Alt kan dramatiseres

Weekendavisen den 28. april 2017.

Kommentar. Nyskreven dramatik er i restordre, mens versioneringer af film, fjernsyn, fagbøger, musik, nyheder m.m. fylder på teatrene.

I sidste uge kunne man læse, at filmbranchen i disse år filmatiserer mange danske romaner, fordi manuskriptforfatterne åbenbart ikke er dygtige nok til at skrive originale historier direkte til det store lærred. I denne uge kan vi så se, at teatrene – de af dem, der har offentliggjort deres nye sæsonrepertoirer – heller ikke ligefrem svælger i nyskreven dansk dramatik. Naturligvis skrives der stadig skuespil derude, men det er ikke fordi de danske dramatikere dominerer scenerne.

Foreløbig kan vi kun notere en lille håndfuld til den kommende sæson. Møller og Larsen af Jakob Weis på Det Kongelige Teater handler om en stenrig mæcen og en arkitekt, der mødes i det hinsides. Det lyder som high noon for de to giganter, der udkæmpede en bitter kamp om Operaen lige over for Skuespilhuset i Københavns havn. Henning Jensen og Søren Sætter-Lassen er det tunge skyts.

På Ålborg Teater kommer Julie Maj Jakobsens Aftenlandet, der beskrives som et eksistentielt drama om Europa. Stedet er en motorvejscafé, hvor folk holder korte pauser. Men pludselig kommer en flygtningefamilie. Og en til. Og flere endnu. Cafeen låser sine døre for at værne sig mod verden udefra. Beslægtet med denne allegori er vist nok Kasper Colling Nielsens og Claus Flygares Håbet er lysegrønt (Betty Nansen Teatret), hvor Europa også må indse, at vi ikke længere er ”verdens adelsstand, ikke længere de rigeste, klogeste og stærkeste på kloden.”

Som Europa-dystopi kan vi også henregne en dramatisering af Michelle Houellebecqs Underkastelse (Betty Nansen Teatret), ligesom pakistansk-amerikanske Ayad Akhtars Disgraced ligner interessant politisk drama om islam, multikultur og globalisering (også Betty Nansen). Og nu vi er ved emnet om kulturernes sameksistens, er der hele to stykker på vej, der udspringer af Danmarks fortid som slavenation. Koloni er titlen på et nyt stykke af svenske Lucas Svensson (Skuespilhuset), mens Det Olske Orkester spiller Sukker om vores sorte fortid (Republique).

Med til den originale dramatik hører også Hassan Preislers biografiske drama om ”den antiparlamentariske digterpræst” Kaj Munk, som skal spille på Det Flydende Teater på Furesøen. Og så er vi ved forfatternes betydning for scenekunsten, for mens mens den nyskrevne dramatik ligner en genre i restordre, bliver dansk litteratur flittigt omsat. Vi må vist godt have store forventninger til dramatiseringer af Peer Hultbergs enorme stemmeopus Requiem (Betty Nansen Teatret) og Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld (Det Kongelige Teater), som i dén grad fortjener en god dramatisering som hævn for den miserable filmatisering i 80’erne. Dertil kommer litterært musikteater bygget over Halfdan Rasmussen (Nørrebro Teater) og en repremiere af den efterspurgte Tove, Tove, Tove (altså Ditlevsen) i Skuespilhuset.

Hvad klassikere angår, får vi også en god dosis. Skuespilhuset giver os både Frøken Julie, Othello og Maskerade, i Ålborg skal vi se Romeo og Julie og Eugene O’Neills Lang dags rejse mod nat (som Skuespilhuset spiller netop nu i en storartet opsætning), Nørrebro Teater opsætter Gogols Revisoren og Republique præsenterer både Odysseen og Jeanne d’Arc.

Og så er vi ved hovedtendensen i teatrenes bestræbelser på at erobre publikum, for her er tivolilogikken om gyngerne og karussellerne benhård. Derfor versionerer man ikke bare litteratur. I disse dage er der premiere på Indfødsretsprøven hos Mungo Park Kolding, der tidligere har lavet Nationen (Ekstra Bladets debatforum) og Bo Bedre. Også i den ny sæson kan alt dramatiseres: nyhedsstrømmen (Helle Thorning-Schmidts skattesag), blogosfæren (en blog om en fars løb som terapi efter datterens død), faglitteratur (Svend Brinckmans bøger) og tegneserier (om det kvindelige kønsorgan) m.m.

Men vigtigst af alt: Succeser fra film og tv finder i rigt nummer vej til scenen. Se bare hvordan Jon Stephensen fra Aveny-T i denne uge jublende kunne fortælle, at han har fået rettighederne til – som det eneste teater i verden – at dramatisere den norske ungdomsserie (som ses af mennesker i alle aldre), Skam. Hvilken trumf! Sådan konverterer man unge seere til teaterpublikum. I tirsdags var der helsidesannonce for forestillingen i avisen. Jeg gætter på at næste nyhed er: Alt udsolgt.

Men Aveny-T er ikke alene om at plukke lavthængende frugter. Alle steder synes man at lede efter populære film- og tv-fortællinger, som det er muligt at give nyt liv. På Republique er der snart premiere på Thomas Vinterbergs Festen som gastronomisk madteater. Og mere i den dur: Peter Langdal iscenesætter Susanne Biers film Efter brylluppet (Betty Nansen), Nicolei Faber laver Lars von Triers kult-tv-serie Riget fra 1994 (Skuespilhuset) og Nicolaj Cederholm instruerer Diktatoren med Olaf Johannessen i Charlie Chaplins rolle (Nørrebro Teater). Og så laver Christian Lollike en musikalsk markering af 50-året for ungdomsoprøret med 68 (Skuespilhuset), som ligger i forlængelse af aktuelle genopsætninger af epokens forestillinger som Hair og Jesus Christ Superstar.

Teatrene holder øje med det, der i forvejen er en etableret bevidsthed i folks hoveder, og ikke et ondt ord om det. Grænserne mellem beslægtede kunstarter kan være succesfyldt flydende, derfor ser vi også det populære podcastformat integreret i teatret. Og lad os bare se forventningsfuldt frem til Skuespilhusets udgave af Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab med Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl (der tidligere har spillet den som en reading), hvor manderollens og kvinderollens replikker er byttet om.

Men hvad bliver den næste store versionering, nu hvor det allerede er ti år siden, at Det Kongelige Teater lavede Matador som musical. Samlede Netflix sat på scenen?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.