Weekendavisen den 3. november 2017.

Flammetale. Da Kirsten Thorup takkede for Nordisk Råds Litteraturpris 2017 talte hun om, hvor litteraturen befinder sig – i teltlejrene, i smerten, i sorgen…

HELSINKI – Værstlandet Finland havde allerede gjort rent bord med filmprisen, musikprisen, miljøprisen og en halvpart i børnebogsprisen (svenske Ulf Stark, desværre nyligt afdød, og finske Linda Bondestam), og forud for uddelingen af den store litteraturpris, vendte mange blikket mod Laura Lindstedt, ofte nævnt som favorit med romanen Oneiron, og på hjemmebane her i sin egen by, Helsinki. Men Finland fik ikke fuldt hus ved prisuddelingerne denne onsdag aften i Alvar Aaltos smukke marmorhvide koncert- og kongresbygning skråt overfor den enorme parlamentsbygning, der knejser stejlt på Mannerheimintie (eller Mannerheimvägen på svensk) og får mennesker til at føle sig som myrer. Herinde har politikere og embedesmænd fra Nordisk Råd har holdt session i disse dage.

Da formanden for bedømmelseskomiteen, islandske Sunna Dís Másdóttir, brød kuverten, kom der nemlig et dansk navn ud, Kirsten Thorup. Hun modtager den prestigefyldte pris og de 350.000 gode, skattefri danske kroner for romanen Erindring om kærligheden.

Efter prisoverrækkelsen er der stående buffet på piazzaen i Finlandiahuset. Laks, den slags. I en smuk sidegemak møder prisvinderne pressen. Skoene synker blødt ned i de dybe, karrygule gulvtæpper. Stilfulde porcelænslamper med gyldne besætninger hænger på rad og række ned foran de høje vinduer ud mod Helsinkis kulsorte aftenkulde. Her stinker af elegance og kvalitet.

Ved et rundt bord med kridhvid dug sidder Kirsten Thorup. På bordet står det fysiske bevis på prisen, en statuette af massivt glas med fem forskellige glasurfarver i konturen. Den symboliserer nordlyset.

”Hvor var det en god takketale, du holdt,” siger jeg.

”Synes du?” smiler hun, usikker på om jeg er ironisk.

”Ja, det var en flammetale!”

Alt for sent var jeg blevet jeg opmærksom på, at Kirsten Thorup ikke bare havde tænkt sig at sige tak og tak og mere tak, men at hun havde noget på hjerte, et vaskeægte budskab om litteraturen og samfundet. Jeg noterede at hun talte om os her inde i det, hun kaldte koncertsalens beskyttelsesrum og alle de andre ude i katastrofelandskaberne, derude hvor litteraturen finder sted. Men jeg havde på fornemmelsen, at jeg måske var gået glip af helheden, af essensen.

”Jeg var så overrasket. Jeg havde regnet med at den finske forfatter ville vinde, Laura Lindstedt, så jeg kunne slet ikke finde ud af at tage papiret op af lommen…”

”Jamen, improviserede du så talen?”

”Nej, jeg sagde bare det, jeg lige kunne huske.”

Kirsten Thorup fortæller, at hun – som alle andre nominerede – var blevet bedt om at forberede en takketale på halvandet minut. Jeg tænker på de taler som Christina Hesselholdt, Laura Lindstedt, Vigdis Hjorth og alle de andre forfattere har skrevet, men ikke fået brug for. Gemmer de dem mon? Bliver de revet itu og deleted fra computeren i skuffelse? Tænk hvis man kunne få lov at læse dem. Sikke en formidabel litterær antologi: Takketalerne, som aldrig blev holdt…

”Har du talen på dig nu,” spørger jeg.

Kirsten Thorup tager et papir frem og folder det ud. Tre korte afsnit, printet ud og tilsat understregninger og lodrette skanderinger med blyant.

”Må jeg tage et billede af den?”

”Ja, det må du..”

”Må jeg citere den i avisen?”

”Ja, det må du da…”

Jeg affotograferer talen.

”Der var en klar politisk tone,” siger jeg,

”Var der det?” smiler hun, som om hun prøver at unddrage sig noget entydigt. Så siger hun, at hun jo blev forfatter udfra en eksistentiel fornemmelse for hjemløshed.

Så her, afskrevet fra min iPhones foto, er den tale, som Kirsten Thorup havde forberedt, og som hun gengav som hun nu huskede den. Hun huskede det meste:

”Tusind tak – det er meget overvældende, en stor ære. Det føles uvirkeligt at stå her på denne scene, i denne imponerende hal, i et slags beskyttelsesrum, afskærmet fra verdens trængsler. Afskærmet fra den rå virkelighed, så er litteraturens element. Litteraturen befinder sig derude, lige på den anden side af disse vægge og mure, ude i kulden og sneen, i katastrofelandskaberne, i ruinerne, i teltlejrene, i den brændende sol, i blæsten gennem gaderne, i hjemløsheden, befinder litteraturen sig. I byernes og sindets afkroge, i smerten og sorgen, i ekstasen, kærlighedsvanviddet. I menneskevrimlen, i hverdagslivet, blandt de lykkelige/ulykkelige, i lyset og i afgrundens mørke, befinder litteraturen sig. Hjertelig tak for Nordisk Råds Litteraturpris”.

Det er jo en tale, der stråler af social samvittighed og solidaritet. Og af en stor tiltro til litteraturens nødvendighed. Derfor giver det ekstra god mening, at bedømmelseskomiteen lagde vægt på Kirsten Thorups lange række af ”eksemplarisk vedkommende og socialt engagerede romaner”. For Erindring om kærligheden argumenterede komiteen på denne måde:

”Kirsten Thorups roman tegner et portræt af kvinden Tara, der konstant rækker hånden ud til samfundets udsatte. Hun får lidt tilfældigt datteren Siri, hvilket er en opgave, hun har svært ved at klare. Det bliver et hjerteskærende og nådesløst forløb, hvor spørgsmål om ret og pligt, det private og det politiske – og ikke mindst kærlighedens styrke og pris – behandles i en stadigt mere nuanceret form. Erindring om kærligheden er en kulsort og vis roman. Den trækker vod i dybet, i vores fælles dyb, som kun virkelig litteratur kan gøre det.”

Kirsten Thorup er nærmest mat af glæde. Hun har været sammen med de andre nominerede til bogmesse i Helsinki i de seneste dage, og nu har hun vundet den pris, som mere end nogen anden betyder noget for læsningen af nabolandslitteraturen. Samme dag har Nordisk Råd vedtaget et forslag om at øge oversættelsesstøtten og øremærke midler til oversættelser af vinderne af Nordisk Råds Litteraturpris. Ministerrådet skal dog finde pengene, før forslaget kan blive til virkelighed.

Kirsten Thorups vinderoman er endnu ikke blevet oversat til en nabolandssprog, men prisen smækker nok døre op. Selv peger forfatteren på noget andet, der kan have stor betydning for litteraturudvekslingen:

”Da jeg var ung var der litterære debutantmøder, hvor vi mødtes på tværs af lande og sprog. I dag er der mulighed for at gå på forfatterskoler og skrivekunstakademier i nordiske nabolande i Skandinavien. Det er en rigdom sproglig set, som unge forfattere bør udnytte,” siger hun.

Vi driver ud til buffeten, hvor Kirsten Thorup bliver lykønsket af andre nominerede. Jeg siger også tillykke endnu engang, inden jeg forlader Finlandiahuset sammen med David fra Jyllands-Posten, forhenværende kollega her fra avisen. Vi skal til hvert vores Scandic og skrive.

Da vi træder ud i aftenkulden, er der et lille opløb af embedsmænd, chauffører og sikkerhedsfolk. Lige til højre for os står vores statsminister og får en aftensmøg. Han vender sig i vores retning, skodder cigaretten i en affaldsspand. Både David og jeg tænker på at spørge, om han har læst Kirsten Thorups roman. Det har han sikkert ikke, han har nok at gøre med at læse notater og sagsakter i mavebælter. Så sætter han sig ind på bagsædet, en vagt smækker døren i, chancen er forpasset. Den sorte Mercedes glider ud i Helsinkis aften, ud i blæsten gennem gaderne, i hjemløsheden, i menneskevrimlen, i hverdagslivet, ud i lyset og i afgrundens mørke, ud i katastrofelandskaberne. Derude hvor litteraturen befinder sig.



Skriv en kommentar