Vi elsker vor fejlslagne stat

Weekendavisen den 2. december 2016.

Teaterkoncert. Kun otte danskere overlever en epidemi. Med Højskolesangbogen genrejser de landet. Formidabel og mageløs teaterkoncert om vores sangskat.

Højskolesangbogen. Iscenesættelse: Minna Johannesson. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Musikalsk arrangement og kapelmester: Nikolaj Heyman og Niels Søren Hansen. Skuespilhuset, København, til den 4. februar.

Højskolesangbogen. Iscenesættelse: Henrik Grimbäck. Scenografi: Ida Grarup Nielsen og David Gehrt. Arrangør og pianist: Peter Kohlmetz Møller. Teater Momentum, Odense, til den 19. december.

I disse for-gud-ved-hvilken-gang-og-til-kvalmegrænsen danskhedsdebatterende kanontider, rækker Det Kongelige Teater ud efter Højskolesangbogen, vores vigtigste og mest identitetskonstruerende (og konstituerende) antologi, som litterært og musikalsk rummer den samlede sum af hvad, der inderst er os og vort. Af den har de skabt en spektakulær teaterkoncert med klang af klokke og sværd og skjold. Den taler klogt til både hjerne og hjerte.

Instruktør Minna Johannesson har skabt en klassisk dystopi, hvor Danmark ligger hen som en fejlslagen stat: et par år ude i fremtiden er der udbrudt en epidemi, som har taget livet af alle danskere – på nær otte! De overlevende skal nu genrejse landet, og Højskolesangbogen er deres redskab, så værsågod at hilse på Danmarks fremtid: en evighedsstudent fra Vesterbro, en svineavler fra Nørre Nebel, en julemand fra Bilka, et ægtepar på efterløn fra Høje Taastrup, en livsstilcoach fra Tisvilde, en renovationsarbejder fra kommunen, en lokalpolitiker fra Hirtshals samt Miss Danmark 1998.

Alle bærer rundt på hver sin historie om kærlighed, håb, svigt, fødsel, død, sex og jalousi (ja, kommunalpolitikeren slæber bogstavelig talt rundt på sin mors lig), som bliver fint antydet hen ad vejen og holdt sammen i en yderst spinkel rammefortælling om de overlevendes familiære fællesbånd og om sidste gang alle mødtes, før det hele gik ad helvede til.

Jonas Fly har bygget en genial scenografi af cirka 60 umage sofaer, den danske stues legendariske siddemøbel. Først står de ensomt som spejdede de efter deres kakkelborde i et scenerum, hvor orkesteret er placeret dybt og højt på et stillads, der er draperet med sølvlamé. Snart skubber de overlevende sofaerne rundt i glidende formationer, hvor alt kan ske, og efter pausen udgør de et stejlt højfjeld, som spillerne bestiger med en imponerende kropskraft. Sofaen er symbolet på dansk hygge, og en stationær kontrast til sangen som handling.

Vi skal igennem 35 af Højskolesangbogens sange + et julepotpourri og et enkelt apokryft nummer, nemlig ‘Re-Sepp-ten’ fra de gode gamle 80’er-dage, da vi gik frem mod fodboldstater som de tapre tinsoldater. Her er en mangfoldighed af klassiske salmer og sange, en perlerække af hvad hjertet kan begære af Grundtvig, H.C. Andersen, Oehlenschläger, Poul Henningsen, Benny Andersen osv. Her er både punkopera og nationalromantisk opbyggelighed med ‘Der er et yndigt land’ og ‘Vi elsker vort land’ og moderne selvironi med Shu-bi-duas Danmarkssang.

Sangen løfter sig ung og glad. Men også gammel og vred, for eksempel når ‘Marken er mejet’ arrangeres som aggressiv råberock og ‘Det er så yndigt at følges ad’ (i fællessang med publikum) udarter til skænderi.

Evigt morsomme og musikalske Tammi Øst og altid velspillende Jens Jørn Spottag er efterlønnerægteparret i ens campinghabitter, Mads Rømer Brolin-Tani er svineavleren i overalls og røjsere, Esben Dalgaard er en godmodigt falleret julemand, Thomas Hwan er kommunalpolitiker i en to numre for stor habit og Rasmus Fruergaard er skraldemand i refleksorange. De er alle gode, meget gode. Og så er der de tre yngre karismatiske kvinder: Sicilia Gadborg Høegh (livsstilcoach), Marie Bach Hansen (evighedsstudenten) og Marie Dalsgaard (Miss Danmark 1998), som alle kan slå tårer af en sten. Den helt store magnetiske attraktion er Marie Dalsgaard, der næppe er i nærheden af sit store talents naturlig ydregrænse. Hun kan alt, også synge sig tværs over havnen og ind i Operaen.

Man kan roligt abstrahere fra svinebonden, coachen, studenten osv. Disse karakterer betyder ikke noget særligt, men er bare typer, som lige så gerne kunne være tømrer, pædagog, chauffør. Det afgørende er, at vi er i danerriget, hvor sangskatten ikke er gravet ned, men er levende fællesskab og vejen videre i tiden efter katastrofen.

Og det ender happy! Da 2. akt begynder, får vi at vide, at Danmark igen er blevet kåret til verdens lykkeligeste folk, selvom vi er så få. Vi bliver forvisset om, at det lykkedes for de overlevende at genetablere Danmark. Et yndigt land voksede frem, det lignede ikke det gamle, men yndigt var det. Godt! Danmark vil vi jo nødigt undvære, og med Højskolesangbogen har vi fået en varmende og perfekt udført kærlighedserklæring til (og på) hjertesproget. Det er her vi giver vores tanker mæle, også selvom vi ikke nødvendigvis favner alt lige hjerteligt. Jeg føler mig ikke rørt af salmerne som religiøse vækkelsestekster, men elsker dem som litteratur. Og ham, som de kalder en lun nationalskjald, giver mig knopper. Men sangen lokker kærligheden frem, og selvom forestillingen her konfronterer os med grimhed og dårlig smag, er det ikke direkte politisk kritik eller satire. Til gengæld er her social sarkasme, tristesse og behov for trøst, en søgen efter et tabt fællesskab. For trods alle fejl og mangler, og der er desværre mange, kan vi kun elske den unge blonde pige, der går og nynner i vor fejlslagne stat.

Litterært og musikalsk er der ingen ende på Højskolesangbogen. Og trods dystopien og dysterheden i fortællingen, er det en på én gang manisk og magisk, konstant bevægelig fest, der går henover scenen i en formidabel, mageløs, humoristisk og betydningsfuld forestilling om os fra Sofalandet.

Teater Momentum i Odense har i denne sæson et ganske kvikt kunstnerisk koncept, hvor de spejler repertoiret på Det Kongelige Teater. Derfor spiller også de Højskolesangbogen, men i en ganske anden opsætning. Hele teaterrummet er bygget om til et forsamlingshus med laksefarvede røvballegardiner og en scene med plads til en klaverbokser. Nede i salen står langborde med hvid voksdug, og henne ved dørene er der buffet med tre slags steg, pastasalat og flødekartofler.

Instruktør Henrik Grimbäck må arbejde ud fra det forhåndenværende søms princip, og det lillebitte ensemble kommer da heller ikke i nærheden af Det Kongelige Teaters, så lad os ikke sammenligne. Nicklas Søderberg Lundstrøm, Nanna Cecilie Bang, Tobias Shaw og Katrine Leth er klædt i varianter af beige og gyldne farver og med afbleget hår. Efter diverse indledende lidt vel løse øvelser, begynder teaterkoncerten med en sætliste, der ofte lapper over med Skuespilhusets. Side om side med sangene står en række langtrukne dialoger i et metaspor, hvor skuespillerne er ”sig selv”, dels i en forelskelsesfortælling, der involverer publikum, dels i et par sjofle slapstickscener og superheltesketches, dels i et løbende mundhuggeri om, hvad forestillingen skal betone: Er Højskolesangbogen vores alles bog? Repræsenterer den os? Hvilke værdier udtrykker den?

Det virker som en fed kliche, men man må jo håbe, at der bygges op til en pointe. Og heldigvis. Da ‘Mormors kolonihavehus’ gjalder, kommer der pludselig et par dansere i Ku Klux Klan-dragter på scenen. Øverst på hætterne stritter et par små flammer. Hvilken vanvittig frækhed! Kolonihaveidyl og sydstatsracisme! Så stopper Tobias sine kolleger: ”Hvad har I gang i?” råber han anklagende og forfærdet. Og så svarer de spagfærdigt uden at forstå, hvad han mener: ”Vi er jo stearinlys…”

Da vi når hen til finalen, indser man pludselig hvorfor vi har skullet præpareres med den politiske uenighed. Nu får vi at vide, at vi skal glemme alle fortolkningslag, der er intet politisk budskab: ”Tænk ikke på flygtningekrisen eller de døde børn, der flyder rundt nede i Middelhavet. Bare oplev sangen helt rent,” siger Tobias. Hvorefter den eneste, vi naturligvis tænker på, er flygtningekrisen og døde børn i Middelhavet. Og så bryder alle fire ud i den gamle kampsang fra Christiania: ”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv…” En fræk finale i en moderat god forestilling. Flødekartoflerne var ok.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.