Weekendavisen den 14. oktober 2016.
Kommentar. Højreradikale bevægelser og partier har fremgang i Europa, hvor det ekstreme normaliseres.
En mand, som ikke deler mine synspunkter, skriver til mig, at lokummet brænder: ”Håber, du har mærket det! Ellers får du det snart at mærke. Selv trygge luksuslokummer med alle de rigtige meninger skrevet på lokumspapiret vil begynde at brænde. Dansk apokalyptik!”
Jeg ved ikke helt, om jeg skal opfatte det som en almindelig undergangsforestilling eller som en mere personlig trussel, men mon ikke der bare er tale om en desperat pessimisme på samfundets vegne?
Sådan en pessimisme føler jeg også for tiden, omend min bekymring har et andet fokus. Jeg frygter at de europæiske samfund bliver mere og mere labile for folkestemninger, og at det vil bringe populister, nationalister og ekstremister til magten. Jeg taler ikke om ganske almindeligt højreorienterede partier, der ønsker en stram udlændingepolitik, fred være med dem, jeg taler om partier og bevægelser, der dybest set ikke ønsker at videreføre de grundfæstede demokratier med retssikkerhed, minoritetsbeskyttelse, mangfoldighed og menneskerettigheder.
De europæiske stater udsætter lige nu sig selv for en sofistisk debat, hvor vi i bestræbelser på at forsvare vores værdier mod indvandringens kontaminering rent faktisk kommer til at true det, vi har kært. Vi påstår, at vi vil redde Europa fra det ueuropæiske. Men hvad sker der, hvis vi suspenderer humanismen for at beskytte humanismen? Hvad sker der med de liberale demokratier, hvis fremmedfjendtligheden bliver mere og mere normativ?
I vores angst for at Europa skulle falde i hænderne på muslimerne, ser vi ikke, hvor grundigt nationalisterne, antisemitterne og xenofoberne griber ud efter det, og hvor magtfulde de er. Mens den stjernespækkede hymne hylder det menneskelige broderskab, er Europa i dag præget af EU-modvilje (og det er så hvad det er) og stigende nationalchauvinisme og fremmedhad.
For nogle uger siden gik behjertede borgere på gaden i Helsingfors for at vise afsky overfor en finsk nazist, der har begået dødsvold mod en demonstrant. Og se rundt i Europa: Gyldent Daggrys nynazistiske tæskehold i Grækenland, ultranationalistisk fremgang i Kroatien, nationalkonservativ antisemitisme mod både jøder og muslimer i østeuropæiske lande som Ungarn og Polen, Front Nationals gamle antiislamisme i Frankrig, UKIPS britiske isolationisme og de seneste års fremgang i for islam- og indvandringsnegative partier som Fremskrittspartiet i Norge, De Sande Finner i Finland, Frihedspartiet i Østrig, Folkepartiet i Schweiz, Sverigedemokraterne i Sverige, Pegida og Alternative für Deutschland i Tyskland osv.
Herhjemme vil Nye Borgerlige, som i en første måling står til at komme i folketinget med ni mandater, bekæmpe islam, fjerne retten til asylansøgning og udvise kriminelle udlændinge efter første dom (uanset straffen), hvilket forudsætter at partiet vil løsrive Danmark fra EU, FN-konventionerne og Den Europæiske Erklæring og Menneskerettigheder. Det er ikke ‘ny’ borgerlighed, det er slet ikke borgerlighed. Det er yderligtgående højre.
Vi lever i en tid, hvor det ekstreme normaliseres, og hvor der er en reel risiko for, at de gamle partibastioner mister positionen som det politiske livs nav. Ganske vist har kun to millioner mennesker stemt på AfD i Tyskland, hvor der er over 60 millioner vælgere, men tendensen er klar: Nu sidder partiet i ni ud af 16 tyske delstatsparlamenter i landet, hvor asylcentre jævnligt sættes i brand – men hvor en ny undersøgelse viser, at folk frygter højreradikal vold lige så meget som de frygter terror.
Valg for valg, stemme for stemme, vinder højreradikalismen frem på bekostning af de borgerlige og socialliberale partier. Hvad man engang troede var en krusning på historiens overflade, viste sig at være en bølge, der tog land. Hvor stor bølgen kan blive, findes der ingen sikre prognoser for. Deres fremgang er delvis et resultat af borgernes utilfredshed med de gamle systempartier, hvilket også kan aflæses i fremgangen for nye mere eller mindre mystiske bevægelser på den modsatte fløj (Alternativet er et udmærket eksempel). Men når de højreradikale går frem, adopterer midterpartierne deres holdninger. Med normalisering af det ekstreme stiger behovet for synlige og tydelige borgerlige og liberale debattører og politikere, der ikke vil identificeres med antimuslimske kampagner og nationalchauvinistisk retorik.
Idag står det gode gamle socialliberale frisind og den borgerlige humanisme kun svagt overfor nationalkonservative, indvandringsfjendske og antihumanistiske holdninger, der formuleres af nye akademiske og politiske eliter med klangbund i en mere frygtsom folkelighed, og det eneste modtræk de borgerlige og liberale magthavere synes at have i værdipolitikken, er tilforladeligt tidsfordriv om immateriel kulturarv.
Her i landet er der en vokset en lille værdipolitisk protestbevægelse af pensionerede Venstre-MF’ere op: Birthe Rønn-Hornbech, Britta Schall-Holberg og Eyvind Vesselbo (nærmest en Venligbo) har alle som en slags sidstedageshellige sagt fra overfor Inger Støjbergs kurs i udlændingepolitikken. Omvendt taler fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen nu om, at han står last og brast med Mette Frederiksen, der gør tilnærmelser til Dansk Folkeparti. Den alliance skrev jeg om for et halvt års tid siden, men jeg havde ikke set komme, at Poul Nyrup Rasmussen ville blive støvet af for at sanktionere den. Men nu siger han, at han har ”lettet sit hjerte”, hvilket er en dybt, dybt knæfald for Dansk Folkeparti.
Naturligvis er jeg helt bekendt med – og delvis utryg ved – de sociale samfundsforandringer, der kan følge med intensiv indvandring. Men så længe mennesker lever deres civile liv uden med vold og magt at pånøde andre deres tro og normer, skal der være plads til forskellighed.
For nylig så jeg i Brooklyn nogle ortodokse jødedrenge med kronragede pander og lange bedekrøller sammen med deres mødre, der skjulte håret under parykker. Både drengebørnene og kvinderne i Brooklyn bar alle tegn på ufrihed og manglende indflydelse på eget liv. Hvis det var den slags religiøse, vi havde mange af, ville det så være dem, den folkelige mening slog ned på? Er det hip som hap om det er jøder eller muslimer, vi ikke kan lide, og at det ‘bare’ er et historisk tilfælde, at det netop nu er muslimerne, der udgør kontrasten til flertallet? Her i landet har vi kun en håndfuld af den slags ortodokse. Hvis der var flere, ville de så tage pladsen, som de aparte, der skal kanøfles?
Hvad mente han, ham, der skrev til mig, at selv trygge luksuslokummer med alle de rigtige meninger skrevet på lokumspapiret vil begynde at brænde? Jeg ser en autodafé for mig, hvor nye magthavere gør op med gamle. Dybest set er det jo en nazistisk inspireret allegori. Hvad ‘rigtige meninger’ angår, må vi nok konstatere, at det, der identificeres som ‘politisk korrekthed’ ikke har haft nogen særlig indflydelse i et par årtier.
Det kan godt være, som professor Jonathan Haidt sagde for nylig her i avisen, at humanistisk og globalt orienterede politikere selv er skyld i højredrejningen, fordi de har solidariseret sig mere med etniske minoriteter, kvinder, dyr og klima, end med almindelige borgere og fædrelandet. I dag er mange magthavere ved at gentage metoden med omvendt fortegn, hvor det nationale og patriotiske prioriteres over det internationale og mellemfolkelige. Det bringer europæiske værdier som humanisme og tolerance under et betydeligt pres.
Vi må tale om truslen indefra. Luk ikke øjnene for den folkestemning, som (enten voldeligt eller demokratisk) påstår at beskytte de europæiske værdier, men reelt er nationalistisk højreradikalisme på fremmarch, i visse situationer med egentlige fascistiske metoder. Den tendens lever på populistiske paroler, og hvis den får magt, som den har agt, er truslen indefra til ubodelig skade for det åbne og tolerante samfund.