Weekendavisen den 19. maj 2017.

Roman. Jonas T. Bengtssons nye roman er mørk realisme og en hyldest til Agota Kristof.

Jonas T. Bengtsson: Sus. Roman. 272 sider, 249,95 kr. Rosinante.

Alle tror, at manden er et perverst, pædofilt svin. Men i virkeligheden var det ekskonen, der plantede børneporno på hans computer og fik ham dømt. Nu sidder han i sit lille hus ved mosen, bedøvet og bundet til en køkkenstol. Overfor ham står en pige på nitten, som ligner en dreng på tolv. Hun er bevæbnet og iskold: ”Tænk på mig som en naturkatastrofe. Eller et trafikuheld. Du behøver ikke at være skyld i noget, men derfor bliver du alligevel ramt af varevognen. Det er virkelig trist, men den slags sker.”

Sus, hedder hun, en ensom desperado. Med manden har hun intet mellemværende, han er blot genstand for en af hendes opøvelser i overlevelse. Det eneste hun ved om ham, er det, hun har opsnappet fra de skolebørn, hun sælger hash til i frikvarteret. At slå ham ihjel vil kun være træning til det egentlige drab, hun forbereder sig på.

I en drøm bebrejder Sus sin bror, at han svigtede hende. Jeg kæmpede for Danmark, svarer han. Tror du selv på det, spørger hun. Han siger: ”Selvfølgelig ikke. Jeg flygtede”. Sus er nådesløs, hun insisterer: Du skulle have været min storebror, du skulle have taget dig af ham, du skulle have været et mand. Broren siger, at det var umuligt at være en mand efter det, faren havde gjort. ”Men du kunne sagtens gå i krig?” indvender Sus. ”Man behøver ikke at være en mand for at gå i krig. Det er næsten kun en ulempe,” lyder svaret. Og så er drømmen slut.

Sus er ikke en mand, så hun gør klar til krig. Da vi lærer hende at kende, er hun i gang med at teste sin egen frygt, angst, smerte, udholdenhed og viljestyrke. Hver dag presser hun sig selv, for der venter et drab forude. Hun kravler op på husblokkens tag og stiller sig helt ud på kanten. Hun køber en killing, som hun vil hugge en dolk i. Hun drikker fløde for at forøge sin kropsvægt.

Sus’ far vil snart blive løsladt. Han bandt sin kone til sengen og lod hende ligge med abstinenser, mens han gik på druk i flere dage. Da han vendte hjem, var hun død. Sus’ storebror kom tilbage fra Afghanistan med en granatsplint i hjernen, han ligger i koma. Sus selv er vendt tilbage til blokken efter at have boet på institution i Jylland. Hun stjæler, svindler og ryger sig skæv, pusher hash for en dealer – en bizart usandsynlig fyr med muskelsvind – og forbereder historien om et bebudet mord.

I februar udkom ungarske Agota Kristofs trilogi Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn med forord af netop Jonas T. Bengtsson. Han har altid været påvirket af disse knivskarpe romaner, og i Sus bliver det ekstra tydeligt, for Sus’ psykologi og situation er nærbeslægtet med tvillingernes i Det store stilehæfte, hvorfra Jonas T. Bengtsson har kopieret hele ideen om det svigtede og kynisk kalkulerende barn, der pålægger sig selv øvelser for at blive rå nok til at overkomme tilværelsens fortræd. Det er ikke et plagiat, det er en litterær hommage.

Som altid i forfatterskabets romaner – sådan har det været i både Aminas breve, Submarino og Et eventyr – er vi, konkret eller principielt, i Københavns nordvestkvarter, denne gang sandsynligvis i gaderne omkring blokkene i Lundtoftegade. Men i Jonas T. Bengtssons storbyportræt findes gentrificeringens nye boliger, kaffebarer, gallerier og kreative virksomheder ikke. Arnes Dækservice er blevet revet ned og Bisidderkroen er nu en fancy ølbar. Men hos Jonas T. Bengtsson lever kvarterets fortræd, trøstesløshed og sociale isolation. Også Sus er mørk og hårdkogt, skrevet med nøgtern usentimentalitet og sporadisk poesi.



Skriv en kommentar