfuld mobilisering af befolkningerne på en cocktail af EU-modstand, nationalchauvinisme og fremmedhad. De fremstiller sig som en slags frihedskæmpere imod en politisk korrekt, globaliseringselskende elite, der ikke anerkender sin egen befolknings nationale identitet, ønsker og behov.
Disse partier og bevægelser mener – som Donald Trump i USA – at grænserne skal lukkes og at nationale interesser skal gå før alt andet. Alle de idealer, som EU bekender sig til, og som op gennem kulturhistorien har været definerende for ‘Europa’ som en højborg for værdier, står dermed for skud: Ud med humanisme, tolerance, religionsfrihed og menneskerettigheder.
I sidste uge havde de højrenationalistiske partier i Frankrig, Holland og Tyskland et fællesmøde i Koblenz, hvor de – samtidig med præsident Trumps indsættelse – varslede et stormløb på deres respektive parlamenter ved de forestående valg. Geert Wilders proklamerede det patriotiske forår i Europa, og Marine Le Pen forudså den angelsaksiske verdens opvågnen: ”Det er ikke længere et spørgsmål, om det sker, men udelukkende hvornår. Vi oplever en verdens ende og fødslen af en anden.”
Hvis de franske og hollandske befolkninger vælger at lade sig lede af de højrenationale patrioter, vil det – deri har Marine Le Pen ganske ret – blive begyndelsen til afviklingen af den europæiske ambition om solidaritet, samarbejde og fri bevægelighed, og det vil blive ekstreme ulvetider for etniske og religiøse minoriteter, for ganske som Donald Trump siger også de europæiske nationalister, at de vil give magten tilbage til folket. Ingen taler om vælgerne, befolkningerne eller borgerne, kun om folket. Det næste bliver vel at nationalitetsfeberen og fædrelanderiet får dem til at tale om ‘folkelegemet’.
Europa er spændt ud mellem humanitær krise og højrenational radikalisme. Midt i moradset spreder terrortruslen skræk i både regeringer og befolkninger, der tilsyneladende er parate til at acceptere større og større lovstramninger i forhold til frie ytringer, forsamlinger og bevægelighed. Paradokset er til at tage at føle på: Vi siger, at vi vil beskytte det åbne samfund mod dem, der vil angribe det. Derfor vedtager vi en række love, der skal bekæmpe truslen udefra, men dermed kommer vi også til at svække mange af de værdier, som vores samfund er baseret på. Det er demokratiets delikate vilkår, at vælgerne er i deres gode og frie ret til at stemme mennesker til magten, som lover tryghed ved at begrænse frihed.
Det patriotiske forår kan indvarsle noget så bizart som en demokratisk højreradikal revolution i Europa. Den har været på vej i årtier, men forstærkes nu som en konsekvens af den humanitære krise, der har sendt millioner af mennesker på flugt mod Europa, ikke mindst krigsflygtninge fra Syrien. De ankom som sendt fra himlen til folk som Geert Wilders og Marine Le Pen.
Hvis vi ikke vil have flygtninge her – og det har jeg faktisk fuld respekt for – må vi hjælpe dem der, det er der mange millioner gode grunde til at gøre. Først og fremmest skal sagsbehandlingen ved de ydre grænser forbedres markant, så asylsøgere kan blive anerkendt eller afvist hurtigere. For det andet er der brug for intensiveret støtte a la Marshall-hjælpen i nærområderne. Men i denne uge sagde FN, at indsatsen i Syriens nabolande mangler 55 pct. af sit budget. Hvordan donorerne i Europa kan retfærdiggøre det, fatter jeg ikke.
Er der noget modtræk til højredrejningen? Forleden skrev økonomiprofessor Thomas Piketty en kommentar, der anerkendte populisme som en legitim reaktion på følelsen af at være blevet forladt. Han skrev, at vi (altså Europa) vil synke ned i nationalisme og xenofobi, hvis der ikke bliver bygget videre på det, han kalder ‘internationalistiske populistiske elementer’, som han finder i Podemos og Syriza. Men at sætte sin lid til venstrefløjsprotestbevægelser fra kriseramte lande som Spanien og Grækenland, er at klamre sig til et halmstrå.
Alternativet til højrepopulisme er ikke venstrepopulisme. Der findes ingen ønskværdige løsninger på fløjene, for hverken nationalchauvinisme eller sværmerisk multikulturalisme løser Europas problemer. Modtrækket burde komme fra de klassiske socialdemokratiske, socialliberale og konservative partier, men de efteraber bare højrefløjen. Derfor har vi også set lande som Tyskland og Sverige opgive den høje humanitære cigarføring og givet markante indrømmelser til de nationale højrefløje i håb om at genvinde gamle midtervælgere. Det vil næppe lykkes. Derfor er det forår for Wilders og kompagni.