Weekendavisen den 10. februar 2017.
Fra Borgen. Den politiske kultur er lummer, rådden og hierarkisk. Og forfatteren er ny og naiv.
Susan Simonsen: Det underdanige og det magtfulde. Essays. 108 sider, 200 kr. Forlaget Gladiator.
Den ligner en pjevset pamflet, som er blevet trykt på en stencilbrænder med håndsving, men Susan Simonsens lille Det underdanige og det magtfulde rendte i sidste uge med gavmilde foromtaler og interviews alle vide vegne. Så var hun i Aftenshowet, så i 24syv, og både Politiken, Euroman og webmagasinet Vice (som de unge læser!) havde flotte photo shoots fra søjlegangen på Ridebanen bag Christiansborg, hvor forfatteren poserede i bekymring over al den fortræd, hun havde oplevet i sin tid som praktikant hos Venstre på Borgen og som medarbejder i Social- og Integrationsministeriet.
Susan Simonsen kom nemt igennem med sit budskab: den politiske kultur er lummer, rådden og hierarkisk, Inger Støjberg (dengang i opposition) ønskede at forpurre regeringens arbejde ved at stille byger af §20-spørgsmål, der skulle tage ministrenes tid og forhindre dem i at udvikle ny politik, og i øvrigt forventes man at stemme på det parti, man er i praktik hos: ”Det anede jeg ikke, jeg troede min faglighed var det vigtigste, ikke mit politiske standpunkt.”
Oh, hellige enfold! Unge menneskers komplette desillusion er aldrig et kønt syn, men jeg spørger mig selv, hvad i alverden der kunne have givet Susan Simonsen forventninger om noget som helst andet. Og hvad vil hun som er socialist i det hele taget i Venstre? At den politiske kultur er brutal, ved enhver, der har fulgt dansk politik med bare et halvt øje. Som Mads Kastrup skrev i Ekstra Bladet, uden overhovedet at have læst bogen: ”Der må være tale om et curlingbarn, der efter noget nær et weekendbesøg i virkeligheden, erklærer, at den bør laves om.”
Jo, det er nemt for den midaldrende, kyniske, rutinerede og galvaniserede kommentator, at skyde den unge praktikants vrede og bekymring i smadder, men naturligvis har Susan Simonsen en pointe midt i al naiviteten. Når hun rapporterer om mandlige chefers lumre og sexistiske blikke og bemærkninger på Borgens lange gange, kan ingen jo tillade sig at påstå, at den unge praktikant lyver, og i det hele taget er forfatterens krop central som seismograf, både når hun er tækkelig på arbejde, og når hun arbejder som halvnøgen bartender:
”Kroppen viser os det, vi ikke må glemme. Det, jeg gerne vil fortælle om: utallige overgreb. På det underlegne menneske, på det menneske, der anses som det svageste, overgreb mod selve det humane. Som en del af det: det stærke menneskes udnyttelse af muligheden. En egoistisk kamp om mere magt, overgrebene som et vilkår hen imod målet om denne magt. I sidste ende: udryddelse af skrøbeligheden.”
At Inger Støjberg råber gennem lokalet, at hun ”hader socialister”, kan ikke forstyrre min nattesøvn. At folk bare sletter lange mails med visioner og ideologiske tanker fra Birthe Rønn Hornbech, kommer ikke bag på mig. At kontorchefen ved navn Mark er sin kæreste utro, er jeg ligeglad med. At Mark siger, at det er enhver mands ret at eje skydevåben og skyde dyr og mennesker, der træder ind på hans ejendom, opfatter jeg som sjov i slyngelstuen, locker room talk fra en hanbavian højt i hierarkiet. Men Susan Simonsen opfatter det bogstaveligt, hun var der jo da det skete, og hun bliver ”skræmt for livet af det”.
Litterært set er Det underdanige og det magtfulde mystisk amorf. Den består dels af en resigneret og mistrøstig reportage fra praktiktiden, dels af en række bette prosalyriske tekster, der ligner skriveskoleøvelser og ikke har politisk adresse. Til sidst under overskriften ‘Revolution’ en behjertet opsang til os alle om vores medskyldighed i demokratiets forfald. Vred ung kvinde er en god historie. Men bogen? Tja, bum, bum.