Ingen ø er et menneske

Robinsonade. Nietzsche-inspireret tysk tandlæge hiver tænderne ud på sig selv, fordi han vil være eneboer på Galapagos, spise moden frugt og blive 140 år. Ny norsk roman baseret på virkelige begivenheder i 1930’erne.

Ida Hegazi Høyer: Fortællingen om øde. Oversat af Allan Lillelund Andersen. 268 sider, 240 kr. Forlaget Silkefyret.

I 1929 fik den tyske tandlæge Friederich Ritter nok af tilværelsens trivialiteter i Berlin, og sammen med sin patient og elskerinde, Dore, vendte han civilisationen ryggen. De overlod deres respektive ægtefæller til hinanden og emigrerede derefter til en af øerne i Galapagos ud for Ecuador, hvor de ville gå nøgne rundt under solen og leve af naturens herligheder. Så sikre var de på at de aldrig mere skulle spise kød, at dr. Ritter bortopererede deres tænder. I stedet investerede de i et stålgebis. Til deling.

Den norske forfatter Ida Hegazi Høyer elaborerer over denne autentiske historie, som hun skærer til efter forgodtbefindende i romanen Fortællingen om øde. For eksempel ignorerer hun Dore helt ud af begivenhederne. Dr. Ritter hedder heller ikke længere Friederich, men Carlo. Men ellers er anslaget i overensstemmelse med kilderne.

Med hovedet fuld af nietzscheansk filosofi og sværmeriske ideer om at leve som eremit, lader manden sig ilandsætte på en sortsandet strand, kun befolket af søløver og øgler. Han forestiller sig, at han skal leve af modne frugter og blive 140 år. Han har ingen idé, om øens ubarmhjertige ugæstfrihed. Allerede den første nat indser han sin plans håbløshed. Men der er ingen vej tilbage, og han er nødt til at bide sig fast. Han må opgive sine forestillinger om nøgenlivet i paradis på jord, for virkeligheden er anderledes brutal.

Dr. Ritter har altid ment, at man kun er et lille menneske, hvis man behøver samvær med andre. Men nu begynder selv han at savne. Al sin længsel projicerer han over på en øgle. Det starter som et venskab. Men så udvikler det sig. Det skællede dyr afviser ham ikke. Heller ikke, når han lægger sig oven på det. Dyret bliver et surrogat for de mennesker, som doktoren har vendt ryggen. Han gør, hvad han gør, uden at skamme sig.

Langsomt indser Ritter, at hans egen menneskelighed afhænger af, at han opretholder en forbindelse med civilisationen. Derfor begynder han – imod sine egne oprindelige intentioner – at skrive rapporter, som han poster i en tønde nede på stranden, sådan som tidligere bosættere har gjort. Passerende fragtskibe tømmer tønden, og rapporterne bliver trykt i de tyske aviser. Doktor Ritter bliver hurtigt en europæisk berømthed.

To år senere støder det tyske ægtepar Wittmer til, hun er højgravid. Også de vil stå af ræset. Men Ritter lever sit misantropiske liv og agter ikke at byde naboer velkommen. Modvilligt lader han dem dog bosætte sig i nærheden og de finder en fin modus vivendi, især da en ny gruppe nybyggere ankommer til øen med en femme fatale af dimensioner i spidsen, en baronesse (Eloise von Wagner-Bosquet) med en entourage af elskere og tjenende ånder. Hun opfører sig som en kejserinde. Det kan kun gå galt.

Ida Hegazi Høyer baserer sin mærkelige roman på velbeskrevet, men yderst dramatisk og uopklaret, gådefuldt stof. Hvad der til syvende og sidst skete på øen Floreana og en af naboøerne i Galapagos-øgruppen dengang i 30’erne, har ingen vist fuldt overblik over, for dehydrerede lig og forsvundne mennesker sladrer ikke. Og så må romanforfatteren jo tage sig friheder.

Fortællingen om øde er en uhyggelig psyko-robinsonade, der som roman kun svigter på ét punkt, men det er til gengæld også eftertrykkeligt. Ida Hegazi Høyer giver nemlig øen identitet køn, følelser og stemme, for eksempel her hen mod slutningen: ”Hun havde vidst det fra de satte fødderne på hende, hvordan det skulle slutte. Havde følt hver en brist, hvert et svaghedstegn, der trevler i en allerede udslidt tråd (…) Hun havde eksisteret i årtusinder, drevet hen mod sit salige farvel, og var der én ting, hun havde lært om menneskene, så var det dette, at mistilliden altid vandt. Men de havde været god underholdning, det skulle de have disse tyndhudede. Hun havde moret sig så meget, at hun var ved at bryde sammen.”

Sådan en antropomorfisering af øen tærer hårdt på min ellers store velvilje overfor romanen, og det stemmer også ringe overens med det bærende modsætningsbillede af mennesket mod naturen. Fra John Donne ved vi jo, at ”intet menneske er en ø”, men heller ingen ø er et menneske, og Ida Hegazi Høyer burde helt klart have ladet øgruppen, hvor Darwin gennemskuede arternes oprindelse, forblive et stykket fjendtligsindet, umælende natur.

En roman af denne slags må nødvendigvis står i gæld til Daniel Defoes Robinson Crusoe og William Goldings Fluernes herre. Men den er også beslægtet med schweiziske Christian Krachts Imperium (på dansk 2012) om den autentiske Arthur Engelhardt, der etablerede en soldyrkende nudisme- og kokosnødekult på Ny Guinea i 1902, Erlend Loes Doppler om manden, der går ud i vildmarken for at slippe for civilisationens krav om at være ”kompetent”, og efterhånden talrige romaner om familier der flytter/flygter ud i de svenske skove for at slippe for stress og jag, selvom Fortællingen om øde naturligvis henter sin basisfortælling i et over 80 år gammel drama.

Om Dr. Ritter, den psykopatiske baronesse og de øvrige kolonister er der udgivet både fagbøger og dokumentarfilm, og Ida Hegazi Høyer arbejder sågar på en spillefilm. Men en ganske interessant samtidig kilde til belysning af tiden, personerne og stederne, er den danske opdagelsesrejsende Hakon Mielche, der sandsynligvis var den sidste, som havde kontakt med øboerne inden det hele ramlede. Anskaf gerne hans Monsunens sidste rejse (1935) og læs kapitel ni, ti og ikke mindst efterskriften som supplement til denne forunderlige roman.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *