Weekendavisen den 14. april 2017.
Kommentar. Flygtningetrafikken i Middelhavet har aldrig været mere travl, end netop nu.
I sidste uge var der Othellolagkage til alle de brave folk i Guardia Costiera, den italienske kystvagt. De fejrede, at de i år netop havde evakueret 25.000 flygtninge og migranter i Middelhavet. Men knap havde de slikket kageskeen, før de måtte i bådene igen. I torsdags gennemførte de 12 nye redningsaktioner og reddede 1.350 mennesker.
Med andre ord: De bliver ved at gå i bådene på den nordafrikanske kyst. Selvom de ikke når frem til de europæiske landeveje, fordi landruten via det græske øhav er blevet lukket, findes de stadig derude i bølgerne. På nuværende tidspunkt ligger tallet 30 procent højere end sidste år ved samme tid. 663 er foreløbig omkommet mellem Libyen og Italien. I fjor nåede det tal op over 5000.
Forud for den nyligt overståede internationale konference i Bruxelles om den humanitære krise i og omkring Syrien, meddelte udviklingsminister Ulla Tørnæs forleden, at Danmark nu donerer 250 millioner kroner til både akut og langsigtet hjælp til de mange millioner flygtninge. Også det kunne man fejre med en kage, hvor tallet for Danmarks humanitære bidrag til krigsofrene fra Syrien stod skrevet i glasur: 2,25 milliarder kroner. Det er naturligvis ikke noget ringe bidrag.
De humanitære penge, som vi bruger netop nu, er allokeringer, altså overflyttelser, fra en anden konto, som oprindelig blev polstret for at løse opgaver herhjemme med asylsøgere og flygtninge. Der er tale om de penge, som daværende udenrigsminister Kristian Jensen talte om sidste sommer: ”Regeringens stramme udlændingepolitik og EU’s aftale med Tyrkiet har ført til væsentligt færre asylansøgere i Danmark. Det betyder, at vi nu kan flytte flere penge over på at hjælpe flygtninge i verdens brændpunkter fremfor asylansøgere i Brande og Brønderslev.”
Tyrkiet-aftalen er nu godt og vel et år gammel. Og den fungerer. EU vurderer, at en million mennesker er blevet afskåret fra at gå i bådene for at søge mod en græsk ø i Det Ægæiske Hav. Før aftalen kunne mange tusinde flygtninge ramme kysterne hver dag. Nu er der tale om en enkelt båd eller to. Men efter seks års krig er flygtningetallet nu er rekordstort Syriens nabo- og genbolande, Tyrkiet, Libanon, Jordan, Irak og Egypten – over fem millioner. Dertil kommer et større antal internt fordrevne indenfor Syriens grænser. Konklusionen er, at mens vi ser færre flygtninge hos os, vokser problemet dernede. Her benytter vi anledningen til lige at minde om, at 95% af verdens over 60 millioner fordrevne mennesker befinder sig indenfor deres hjemlands grænser eller i et naboland til det land, de er flygtet fra. De er ikke her hos os.
Alle er enige om, at nærområdehjælp er en nyttig og nødvendig strategi. Det er klassisk humanitær strategi, og grunden til at FN’s Flygtningehøjkommissariat og alle de operative organisationer så tit appellerer til EU-landene om at donere de midler, der er nødvendige for at skabe sikre og værdige forhold for flygtningene tæt på deres hjemlande.
Men hvad tør vi tro om Tyrkiet-aftalens stabilitet? Siden den blev indgået – og Tyrkiet blev rundhåndet kompenseret for at stoppe udskibningen – er der sket ganske meget i forholdet mellem præsident Erdogan og EU, der bevæger sig fra kontrovers til kontrovers, samtidig med at Tyrkiet rykker længere og længere væk fra en demokratisk udvikling: pressefriheden indskrænkes, oppositionen forfølges, dødsstraffen er måske på vej tilbage og Erdogan viger ikke tilbage for at kalde tyskerne for nazister. Præsidenten føler sig kronisk forurettet og ydmyget af EU, og spørgsmålet er, hvornår han finder det opportunt at slække på grebet om sine egne kyster.
Det eneste vi ved, er at EU’s ydre grænsekontrol for tiden er i kommission hos en notorisk antidemokrat, som vi – trods alle de politiske konflikter og uenighed om menneskerettigheder og moral – betaler for at gøre det beskidte arbejde. Det er paradoksalt nok det samme, bare spejlvendt, som vi kritiserer flygtningene for at gøre, når de køber assistance hos menneskesmuglerne. De er tvunget til at handle med fanden selv for at nå deres mål, og det samme er EU. Erdogan er for os, hvad menneskesmuglerne er for flygtningene: en nødvendig samarbejdspartner.
Så vidt vides fantaserer vores statsminister stadig om, at EU kan opføre og drive enorme, permanente flygtningebosættelser i Libyen for at stoppe Middelhavstrafikken. Endnu venter vi på, at han konkretiserer sin idé, politisk, økonomisk, humanitært, sikkerhedspolitisk. Vi kommer til at vente forgæves. Imens øges flygtningetallet, og flere og flere går i bådene.