Drengene på plænen

Weekendavisen den 24. marts 2017.

Levned og meninger

Det var sådan en smuk sensommerfredag, hvor solen skød sine sene orange aftenstråler hen over tagenes teglsten, mens svirrefluerne mæskede sig i bladlus.

Hele rækkehuskvarteret summede af tilsyneladende augustlykke, men jeg havde endnu ikke opdaget, at naboerne til både højre og venstre var ved at færdigforhandle deres skilsmisser. Raftehegnene kunne skjule hemmeligheder som dybe, mørke skovsøer.

Fuglebakken på Frederiksberg var en ghetto helt fra begyndelsen. Da Thorkild Henningsen tegnede kvarteret i slutningen af 20’erne var det tænkt som et godt levested, der kunne tiltrække dannede mennesker som lærere, arkitekter, tandlæger og kunstnertyper. Vi rykkede ind i begyndelsen af halvfemserne, fordi vi kom til at give en ejendomsmægler håndslag på mere, end vi havde råd til. Vi blev forført af kvarterets børnevenlighed, husets rene linjer og stedets uendelige herlighedsværdi.

Da vi gik ud gennem lågen svøbte aftenluften sig om os, som varm, blød fløjl. Knopperne fra drengenes fodboldstøvler tappede mod fliserne. Den store havde sin rød-og-hvid-stribede bluse på med nummer 6 på ryggen. Den lille var i målmandsdragten med ettallet og navnetrykket Sorensen. Thomas Sørensen, den seje målmand fra Sunderland, kronprins til selveste Peter Schmeichel. Jeg bar de orange kegler og boldnettet.

I det samme kom naboen hjem. Bo havde tilbragt endnu en dag i biografen og på avisen. Nu havde han hentet pizza henne hos Hussein sammen med Laura. Vi sagde godaften, udvekslede et par ord, så gik de ind i deres have og vi gik op mod det lille anlæg, som engang var en del af den park, der tilhørte Fuglebakkens Børnehospital. Det var lukket for længst, og det meste af parken var blevet bebygget med nye rækkehuse.

Vi gik ned ad Solsortvej. Til venstre ad Egernvej lå et hus, der havde været med i Husk lige tandbørsten. Jeg fandt aldrig ud af, om det var præcis det hus, hvor Helle Virkner og Jens Otto Krag havde boet, men det var i hvert fald tæt på. Vi drejede den anden vej, hen til plænen hvor et gammelt beskyttelsesrum lå som en buskklædt gravhøj.

Ovre i hjørnehuset, hvor en gammelkroget vedbend vred sig op ad facaden, stod vinduerne åbne. Vi kunne høre det store flygels sære pling og plong. Gamle Niels Viggo Bentzon spillede aftenen ind med en fuga.

Så satte vi keglerne op som mål. Den lille var målmand. Handskerne sad på hans hænder som store bjørnelabber. Jeg lærte ham at gribe bolden ind til brystet. Vi trænede redninger af lave bolden, hvor han strøg hen over græsset, og af høje bolden, hvor han fløj gennem luften. Hver redning gav ham en narkomanisk rus. Når han mislykkedes, kunne han begå mord. Vi vekslede blikke, den store og mig, hele tiden smerteligt bevidst om, at alt stod og faldt med den lille lorts temperament.

På grusstien bag os kom en lille flok gående. Tre-fire piger og en enkelt dreng. En lys teenagefyr, nærmest hvidhåret. Pigerne snakkede som piger snakker, når de går i flok gennem en sommeraften med en dreng, som de alle gerne vil gøre indtryk på. Men drengen satte farten ned, sakkede bagud, stoppede op. Kom nu, kaldte pigerne. Kom nu. Jeg kommer, svarede han. Men han så ikke i pigernes retning. Han så på os. Så kom han nærmere, genert og nysgerrig cirklede han om os, sådan som drenge kan cirkle om en fodboldkamp i et lønligt håb.

Han så på den yngste, målmanden. ”Det er en Sunderland-trøje”, sagde han med kendermine. Det var både et spørgsmål og en konstatering. Der var en vantro undren i hans stemme, som om han havde set et fatamorgana, men også en glød og en glæde, som hvis man møder en landsmand ude i bushen.

Mine drenge så på den lyse fyr. De sagde ikke noget, men de kunne mærke, at han var gjort af et særligt stof. ”Vil du være med?” spurgte jeg. Et farligt spørgsmål. Det kunne ødelægge alt. Men jeg vidste hvad jeg gjorde, for jeg vidste hvem han var. Jeg havde set ham i fjernsynet. Han havde fået lov at spille lidt med, da de gamle drenge, der havde vundet EM i 1992 mødtes for at fejre årsdagen for sejren. Han var jo sin fars søn, han havde sit fars talent. Og det gav god mening, at han var her, for henne om hjørnet på Zahrtmanns Plads havde den store målmand jo en lejlighed.

Længere henne ad grusstien gav pigerne op. De havde ventet lidt, holdt øje med ham på afstand, men nu resignerede de. De havde tabt ham til en stærkere modstander, trak opgivende på skuldrene og gik videre.

”Må jeg stå?” Den lange, lyse dreng så på min søn, der stirrede tilbage med en navnløs respekt. Han vidste ikke, hvem drengen var, men han vidste at han gerne måtte stå. Han krængede de store målmandshandsker af sig. Så bakkede fyren ind mellem de orange kegler. Foran ham stod to drenge, den ene tre år yngre, den anden otte år yngre, og stirrede på ham med sammenknebne øjne, tavse og med tilbageholdt åndedræt, som om de stirrede ind i fremtiden. Så begyndte de at skyde.

Det jeg husker bedst, er drengens springstil og rækkevidde. Da han havde plukket alle bolde som var de bløde balloner, foldede han hænderne på ryggen og parerede alt med brystkassen. Han fløj som en sølvpil gennem luften, generøst bevidst om, at legen både var en drøm og en replikation i fantasien hos den lille krøllede dreng med Sunderlands-målmandstrøjen med Sørensen på ryggen. Måske vidste han, at han selv en dag skulle træde i Sørensens sted på samme måde som Sørensen skulle træde i hans fars sted. Han var lige blevet juniormester med sit hold i Portugal, hvor han boede, sagde han. Men den aften var han bare en dreng, der mødte nogle mindre drenge, som spillede fodbold på en plæne.

Han sagde ”tak for spillet” da han gik. Jeg så efter ham, da han gik hen ad stien og drejede om hjørnet. Så kylede vi boldene i nettet og samlede keglerne sammen. Da vi gik hjem ad Solsortvej, sagde jeg til drengene: ”Drenge, husk den her aften, ham der, han kommer på landsholdet en dag.” Så løb den lille op ad havegangen til døren, hvor hans mor stod i den sidste aftenstråle: ”Mor, mor!” råbte han. ”Vi har spillet med Peter Schmeichels søn!”

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.