Weekendavisen den 20 maj 2016.
Teater. Børn på flugt griber vores hjerter. Men gode viljer skaber ikke nødvendigvis godt teater.
”Vind og hav og bølger og bræk…”
Selv den mest formstøbte flygtningefjendtlighed må vel have et lille beskyttelsesrum til de stakkels mindreårige, der er alene derude på vejene, hvor smuglerne hundser rundt med den menneskelige kontrabande, for ingen er mere ensom og sårbar, end et barn alene på flugt. Det er disse børn, de uledsagede, som instruktør Kamilla Wargo Brekling sætter fokus på i denne lille forestilling, som er utvivlsomt er skabt med et bankende varmt hjerte og et oprigtigt ønske om at skabe forståelse. Men gode viljer skaber ikke nødvendigvis godt teater.
Anders Budde Christensen, Marianne Mortensen og Henrik Prip er fra første færd fanget i den rævesaks, som alle skuespillere før eller siden har måttet stikke deres fod i, nemlig illuderingen af barnet, som åbenbart kun kan spilles med stakåndet luft på stemmen og troskyldigt opspilede øjne, som så man verden for første gang.
Det hele begynder som spredte stemmer i mørket. Da lyset har sænket sig og et uheldsvangert lydspor har hensat os i den rette stemning, hører vi:
”Jeg tog afsted en mandag…”
”Jeg tog afsted om natten…”
”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg tog af sted…”
”Mit hus var væk…”
”Det var min mor også…”
”Jeg kikkede mig ikke tilbage…”
Stemmerne kommer fra 3. række, fra 7. række, fra 4. række, og effekten er indlysende: De er iblandt os, både her i salen og derude i virkeligheden. Så træder de ned på scenen, hvor vi får en række spredte beretninger, indsamlet hos uledsagede flygtningebørn af Kamilla Wargo Brekling i samarbejde med researcher Khaterah Parwani.
Og som sagt: Man skal have et iskoldt stenhjerte for ikke at lade empatien flyde til de mindreårige børn. Deres beretninger er rørende og oprørende, bedst når Marianne Mortensen gengiver en flygtningepiges fantasi om at forvandle sig til et jagende rovdyr, hvilket jo er en tydelig psykologisk projektion. Den forfulgte forvandler sig til en forfølger. Sådan beskytter et barn sig selv.
Uledsaget fungerer også godt, når Marianne Mortensen flygter til fods (på et løbebånd), Anders Budde Christensen krummer sig sammen i en transportkasse under en lastbil og Henrik Prip sidder i sin orange redningsvest i en flygtningebåd på havet (her en sort balje) og med skræk i stemmen repeterer ”Vind og hav og bølger og bræk og benene trykket op mod brystet, vind og hav og bølger og bræk og benene trykket op mod brystet, vind og hav og bølger og bræk og benene trykket op mod brystet…”
Børnenes flugtberetninger griber vores hjerter. Men det gør skuespilkunsten ikke. Præstationerne er sådan set pletfrie, momentvis gode, men ikke i stand til at slippe ud af rævesaksen. Ikke desto mindre er Uledsaget godt oplysningsteater, sandsynligvis vildt velegnet til undervisningsbrug for ældre skoleelever.
De mange fortællinger står som en dramadokumentarisk, tempofyldt antologi, men også som en slags illustrerede referater af virkeligheden (i en lidt ujævn, men absolut kreativ scenografi af Helle Damgaard og godt lys- og lyddesign af Jacob H.S. Rasmussen og Emil Bøll). Ærgerligt, synes jeg, at stoffet ikke har været i hænderne på en dramatiker, der for alvor kunne skrive et egentligt skuespil om uledsagede flygtningebørn.
Uledsaget. Instruktør og dramatiker Kamilla Wargo Brekling efter research af Khaterah Parwani. Mungo Park, Allerød, til den 3. juni.