Weekendavisen den 9. september 2016.
Teater. Både Ålborg Teater og Odense Teater spiller mørk og moderne Hamlet. Ideerne er ens, men udtrykkene forskellige.
Som en læserbrevsskribent i The Guardian for nylig foreslog som en kommentar til burkinidebatten: Lad os i stedet indføre forbud mod den beklædning, der både har startet ulovlige krige og finanskrisen: jakkesættet.
Denne moderne skurkeuniform er netop nu aktuel i to forskellige Hamlet-fortolkninger på Odense Teater og Ålborg Teater, hvor kyniske og magtfuldkomne banditter i habitter styrer og styrter riger og fjender i grus. Ak, al den ondskab, som kan gemmes bag nålestriber og slips…
Først tager vi til Odense, hvor Morten Brovn i titelrollen mestrer en skelet skulen, der ikke er set magen siden Christopher Lambert var Tarzan. Som han sidder der med bøjet hoved i mudderet på sin fars grav, stirrer han ud under kronens kant med et dybt, desperat og determineret smerteblik. Hamlet er vred, meget vred.
Det er den islandske instruktør Egill Pálsson, der har dekonstrueret Hamlet og flikket det hele sammen med en demonstrativ disrespekt for dramaets narrative struktur. Men fint nok. Vi kender jo handlingen til hudløshed, og vi kan sagtens forlige os med, at kronologien bliver udsat for samme voldtægt, som personerne udsætter hinanden for. Værre er det med ordene, der er et uegalt og umotiveret miskmask af Niels Brunses, Johannes V. Jensens og Johannes Sløks oversættelser.
Instruktionen er med vekslende held. Mens Egill Pálsson afæsker Morten Brovn en både stilsikker og interessant Hamlet, får han kun en bleg kontur ud af Christine Sønderris’ Ofelia, som desværre hakker sig igennem, ustemt og skurende som en sprukken klokke (for nu at vende en af rollens replikker mod hende selv).
Som usurpatoren Claudius ser vi Peter Gilsfort med en udmærket afstemt ondskab, men manglende udstråling. Hanne Hedelund er hans hustru, Gertrud, en bleg og forglemmelig dame. Var der virkelig ikke mere at hente hos hende? Kongens rådgiver, Polonius, spilles med kontrolleret karisma af grundstabile Lars Simonsen. I den lille, men dog markante rolle som hans søn, Laertes, spiller Mikkel Reenberg med al den vrede og forvirring, der tilkommer tragedien. Håndlangerne Rosenkrans og Gyldenstjerne (Malene Melsen og Mikkel Bay Mortensen) gør god fyldest som dystre dræbere.
Martin Erikssons scenografi illuderer et koldt magtcenter med en intimiderende spartansk æstetik – en tronsal, en kongegemak, et bestyrelseslokale. På bagvæggen over kaminen hænger kongeportrættet, og i forgrunden bliver trillebøre af jord kørt ind. Her ligger kongen begravet, og her skal unge Hamlet søge sin sandhed: At være eller at handle?
Komponisten Timo Kreuser har fast plads bagest på scenen, hvor han hiver en stakkels, sort, sulten kat i halen i samfulde to timer. Det lyder fra først til sidst enerverende og anstrengende, og vi tvangsfodres med pointen hinsides kvalmegrænsen. Det her skal ikke være rart, tværtimod. Lydene, som tvinges ud af et sagesløst flygels tarme, skal sætte stemningen og blandt andet illustrere Hamlets sindstilstand. Teknisk set er afviklingen flot, når stemmer og toner kastes rundt i salen, men lyddesignets mareridtsagtige antiæstetik vinder ikke mit venskab.
Så tager vi videre til Ålborg, hvor teaterdirektøren selv, norske Hans Henriksen, holder sig pænt til Niels Brunses på alle måder vellydende oversættelse. Patrick Baurichters Hamlet kan på ingen måde mestre Morten Brovns Tarzan-skulen, men til gengæld ligner han Christopher Lambert på en prik med det der lange hår. Og da han sminker sig i iscenesættelsen af sit eget vanvid, kan man ikke lade være med at tænke på den vanvittigt uhyggelige Heath Ledger som superskurken Jokeren i Batman.
Ålborg-Hamlet er klart forskellig fra Odense-Hamlet, og ingen tvivl om at den nordjyske er bedst. Men det er slående, at forskellen primært ligger i versioneringer af ens grundideer. Begge steder er der livemusikere på scenen for at illustrere sindsstemninger. Men hvor Odense nærmest var ude i en slags punk og protest, spiller Ålborg en omgang lækker palmehavejazz. Begge steder trisser skuespillerne rundt på scenen, før vi går i gang (hvornår går det af mode?). Begge steder bruges transmissioner eller projektioner på video. Begge steder inddrages første publikumsrække som en del af scenen. Og begge steder er vi blandt habitklædte folk i designerstole.
Ja, både Odense og Ålborg spiller en mørk og moderne Hamlet, som ligner alt andet, end et middelaldermarked. Det er jo fint nok, men også lidt forudsigeligt, at flytte sagen op i nutiden. Ganske som Lige for lige, det russiske Shakespeare-gæstespil på Kronborg i sommer, som også var et habitdrama, der ville have os til at tænke på Putin. På samme måde vil de danske teatre have os til at tænke på nutidens magt og korruption. Fint nok, bare lidt ærgerligt, at vi begge steder føler os hensat til et produktionsdesign fra en tv-føljeton (blot med bedre lyd). Og hvorfor kommer der egentlig et papirbrev fra Hamlet? Burde en moderne fyr som ham ikke meddele sig via Messenger eller Snapchat?
Patrick Baurichters Hamlet er en skarpt skåret præstation: rådvild, rasende og desperat, men samtidig kold og klar i hjernen og snu som ind i helvede. Gennemført godt portræt af den forrådte prins i frit fald. Overfor ham står en kynisk stilsikker Martin Ringsmose som magtbegærlige Claudius, skyldig i mord og tronraneri. Dronning Gertrud spilles med moderat fylde af Marion Reuter, der har tysk som modersmål, hvilket ganske overflødigt har fristet til at germanisere hendes (og Hamlets!) rolle. Ena Spottag er gennemført fin, sårbar og rørende som Ofelia og Henrik Weel er usympatisk god som Polonius, den klamme hofsnog. Niels Andersen Manleys Laertes og Kasper Dalsgaards Horatio er bærende biroller, som spilles godt og gedigent. Det samme kan man sige om Jakob Moth-Poulsen og Steffen Berenthz Eriksen, der er makkerparret Rosenkrans og Gyldenstjerne, som i Ålborg er langt mere vennesæle og nuancerede, end i Odense, hvor de kun har en voldelig side. Endelig har Jørgen W. Larsen en lille, elegant rolle, som omrejsende skuespiller.
”Hvad læser du, Prins Hamlet?” spørger Polonius. ”Ord, ord, ord”, svarer Hamlet. Og ja, Shakespeares Hamlet er ord, ord, ord, men ingen kan sige tingene, som ham: ”En solgud mod en satyr,” så er hans savnede far og onde onkel sat på formel og på plads.
I Nicolai Spangaas scenografi står det lille orkester som et sløret billede bag nogle transparente, silketynde hængende bannere, der samtidig bruges som lærred for de talrige videoprojektioner. Ofte ser man en integration af levende billeder, uden at man helt forstår hvad det skal gøre godt for, men her giver de påtrængende king size nærbilleder rigtig god mening, særligt i monologerne.
Hamlet. Af William Shakespeare. Odense Teater: Iscenesættelse: Egill Pálsson. Scenografi og kostumer: Martin Eriksson. Komponist og kapelmester: Timo Kreuser. Til den 24. september. / Ålborg Teater: Iscenesat af Hans Henriksen. Scenografi: Nicolai Spangaa. Til den 24. september.