Henrettelsesskuret

Marts 2017.

Her er DK. Redigeret af Anne Meisner og Iselin C. Hermann. Brøndums Forlag.

http://www.her-er-dk.com/

Det brune blod breder sig som en blomst på brystet af den bagbundne mand. Overkroppen falder forover, men han holdes oppe af rebene, der er fastgjort til bagvæggen i det lille skydeskur. Skarpe smæld fra ti karabiner hænger i luften og får bladene til at rasle på træernes grene.

I krattet stopper en jagende ræv op og spidser ører under den sølvhvide måne. Det samme gør en mand, der er stået op for at tisse i en stikkelsbærbusk i den lille kolonihave på den anden side af vandløbet bag Volden. Han ryster af og knapper op, går med tunge skridt ind til sin kone. Han ved godt, hvad der foregår på det afspærrede område bag træerne. Det er helt fint med ham. De fortjener det, synes han, landsforræderne.

Ikke så langt derfra, i en køje i en flygtningebarak på Kløvermarken, ligger en mand under et groft tæppe, søvnløs og bekymret. Heller ikke i nat kunne han falde i søvn. Sult og sorg. Han tænker hele tiden på den lange vandring fra landsbyen. Han tænker på dem, der ikke kunne klare mosten. Han tænker på hvordan kaos greb om sig, da russerne rykkede frem fra øst og tvang tyskerne på flugt fra hus og hjem.

Nu er han flygtning i fjendeland, én af en kvart million. Danskerne tåler tyskerne, det er de nødt til, det har englænderne bestemt. Han kan godt forstå, at danskerne efter fem års besættelse, giver flygtningene den kolde skulder. Han er tysker, men ikke nødvendigvis nazist.

Manden kigger ud af et vindue. De røde barakker strækker sig hele vejen mod Amagerbro. Han ved ikke, at de er importeret fra Sverige i al hast efter Tysklands sammenbrud. Han ved ikke, at de ældste barakker ved Kløvermarksvej er karantænestationer fra polioepidemien i 30’erne. Det eneste han ved er, at han er interneret i en lejr, der er omgivet af pigtråd. Nu lytter han efter nattens lyde. Han hører skuddene, kan nærmest fornemme at nogen dør i nærheden. Men hvem, der dør, og hvorfor, ved han ikke.

٭

Norddyssen, hedder stedet. I dag er det smalle, langstrakte område en af Christianias forstæder. Fra området mellem Christianshavns Torv og Christmas Møllers Plads bugter stien sig som en slange langs vandet. På det indre Christianias kyst blinker små farverige dryp af arkitektonisk poesi. To svaner glider gennem vandet som hvide pudderpuder med periskoper. Her, på dyssen, ligger fantasifulde huse side om side med nedgange til gamle bunkeranlæg. På en container til genbrugsbatterier sidder et klistermærke på et mærkeligt blandingssprog: Niemand is illegaal.

Med nogle hundred meters mellemrum stikker et pileformet fremspring ud i voldgraven, i militært fagsprog en redan, og ved 2. Redan ligger en fredet bygning, et historisk krudtmagasin, hvor Den Okkulte Skole, hvad det så end er, i dag har til huse. Krudtmagasinet er omfattet af refusionsaftalen mellem christianitterne og staten. Christiania har taget et lån for at finansiere en renovering af taget. Hvis bygningen derefter vurderes at være mere værd, end den er sat i stand for, betaler staten penge tilbage til Christiania. Et sted oppe på stilladset spiller en transistor. Middagsradioavisen fortæller at EU vil sende alle flygtninge retur til Tyrkiet.

٭

Månen bryder blegt nattemørket. En bilkortege svinger op foran skuret. En mand i håndjern bliver ført ud af en vogn. Henrettelsespelotonen består af ti politmænd. De handler i statens tjeneste. De eksekverer retsopgørets dødsdomme. Den dømte er Schalburgmand.

Skurets døre er slået op på vid gab. Nogle projektører oplyser nattemørket, så landsforræderen står klart som en skydeskive midt i skuret. Har han hættepose på? Eller ser han de ti mænd som diffuse silhuetter i modlys?

Kommandanten sikrer sig, at manden er forsvarligt bundet til bagvæggen. Måske lader man ham få en sidste smøg. Måske vil han gerne tale. Måske angrer han. Måske pisser han i bukserne. Kommandanten hæver sin arm. Politimændene tager ladegreb, lægger riflen til skuldrene, sigter. Da armen falder, trykker de på aftrækkeren.

Nu skal liget fragtes bort, og det brune blod, der pibler ned mod risten i det skrånende fundament, skal skylles bort. Nogen henter spande med vand fra voldgraven. Politimændene går lidt afsides, skraber i jorden med skosnuderne, en pakke smøger går rundt. Der står de så i natten, mørkelagte og tænksomme. Gløderne for enden af cigaretterne lyser op som små kometer.

٭

Skydeskuret blev revet ned, da den sidste landsforrædder var blevet henrettet. Hvad der blev af brædderne, ved vist ingen. Men fundamentet ligger der stadig. Fire lange skridt i længden, halvanden i bredden. I midten en blodrist, tilstoppet af blade og grenet. En flækket flise, arret og frostskadet, som låget på et for længst glemt mausolæum.

Håndværkernes blå containere står på hver side af fundamentet. Det er et tilfælde. Ingen har bedt entreprenøren om at tage hensyn til den grå betonrektangel i græsset. Ingen har fortalt tømrerne, at de går på et Danmarkshistorisk sted. Ingen har sat en sten til minde eller et skilt til oplysning om, hvad der er foregået her. Myndighederne vil vist ikke risikere at gøre det til et valfartsted for nynazister. De vil nok heller ikke minde os om dengang staten hævnede og henrettede.

55° 40′ 47,54″ N, 12° 36′ 49,07″ E.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.