Weekendavisen den 27. juli 2017.

Kommentar. Henrik Pontoppidan ville ikke være enig i Richard Dawkins militante ateisme, men et stykke af vejen er deres kamp ens.

Hvem vil leve i et land med absolutismen som konseilspræsident, chauvinismen som krigsminister og obskurantismen som kultusminister?Nej, vi betakker os for et samfund med uindskrænket fyrstevælde, ekstrem nationalisme og fjendtlighed overfor oplysning og fremskridt. Derfor er det interessant at læse Henrik Pontoppidans De dødes rige her i sådan cirka 100-året for dens udgivelse, for den store roman skildrer netop den kultur- og værdikamp i åndsliv og politik, som udspillede sig i årene forud for 1. Verdenskrig.

Her møder vi blandt andre den stenrige godsejer Torben Diehmer (den ene halvpart i romanens ulykkelige kærlighedshistorie), der så småt overvejer at gå ind i politik, kraftigt ansporet af den geskæftige hr. Zaun, der uafbrudt vender blikket fra lilleputlandet mod politiske kriser ude i verden (oh, den økonomiske krise i Portugal! åh, jernbaneulykken i Japan!) og trækker i alle tænkelige tråde for at forny tidsånden: De bedste mænd frem!

For samme formål arbejder også den fhv. regeringsleder og radikale fritænker Enslev. Den politiske magt er gledet ham af hænde, men til gengæld har han med succes oprettet en avis, som giver ham mulighed for at gjalde sin kulturkritik ud over landet på en måde, som sætter dagsordenen for den praktiske og politiske debat. Femte Juni, hedder den, men det er Politiken, det handler om. Også Enslev er rationel religionskritiker.

Og så er der de forbundne tvillinger Povl og Johannes, hvis veje skilles. Den ene bliver læge og den anden præst, og til sidst er deres verdenssyn så diametralt modsat, at de ikke kan være i stue sammen. Johannes vil ikke længere trykke hånd med en gudsfornægter. Hvordan et ender mellem de to, må læseren bekymret følge med i helt til romanens sidste, forløsende replik. Imens går en prædikant over sø og land med sin gudfrygtige budskab, der er i opposition til præstevældet. Alle er enige om at man skal tro på – noget. Men på hvad? På Gud i himlen? På mennesket på jorden? Det er på alle måder stor læsning om, hvordan de dødes rige også kan være de levendes land.

Henrik Pontoppidans roman har været sommerens vægtigste læseoplevelse. Og knap har man stakåndet vendt sidste blad om kulminationen på konflikten mellem Povl og Johannes, før nutiden banker på med sidste nyt fra obskurantismens fætter: frygten for at støde nogen på manchetterne, ønsket om ikke at krænke.

Det drejer sig om den stålsatte religionsfornægter Richard Dawkins, der er blevet frataget taletid foran et publikum, der ellers havde løst billetter for at høre ham tale om den nye essaybog Science in the Soul, udvalgte tekster af en passioneret rationalist. Foredraget skulle have fundet sted den 9. august i Californien, men i sidste uge aflyste arrangørerne, radiostationen KPFA. I en erklæring siger stationen, at de er blevet gjort opmærksom på, at Richard Dawkins skulle havet kaldt islam for den ondeste af verdens religioner og opfordret til at man altid skal sætte anførselstegn om ”islamiske lærde” for ikke at fornærme ægte lærde, for ”ægte lærde har læst mere end én bog”.

Den nu aflyste forfatter påpegede forleden i et åbent brev til KPFA, at han godt nok har kritiseret islams homofobi og misogyni, men altid har skelnet mellem ”islam” og ”islamisme”, og han udfordrer radiostationen til at fremlægge eksempler på grove tweets fra hans hånd: ”Når det mislykkes, formoder jeg at I vil udstede en offentlig undskyldning, som jeg naturligvis vil tage imod…” Måske skulle han ikke være helt så kæphøj, for KPFA kan dække deres sag med hans tweets fra 2013: ”Jeg mener at islam er den stærkeste form for ondskab i verden i dag.”

KPFA mener, at Mr. Dawkins har al ret til at udtrykke sine synspunker, men at de har al ret til ikke at være enige og tjene penge på et arrangement, hvor han kan sprede dem. Radiostationen henviser til, at de har mange muslimske lyttere, der lever med ”trusler om forfølgelse og vold i den nuværende politiske situation”. I denne slet skjulte kritik af trumpismen og den nationalkonservative alt-right-bevægelsen, ligger den ulyksalige aflysnings dobbeltproblem: En religiøs minoritet er under så hårdt pres, at hensynet til dem kommer til at gå ud over hensynet til et offentligt forfattermøde om videnskab og religionskritik. Det er ikke godt.

Henrik Pontoppidan ville ikke være enig i Richard Dawkins militante ateisme, men et stykke af vejen er deres kamp ens. I De dødes rige kæmpede fritænkerne i lilleputnationen imod obskurantismen, og gamle Enslev ville med glæde bringe Dawkins tweets for at vække et sovende folk og modarbejde præstevældets ”fromladne marekatte”. I dagens globale verden er vi oppe imod mangeslags religiøst mørke, Donald Trumps alternative fakta, falske nyheder og udstødelse af uønskede minoriteter. I et behjertet, men misforstået, forsøg på at forsvare muslimerne fjerner KPFA taletid fra Richard Dawkins, som de kunne og burde føre fælles med imod religiøs undertrykkelse og for retten til religionskritik. Radioen selv siger, at de efter aflysningen inviterede forfatteren til et arrangement, hvor hans synspunkter kunne blive debatteret, men at han ikke havde svaret på den opfordring, hvilket man godt forstår, for han har retten til at være forurettet og fornærmet. Måske skulle de læse noget mere Pontoppidan: Oplysningens venner bør ikke være fjender. Kun sådan kan kampen føres mod nutidens politiske og religiøse absolutisme, chauvinisme og obskurantisme.



Skriv en kommentar