Weekendavisen den 29. december 2017.

Breve. ”Kære Mor. Jeg må skrive i dag, jeg kan ikke holde denne tilværelse ud længere…” Bevægende brevantologi giver indsigt i undtagelsessituationer hos både de berømte og de anonyme.

Breve fra… 225 sider, 339.95 kr. Redigeret af Iben Engelhardt Andersen. Informations Forlag.

Da jeg var ung, sværmede jeg for brevskrivningskunsten. Jeg havde en romantisk drøm om at gøre skrivning til min levevej, og jeg sendte bunker af håndskrevne lyseblå aerogrammer hjem fra dannelsesrejser i det store udland. Brevskrivningen var først og fremmest en social begivenhed, men det var også en journalistisk-litterær øvelse. På min reol stod (og står stadig) Hemingways Selected Letters 1917-1961, Karen Blixens Breve fra Afrika og J.P. Jacobsens brevveksling med brødrene Brandes.

For nogle uger siden sad jeg så i Dronningesalen i Den Sorte Diamant foran scenens diskret belyst halvcirkel, hvor de medvirkende sad klar til aftenens brevforestilling. Året igennem har biblioteket præsenteret en række fantastiske breve af både fremtrædende kulturpersonligheder og ganske ukendte mennesker. Brevene stammer ikke mindst fra Håndskriftsamlingens umådelige mængder af historiske vidnesbyrd, cirka to millioner i alt, om levet liv og tænkte tanker i og udenfor Danmark fra 1500-tallet til nutiden.

En for en trådte de medvirkende nu frem og lukkede publikum ind i nogle privatverdener, som vi egentlig ikke var tiltænkt adgang til, og mens jeg sad og lyttede til oplæsninger af breve fra Karen Blixen, Herman Bang, Ingeborg Stuckenberg m.fl., sørgede jeg lidt over brevskrivningens tabte status i en digital tid, hvor vi måske nok meddeler os til hinanden flittigere og hurtigere end nogensinde før, men næppe med brevskrivningens langsomme eftertænksomhed og uden at efterlade de fysiske udtryk af håndskrift, tilskrivninger m.m. Nutildags gælder det om at arkivere mails, sms’er og statusopdateringer fra de sociale medier.

Den aften i Diamanten, var der ét brev, der rørte mig mere, end nogen af de andre, selvom livstragedierne og de bristede forhåbninger stod i kø i brev efter brev. Men én brevskriver skilte sig ud, ikke en forfatternotabilitet, men en ganske almindelig ung mand, Otto Harder, som forlod Danmark i jagten på lykke, men endte som et stykke menneskeligt vraggods i New Yorks nådesløse gader i 1900-tallets begyndelse.

Brevet står nu at læse i det meget righoldige og generøst faksimileillustrerede album, Breve fra…, redigeret af Iben Engelhardt Andersen, der samler og aftrykker en lang række af de privatbreve, der har været præsenteret ved årets arrangementer i Diamanten. Bogen er en formidabel dokumentsamling, der lader os besøge andres inderste i breve, der oftest er skrevet i en af livets undtagelsessituationer, hvor meget, måske alt, står på spil. En soldat skriver fra Dybbøl, Thomas Dinesen skriver fra Vestfronten 1918, Ingeborg Stuckenberg er stukket af til New Zealand, Gustaf Munch Petersen skriver afskedsbrev på vej til Den Spanske Borgerkrig, Karen Blixen er på kaffefarmen, Hans Kirk er i Horserød, PH er i Sverige, Celiné er i Vestre Fængsel og Tove Ditlevsen er på psykiatrisk afdeling. Mennesker i alle former for eksil.

Og så Ottos brev (oplæst så fint af skuespiller Mathias Skov Rahbek i Diamanten), der er skrevet med lavmælt desperation til hans mor, Mrs. S. Harder, Mariager, Denmark, Europe. Det er dateret den 12. februar 1908:

”Kære Mor. Jeg må skrive i dag, jeg kan ikke holde denne tilværelse ud længere. Det er ganske umuligt for mig at få noget arbejde. Du kan ikke tænke dig, hvor fortvivlende forholdene er her og ingen udsigt til bedring i lange tider. Der er ligesom en lammelse over alt. Alle større byggeforetagende ligger stille af pengemangel. Der er ca. 200.000 arbejdsløse nu her. Forsøg at tænke dig blot en lille del af denne elendighed. Hvem der så har mange penge, at de kan løse billet hjem, rejser.”

Otto fortæller at han døjer med sult og kulde, og han appellerer til sin mor om at skaffe de 200 kroner, der vil kunne skaffe ham hjem med en damper:

”Mor, jeg kan ikke holde dette ud længere. Jeg har nu intet husly haft i lange tider. Jeg har nu i aften ikke være i en seng i 12 nætter, og har jeg imellem været i seng, er det i usle logihuse her til 15 cents pr. nat, sammen med al slags udskud fra hele verden. Og tit mor, har jeg ikke smagt mad i to døgn (…) Det er uudholdeligt dette.”

Otto skriver, at ”tanken om dig mor, du kan tro, den har holdt mig oppe”, og så slutter han sit brev: ”Ja kære mor, det er et trist brev, men jeg kan ikke blive ved længere. Nu må jeg dog fortsætte dette liv indtil jeg hører fra eder om ca. 3 uger, det er længe. Blot du var her mor, jeg er så ene her blandt alle de ligegyldige mennesker. Kærlig hilsen min egen mor fra din hengivne søn Otto. Hils fader fra mig.”

Når jeg læser brevet, tænker jeg naturligvis på den ulykkelige Otto mellem alle de ligegyldige mennesker, lammet af skuffelse og bristede forventninger til livet som udvandrer, klamrende sig til håbet om at komme hjem. Men jeg tænker først og fremmest på Ottos mor, som jeg ser for mig, siddende på en skammel i køkkenet, iklædt forklæde og tørklæde, med brevet krøllet sammen i hænderne, bøjet hoved og trillende tårer. Tænk at måtte modtage så rædselsfuldt et brev. Ikke en gnist af den forventede optimisme fra mulighedernes land, men en bønskrift fra en ung mand, der i de lange nætter på gaden har været fristet til at opgive alt. Otto skriver på selvmordets rand.

Vi ved ikke, hvordan det gik ham. Vendte lykken? Kom han hjem? Gik han til grunde? Uanset hvad, er Ottos brev et historisk vidnesbyrd, som åbner verden for os. Det er ikke et brev, der bidrager til landets åndshistorie – her læser vi Bang, Brandes og Blixen i stedet. Men det fortæller om det håb og det nederlag, som Otto, på tværs af alle skel, deler med millioner af mennesker i dag.

Breve fra… giver unik indsigt i mentaliteter og temperamenter. H.C. Andersen anså sine landsmænd for at være onde, kolde og sataniske. Georg Brandes følte sig allerede som ung litterat ”det danske Publikum og de nuværende danske Skribenter overlegen”. Begge dele anede mig jo nok. Men dette vidste jeg simpelthen ikke: I 1841 spiste Søren Kierkegaard (skriver han i et brev til sin nevø Michael Lund) æbleskiver juleaften i Berlin for at fremkalde hjemlige minder.



Skriv en kommentar