Weekendavisen den 30. juni 2017.
Roman. Kim Blæsbjerg fortsætter sit ærgerrigt opsatte samtidsportræt, der vil skildre værdierne i 00’erne.
Kim Blæsbjerg: Desertørerne 2. Roman. 462 sider, 299,95 kr. Rosinante.
Jeg kan udmærket se, hvad det er, Kim Blæsbjerg har sat sig for, ambitiøst og vovemodigt: Han vil skrive vor tids svar på Henrik Pontoppidans legendariske Lykke-Per. Derfor lader han en ung og fattig fyr fra det mørke Jylland rejse til hovedstaden, hvor han uddanner sig og kommer ind i inderkredsen hos en magtfuld finansfamilie, hvis to smukke døtre han indlader sig med. Skæbnespillet er i gang, både hos 1800-tals-familien Salomon og hos dens pendent fra de første årtier i 2000-tallet, Kappel Bruhn.
Desertørerne 2 er midterste bind i en planlagt trilogi med et rigt persongalleri. Mark er mønsterbryderen, der har forladt arbejderklassehjemmet i Lemvig og har fået job på direktionsgangen hos Kappel Bruhn, der med succes designer, producerer og sælger lædervarer og tøj, ikke mindst i Kina. Mark har været kæreste med Lea, den ene firmaarving, og efter deres brud – som de først holder hemmeligt i lang tid af hensyn til familien og firmaet – har han en affære med lillesøsteren, Sofie.
Christian er den store pater familias, der leder virksomheden med hård hånd. Hans kone Julie står for design og æstetik, og de er fælles om succesen. Men ikke alt lykkes. Pressen er begyndt at interessere sig for forholdene for medarbejderne i læderindustrien i Asien, og der er demonstrationer foran fabrikkerne i Cambodia. Christian har ikke indviet Julie i alle sine investeringer, og da Bagmandspolitiet begynder at interessere sig for hans aktiviteter og ransager firmaet og hjemmet, slår det dybe revner i forholdet. I forvejen er Julie begyndt på en affære med en af Christians venner. Ude i Shanghai styrer ægteparrets ældste datter Malene de asiatiske forretninger, mens sønnen Simon arbejder med gadebørn for en ngo i Kabul efter at han deserterede fra hæren umiddelbart før han skulle udstationeres i Irak. Og så er der Seb, efternøleren, der trækker sig mere og mere ind i sig selv.
Alle har hemmeligheder for hinanden, alle har noget at skjule – fra finansfup over erotiske eskapader til små og store løgne. Alle lever i bristefærdige bobler, alle har noget, de prøver at flygte fra, alle er desertører. Men alle er også optændt af håb, drømme og ambitioner, og for Christian handler det nu om at redde sig igennem et klippefyldt farvand, for der er intet over firmaet og familien.
Mark, opkomlingen fra Lemvig, hører til begge steder hos Kappel Bruhn: i firmaet og familien. Han er en betroet medarbejder og officiel svigersøn. Men hvor meget kan hans skuldre bære? Lea går fra ham, Sofie lider under deres affære, firmaet lider under dårlig presse og politiundersøgelser, Kappel Bruhn’erne rammes af individuelle kriser, og hjemme i Lemvig synker Marks far ned i dyb alkoholisme, mens broren hutler sig igennem.
Desertørerne er et ærgerrigt opsat samtidsportræt, der vil skildre værdierne, dels dem der kan gøres op i kroner og ører på regnskabets bundlinje, dels dem der definerer vores måde at være sammen på i menneskelige fællesskaber. Hvad sker der med idealerne, når kineserne ikke er til at komme udenom i den globale økonomi? Eller når Taliban er en magtfaktor, der ikke bare kan udryddes?
Kan Kappel Bruhns overleve kriserne, de private og de professionelle? Det ved vi først, når trilogien når i mål. Nogen ny Pontoppidan er der absolut ikke tale om, men mindre kan jo gøre det. Dog kunne man ønske sig, at Kim Blæsbjerg ikke skrev sådan en jævnt kedelig begivenhedsrefererende prosa, men at han i højere grad hjalp os til at mærke og forstå personerne. Ambitionen er der ikke noget at udsætte på. Men trilogien ligner stadig mere et behændigt prospekt, end et byggeri af blivende værdi. Første bind kaldte jeg en risikabel investering, og jeg sidder stadig på hænderne, skeptisk afventende.