Weekendavisen den 17. november 2017.

Roman. Ung Mand, hedder hovedpersonen, i Hallgrimur Helgasons nye dannelses- og kunstnerroman. Han brækker sort galde op, som kan selvanantænde.

Hallgrimur Helgason: Søsyg i München. Oversat af Kim Lembek. 326 sider, 299 kr. Lindhardt og Ringhof.

Det er understrømmen af alvorligheder, man skal bemærke i islandske Hallgrimur Helgasons formelt set fjollede coming of age-roman, Søsyg i München. Godt nok omtales vores hovedperson – som må antages at være forfatterens alter ego, plus minus, nok mest minus – konsekvent som Ung Mand, og godt nok læser han allerede på første side i James Joyces A Portrait of the Artist as a Young Man. Men det er som forstadiet til ung mand, vi møder ham. Han træder ikke i den selvbevidst James Joyce’s spor. Snarere sjosker han efter den mere tvivlrådig Dylan Thomas, som parafraserede Joyce, men kaldte sine ungdomserindringer for Portræt af kunstneren som hvalp. Og det er netop dét, han er, den genert bumsebefængte, uskyldige 21-årige, der i 80’ernes begyndelse rejser fra det omverdensbeskyttede Reykjavik til München for at blive kunstner: en hvalp. Han indlogerer sig hos en tysk enke, der arbejder for Siemens, og han indser, at hun er selve Europa. Men selv er han ”en stum kulturkylling, en skovbo fra et skovløst land, Kasper Hauser fra Ishavet.”

Ung Mand møder verden med både bæven og beslutsomhed. Allerede i romanens begyndelse slår han tonerne an til en lang elegi: ”Åh, hvor er det svært at være ung! En ren ungersvend i en uren verden. Sin egen generations fange. En slave i tidens lænker. Og jeg’et som et ufremkaldt billede i en kold væske.” Og kort efter: ”Åh, hvor var et smerteligt at vokse op i disse velmagtsår, i disse ekspansionstider, da alt var en rivende udvidelse, inflationen, bakkenbarterne, gælden og buksebenene, men ånden måtte tage til takke…”

Tonen er slået an: Inde i Ung Mand bor et jeg, der skal fremkaldes. Og hvordan kan han selv ekspandere – menneskeligt og kunstnerisk – og dermed blive en del af sin egen tid? Hvad kan vokse på ham – altså, udover det, der tit og ofte, og ofte til ulejlighed, vokser på alle unge mænd?

Søsyg i München er en dannelsesroman, hvor Ung Mand aldrig helt når til skels år og alder. Selv når han til sidst vender hjem, adskilleligt mere livserfaren, er han stadig et endnu ufremkaldt billede. Men godt det samme. Det afgørende er, at der hele tiden har ulmet noget inde i ham, måske et vulkanskislandsk urstof? Da Ung Mand ankommer til München begynder han ved særlig anspændte lejligheder at kaste et sort, hårdt materiale op, der kan selvanantænde. Så længe Ung Mand opfanger opkastet i en glasbeholder, nøjes det med at størkne, og han går derfor rundt med et bayersk ølkrus i inderlommen på sin enorme vinterfrakke: ”På det sorte materiales overflade kunne man se små, sydende bobler, der voksede og lige så hurtigt forsvandt igen med en stille hvislen ligesom små vanddråber på en varm kogeplade.”

Jo, noget gærer inde i Ung Mand, og det må stå enhver frit for, at omsætte den sorte stengalde symbolsk. Er det en gestaltning af fattigfirsernes kolde krig? Er det punken og modkulturens fremvækst indefra? Måske dette og mere til? Mod slutningen udgør materialet en kostelig politisk og diplomatisk krise, som jeg ikke skal røbe for meget om.

Søsyg i München er en legende let kunstnerroman, men dens egentlige kvalitet ligger ikke i den selvudleverende humor. Det vigtigst læseværdige findes i de fine persontegninger, portrættet af Island (”Den islandske nation var for lille til, at man kunne stille samme krav til den som til større og rigtige nationer…”), skildringen af 80’erne og Ung Mands vækst gennem kunst. Man kan ikke mindst lære betragtelige ting om Marcel Duchamps og hans kunst: Han gentog aldrig selv, han var historiens frieste menneske.

Kim Lembeks oversættelse står som fint dansk og forekommer både sikker og rig på kreative løsninger.



Skriv en kommentar