Weekendavisen den 3. marts 2017.
Teater. Velspillet bittersweet begærshistorie om mennesker til alle evigheder.
William Shakespeare: Helligtrekongersaften eller Hvad I vil. Instruktion: Therese Willstedt, Thomas Bendixen, Morten Kirkskov. Scenografi: Mårten K. Axelsson. Skuespilhuset til den 1. april.
Den offentlige von hörensagen har ladet os vide, at instruktøren blev syg og måtte opgive før opløbet, og at scenografien måtte ændres i sidste øjeblik, fordi en hoppeborg larmede for meget, når den pustede ud. Det taget i betragtning er det flot, at skuespillerne ser ud til at more sig oprigtigt og nyde deres aften på scenen.
Og det forplanter sig til den rødvinsfarvede plys, hvor vi sidder og klukker som små glade flasker, mens vi lader os seriøst charmere af al den dejlighed, som skuespillerne kan præstere med smukke ansigter, spændstige kroppe og udsøgt affekteret gestik og mimik. Her slippes alle tricks løs med legende lethed, og da Søren Sætter-Lassens hushovmester Malvolio danser sig selv rundtosset i selvforelsket selvsmagende selvglæde over at være (tror han!) elsket af grevinden (prægtige Tammi Øst), er der ingen i salen, der ønsker at scenen nogensinde skal stoppe – mindst af alle Søren Sætter-Lassen selv, som vist forstår Malvolios eksponeringstrang bedre, end nogen.
Shakespeares Helligtrekongersaften eller Hvad I vil bliver aldrig en yndlings for mig. For meget overfladeforvekslingskomedie, for lidt død og drama. Men vi søger dybden i historien om de fortabte hjerters forvirring og forstillelse, om splittelse og genforening, om kampen for kærligheden. Dét er naturligvis en bittersweet begærshistorie om mennesker til alle evigheder, for hvem har ikke engang håbet og længtes?
Det begynder med Viola (Danica Curcic), som ankommer til fremmed kyst som en stakkels skibsbruden, interessant iscenesat ved at hun i første scene sidder med hovedet i en spand vand, der gør det ud for et helt hav (samme symbol Morten Kirkskov brugte da han satte Elfriede Jelineks tekst om Middelhavets bådflygtninge op i forfjor). Violas elskede tvillingebror er druknet (tror hun!), og hun må nu begynde forfra, forklædt som mand – erotisk androgyn – i et hertugdømme, hvor hun straks bliver infiltreret i nogle selvmultiplicerende kærlighedsforviklinger. Derefter går det over stok og sten, så vidunderligt velspillet, skønt at skue og nyskabende opfindsomt med en fin visesyngende fortællerstemme (Esben Dalgaard) og velafstemt balance, hvor også morgendagens mand, Simon Bennebjerg, får mulighed for at vise sit store talent.
Helligtrekongersaften (Twelfth Night på engelsk) er oprindelig karnevalsnatten den 12. nat efter jul, hvor man klædte sig ud og antog nye identiteter for en dag. Det passer med perfekt tidsåndsaktualitet til vor nutids karnevalistiske hverdag, hvor identiteten er til forhandling og forvandling, ja der er vist 37 forskellige køn at vælge imellem. Men stykket har også eftertitlen Or What You Will. Ja, hvad vil vi egentlig? Vi vil forføres for en aften.