Weekendavisen den 28. april 2017.
Roman. Digitaliseringen gør en gammel kuvertfabrik overflødig. Mette Søs roman om europæiske tilstande er en forvirret omgang.
Mette Sø: Sommergræs, vinterorm. 220 sider, 200 kr. Politikens Forlag.
I Himalaya findes en larve, der forpupper i en svamp, som kan sælges dyrt, fordi den indgår i præstationsfremmende stoffer som Viagra og doping. Problemet er bare, at nomaderne opgiver deres yakokser for at samle svampe og at bønderne mister afgrøder, fordi markerne tørre ud, når jorden bliver endevendt af svampejægere.
Og hvad har det så med Mette Søs nye roman at gøre? Intet som helt, bortset fra det hele. Svampen med det poetiske navn ‘sommergræs, vinterorm’ har givet titel til romanen, selvom den hverken optræder eller omtales. Hvad jeg ved om den har jeg dels googlet mig til, dels læst i en pressemeddelelse, hvor forfatteren gør larven og svampen til et symbol på menneskers forandrede levevilkår.
Nu begynder det så at hænge sammen, om end det er temmelig fortænkt. Sommergræs, vinterorm er nemlig en roman om en kvinde, hvis livsgrundlag forandres af globaliseringens nye vinde. Her handler det ikke om et elskovsmiddel, som får fjerne bjergbønder til at opgive deres levemønster i jagten på hurtig gevinst. Nej, her bliver danske Billi Kruse offer for digitaliseringens fremmarch, for hvad gør man, når man har haft sin sit arbejde og sin identitet knyttet til noget så overflødiggjort som en gammeldags kuvertfabrik?
Billi Kruses krise er flerfoldig. Hendes far er død, hendes kæreste er skredet. Og Mark (farens kones søn, og altså ikke Billis halvbror, men ham hun er vokset op side om side med) har afhændet Karlsens Kuverter til nogle tyskere – som derefter har lukket biksen.
Rodløs beslutter Billi at rejse ud i Europa for at besøge de steder, papiret kom fra og finde de endnu tilbageværende kuvertfabrikker, som endnu ikke er bukket under for den moderne tids digitalisering. Det bringer hende til de finske skove, Grækenland og ikke mindst Rumænien, hvor en af Karlsens Kuverters gamle maskiner stadig er i brug.
I Grækenland møder Billi et samfund, hvor alt er ramlet i den nyeuropæiske krise. Ingen tjener penge, ingen betaler skat, og folk hutler sig igennem som de bedst kan. Som en mand siger: ”Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes. Se på det positive. Du er landet det rigtige sted. Vi opfandt ordet krise.” Og han fortsætter trøstende: Kriser tager den tid, kriser tager.
Sandt nok. Men at ‘krise’ dybest set betegner et ‘vendepunkt’ spekulerer Sommergræs, vinterorm ikke rigtig i. Måske fordi romanen – eller dens forfatter? – selv er i en slags krisetilstand. Måske har romanen virket klart tænkt, men den er uklart udført, og alt det, som jeg normalt så vældig godt kan lide ved Mette Sø, finder jeg kun helt sporadisk her. Et godt eksempel er Billis mani med at se videoer på nettet med dyr, der hjælper andre dyr, for eksempel en flodhest, der angriber en krokodille for at redde en antilope. Men de gode påhit desavoueres af de endnu flere misanstrengte forsøg. Den snurrige originalitet, som har kendetegnet forfatterskabets fire første romaner, bliver desværre ikke accentueret denne gang.
Det mest fortjenstfulde ved Sommergræs, vinterorm er dens behjertede forsøg på at skildre det kriseramte Europas ydrekanter. Bedst er en række vellykkede elementer fra Rumænien, hvor Billi fascineres af historien om opstanden mod og henrettelsen af diktator Nicolae Ceaușescu i juledagene 1989, besynderligt nok nøjagtig det samme stof, som Madame Nielsen skildrer i sin seneste roman, Det højeste væsen, der udkom for bare få uger siden.
Sommergræs, vinterorm er en forvirret roman. Høfligt sagt kan man måske sige, at forfatteren måske prøver at gøre en dyd ud af sin hovedpersons desorientering i en verden, hvor flere og flere må omstille sig til nye livsvilkår, som ”udviklingen” dikterer, så det ene passer stilistisk til det andet. Men det er næppe sådan det er.